Her kan findes mere elle mindre dybtgående beskrivelser af udenlandske og især danske geologer - især dem, der har gjort sig gældende inden for studiet af krystallinske bjergarter og ledeblokke.
Barth, Tom (1899-1971)
Berthelsen, Asger (1928-2011)
Birkelund, Tove (1928-1986): Dansk geolog, dr.phil. og professor i historisk geologi ved Københavns Universitet fra 1966. Hun var en internationalt førende skikkelse inden for sit forskningsfelt, de fossile dyregrupper belemnitter og ammonitter (uddøde blæksprutter), som hun studerede i aflejringer fra Jura og Kridt i Danmark, Vest- og Østgrønland samt i flere andre lande.
Hun ledede den internationale gruppe, som skabte klarhed over inddelingen af Kridttidens aflejringer, og bidrog væsentligt til udredningen af forholdene ved Kridt-Tertiær-grænsen.
Bredsdorff, J.H. (1790-1841): Dansk naturvidenskabsmand og filolog. Efter teologisk embedseksamen i 1814 kastede sig over naturfagene, og 1817 erhvervede han doktorgraden på en afhandling om reglerne for en systematisk ordning af naturgenstande. Han tiltrådte derefter med offentlig understøttelse en udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig og Norditalien (1817–19). I 1822 knyttedes han til den mineralogiske afdeling af Det kgl. naturalmuseum og blev 1823 lektor i mineralogi ved universitetet. Han foretog fortrinlige geologiske undersøgelser rundt omkring i det danske land og gerådede af og til i diskussion med Forchhammer, som nok ejede det store udsyn og evnerne til at sætte ting sammen i en større enhed, men som ikke sjældent havde nogle gevaldige fejlskud. Fx imødegik Bredsdorff Forchhammers antagelse af, at Yoldialeret i Vendsyssel var ældre end Kridtet på Møn.
Bredsdorff var en flittig medarbejder ved "Tidsskrift for Naturvidenskaberne" og han var sekretær i Selskabet for naturvidenskabernes udbredelse.
Dons, Johannes A. (1920–2009): Dons var en fremtrædende norsk geolog, konservator og lektor ved Universitetet i Oslo og Naturhistorisk Museum på Tøyen. Han er særligt kendt for sit arbejde med Osloregionens geologi, kortlægning, og formidling af geologi til et bredt publikum. Han stod bag den velkendte "Geologisk fører for Oslo-trakten" (først udgivet med Olaf Holtedahl) og den senere "Oslo-traktenes geologi med 25 turbeskrivelser" (1996), som er centrale værker for geologiinteresserede i området.
I 1990'erne var han central i identificeringen af Gardnos-krateret i Hallingdal som et nedslagskrater fra en meteorit.
von Eckermann, C. W. Harry (1886-1969)
Eskola, Pentti (1883-1964): Finsk geolog, petrolog og mineralog. Han var professor ved Helsinkis universitet 1924-1953. Eskolas vigtigste forskningsfelt var studiet af Nordens prækambriske metamorfe og magmatiske bjergarter. På baggrund af feltstudier suppleret med laboratorieeksperimenter, opstillede han teorien om de metamorfe facies.
Esmark, Jens (1763-1839)
Hesemann, Julius (1901-1980)
Hjelmqvist, Sven (1908 -2005) var en svensk geolog och mineralog. .
Læste geologi ved Lunds Universitet, hvor han også siden var ansat, som professor i perioden 1952-1973.
Han udførte geologiske feltundersøgelser i bl. a. Dalarna, Bergslagen og Skåne.
Blandt stensamlere specielt kendt for sine beskrivelser af bjergarterne i Dalarna: "Beskrivning till berggrundskarta över Kopparbergs Län" fra 1966 og "The porphyries of Dalarna - Central Sweden" fra 1982
Holmquist, Per Johan (1866-1946): Studerede geologi i Uppsala og Stockholm, og var professor ved Kungliga Tekniska högskolan i Stockholm 1912-1931.
Hans hovedinteresseområde var det skandinaviske grundfjeld, og hans hovedværk er "Studien über die granite von Schweden" fra 1906, hvor han giver en omfattende oversigt over Sveriges granitter.
Holtedahl, Olaf (1885-1975): Olaf Holtedahl var en norsk geolog og den sidste af en generation, som beherskede faget i hele dets bredde. Han studerede geologi på universitetet i Kristiania med paleontologi og stratigrafi som speciale. Efter eksamen havde han studieophold i Tyskland, Rusland og USA. Han tog doktorgraden 1913. Efter at have været universitetsstipendiat, docent og statsgeolog blev han i 1920 professor i historisk geologi ved universitetet i Kristiania, senere professor i geologi.
Han leverede betydelige bidrag, ikke bare om Norges geologi, men også om store områder i Arktis og Antarktis, som han havde deltaget i ekspeditioner til.
I tillæg til den videnskabelige indsats var han en fremragende formidler, som skrev den meget omfangsrige "Norges Geologi" (1953) i to bind og også populærvidenskabelige arbejder som "Vår forunderlige klode" (1942), "Hvordan landet vårt ble til" (1931, nye opplag 1951 og 1968) og "Fra naturens store verksted" (1941, nye oppag 1951 og 1967).
Houmark-Nielsen, Michael: Michael Houmark-Nielsen er geolog og lektor emeritus ved Københavns Universitet.
Mihael Houmak-Nielsens primære forskningsområder omfatter bl.a. kvartærgeologi, glacialgeologi, istider, isskjolde, gletscherdynamik, istidslandskaber, og istidskronologi. I den egenskab har han arbejdet med kvartær- og istidsgeologi i Danmark og sideløbende deltaget i adskillige internationale forskningsprojekter om Kvartærtidens klima og miljø i arktis.
Foruden en bred vifte af publikationer i internationalt orienterede faglige tidsskrifter har han udgivet en populærvidenskabelig sammenfatning af oprindelsen af det danske istidslandskab i bogform "Istiden i det danske landskab" og adskillige artikler om geologi og landskaber i Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Nationalpark Mols Bjerge.
Hutton, James (1726-1797)
Högbom, Arvid (1857-1940)
Jensen, Erik Schou: (1938-2008)
Jessen, Axel (1868-1952): Axel Jessen havde tilnavnet den fine J., hvilket dels skyldtes hans altid ulastelige påklædning selv efter længere varende undersøgelser i grus-, ler- og mergelgrave, men også hans altid beskedne og korrekte optræden.
Jessen besøgte mange ler-, grus- og mergelgrave og foretog mange håndborsundersøgelser, for han var i hele sin videnskabelige karriere karterende geolog, hvilket også giver sig udtryk i at han har lagt navn til otte kortbladsbeskrivelser i DGUs I. række, foruden til regionaloversigten Vendsyssels Geologi og det geologiske skolekort over Sønderjylland (1935).
Jessen
blev cand.polyt. 1890, men tiltrådte allerede 1889 en stilling som sommerassistent ved det nyoprettede Danmarks geologiske undersøgelse og var siden knyttet til denne institution som assistent 1889–97 og som statsgeolog 1897–1938.
Han var formand for Dansk geologisk forening 1910, 1919 og 1922.
Kjerulf, Theodor (1825-1888): Norsk mineralog, geolog og digter. Han udgav i 1855 "Das Christiania silurbecken" og i 1857 "Geologie des Sydlichen Norwegens". I 1858 blev han professor i mineralogi ved universitetet i Kristiania. I 1879 udgav han "Udsigt over det sydlige Norges Geologi" og hans arbejde betød meget for forståelsen af det sydlige norske landskabs dannelse. Ved siden af sit naturvidenskabelige arbejde var han også digter, og dekoreret med talrige ordner og medlem af flere lærde selskaber.
Lüttig, Gerd (1926-2010): Tysk geolog, som frem for alt er kendt som ledebloksforsker.
Han forfinede Hesemanns metode ved at indføre begrebet "das Theoretische Geschiebezentrum (TGZ)" Han bestemte centrum for omkring 400 ledebloktypes oprindelsesområde, og ved at kombinere det med typernes hyppighed i en enkelt optælling kunne han finde et geografisk punkt, der er det teoretiske centrum for den pågældende optælling TGZ. Dette punkt viste sig at være forskellig for de forskellige nordtyske moræner, omend de alle befandt sig et sted i Østsverige. Man kunne således skelne mellem de enkelte Saale-moræner, men samtidig mistede man en masse oplysninger.
Mertz, Ellen Louise (1896-1987): En af de første kvindelige danske geologer og pioner inden for ingeniørgeologi. Kendt for sit arbejde med jordbundsundersøgelser ved opførelsen af den første Lillebæltsbro.
Oftedahl, Christoffer (1917-1982): Christoffer Oftedahl var statsgeolog ved Norges Geologiske Undersøkelse (NGU) 1952–1959 og professor ved Norges Tekniske Høgskole 1959–1982.
Han arbejdede især med Oslofeltets permiske magmatiske bjergarter og feldspatternes mineralogi. Han skrev flere bind i serien "Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region". Han skrev ogsåoversigtsværket "Norges geologi" og flere populærvitenskapelige bøker.
Pingel, Peter Christian (1793-1852) var en dansk geolog og polarforsker.
Studerede ved Københavns Universitet, hvor han 1811 tog den filologisk-filosofiske eksamen og i efteråret 1813 den juridiske eksamen. I 1814 rejste han til Tyskland, hvor han i 3 år studerede filosofi og naturvidenskab ved forskellige universiteter og i 1817 blev dr.phil. ved universitetet i Jena. I de næste år foretog han geologiske rejser både i Danmark, Norge og Sverige og Tyskland. De vundne geologiske erfaringer fra disse ture nedlagde han i et par artikler i "Tidsskrift for Naturvidenskaberne" IV og V. Den vigtigste af disse, "Om Diluviet og Alluviet i det nordlige Jylland" fra 1827, viser et for sin tid ualmindelig klart syn på de løse jordlag.
Den dominerende stilling, som Johan Georg Forchhammer næsten samtidig med Pingels fremtræden tiltvang sig på alle geologiens områder i Danmark, har sikkert virket som hæmsko på Pingel, der med sin indesluttede, beskedne natur kun var lidet skikket til at hævde sine meninger over for Forchhammer.
I 1828 afrejste Pingel til Grønland, hvor han forblev til efteråret 1829. I sin fraværelse blev han ansat som mineralogisk assistent ved det kongl. naturhistoriske Museum, hvor han 1842 blev forfremmet til inspektør og 1847 til overinspektør.
Poulsen, Christian: Christian Poulsen (1896-1975) var en dansk geolog og palæontolog. Gennem hele sin karriere var han tilknyttet Mineralogisk, nu Geologisk, Museum ved Københavns Universitet, fra 1945 som professor.
Poulsens disputats (1927) beskrev palæozoiske faunaer på materiale indsamlet af Lauge Koch i Nordvestgrønland. Poulsen var en internationalt førende trilobitforsker og bidrog med systematiske beskrivelser til trilobitbindet (1959) i håndbogsserien "Treatise on Invertebrate Paleontology".
Rosing, Minik (1957-)
Rørdam, Kristian (1860-1939)
Sederholm, Jakob Johannes (1863–1934): Sederholm var en finsk geolog og politiker. Han var en førende kapacitet i udforskningen af metamorfe bjergarter, og han indførte betegnelsen migmatit for bjergarter med både magmatiske og metamorfe bestanddele.
Smed, Per: Per Smed er en anerkendt dansk geolog, særligt kendt for sit arbejde med kvartærgeologi, istidslandskaber og ledeblokke. Han har bidraget markant til forståelsen af Danmarks geologiske udvikling under istiden bl. a. gennem studier af stenmateriale fra Skandinavien.
Han har opfundet "cirkelmetoden" til anskueliggørelse isstrømsretninger ud fra bloktællinger på enkelte lokaliteter.
Har skrevet bogen "Sten i det danske landskab", som er udkommet i efterhånden 5 udgaver på forskellige forlag. Bogen er meget værdsat blandt stensamlere.
Smith, William (1769-1839): William 'Strata' Smith var en engelsk ingeniør, som under sit arbejde med udgravning af kanaler fandt ud af, at de forskellige lag i kanalernes sidevægge havde forskelligt fossilindhold. Man kunne derfor korrellere lag fra forskellige lokaliteter ud fra fossilindholdet. Hans iagttagelser lagde fundamentet for moderne stratigrafi, og han brugte sin indsigt til i 1815 at lave verdens første nationale geologiske kort - over England naturligvis. På grund af hans beskedne herkomst og uddannelse var det ikke let for ham at blive anerkendt for sit arbejde og han tilbragte endog nogen tid i gældsfængsel. Først sent i livet indså parnasset, at hans indsats var af højeste klasse, og han kaldes nu "Den engelske geologis fader". Simon Winchester udgav i 2001 en bog "The Map that Changed the World", som giver et glimrende indblik i Smiths opdagelser og hans besværlige liv.
Sorgenfrei, Theodor (1915-1972): I 1941 blev Th. Sorgenfrei mag. scient. i geologi og fik derefter en hurtig karriere som afdelingsgeolog og senere statsgeolog (1954) ved Danmarks Geologiske Undersøgelse. Derefter var han professor ved Polyteknisk Læreanstalt 1961-1972; Som leder af DGU's borearkiv fra 1942 blev han sideløbende ansat som rådgivende oliegeolog ved DAPCo (Danish American Prospecting Co) 1946-1953 og senere 1962-1972 hos A.P. Møller. Under de skiftende faser i i dette arbejde gennemførte han geologiske undersøgelser som sammen med geofysiske målinger udvidede kendskabet til den strukturelle opbygning Danmarks dybgrund. Efter alt at dømme har Sorgenfreis personlige samtaler med skibsreder A. P. Møller virket ansporende på denne i forbindelse med overvejelserne om at søge koncession til olieboringer, og hans optimisme og energi var en medvirkende årsag til, at det i 1966 lykkedes Dansk Undergrunds Consortium
at finde olie på den danske Nordsøsokkel.
Han talte flydende engelsk 0g tysk, havde mange internationale kontaktervar og højt anset blandt fagfæller over hele verden. Sorgenfrei-Tornquist-zonen er opkaldt efter ham og den tyske geolog A. Tornquist. Det er en 30-50 km bred tektonisk brudzone under Skåne og det nordvestlige Danmark, som udgør den nordvestligste gren af den sammensatte Tornquist-zone.
Steffens, Henrik (Heinrich) (1773-1845)
Steensen, Niels (Nicolaus Steno) (1638-1686)
Steenstrup, K.J.V. (1842-1913)
Sæther, Egil (1918-2006) var en norsk geolog. Sæter blev cand.real. med hovedfag i geologi 1943 og var ansat som amanuensis ved Norges Tekniske Høgskole. Han publiserede flere afhandlinger, men fik multipel sklerose og måtte opgive jobbet efter nogle år. Selv om han hverken kunne bevæge arme eller ben forskede han videre fra sygesengen og blev dr.philos., og i 1962 fik han tildelt Fridtjof Nansens belønning for fremragende forskning «for hans arbeider over osloområdets eruptiver». Så sent som i 1993 holdt han foredrag over emnet.
Blandt hans værker kan nævnes "The area of lavas and sediments in Nittedal" (1946), "The alkaline rock province of the Fen area in southern Norway" (1957) og
"General investigation of the igneous rocks in the area north of Oslo" (1962).
Törnebohm, Alfred Elis (1838-1911): Svensk geolog, som især vil blive husket for sin overskydningsteori, hvormed han forklarede, at Kaledoniderne bjergarter lå ovenover det ældre grundfjeld.
Allerede 1859 fik Törnebohm ansættelse ved Sveriges Geologiska Undersökning (SGU) og virkede her til 1873 - de sidste år som chef. I de næste år foretog han geologiske rejser i Tyskland og Italien. I 1884 blev han lektor i geologi og mineralogi ved Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm og var 1897—1907 chef for SGU, hvor han efterfulgte Otto Torell og fik titel af professor. Törnebohm var 1871 medstifter af "Geologiska Föreningen" i Stockholm. Han har særlig beskæftiget sig med studiet af de geologiske forhold i Skandinaviens fjeldegne samt med den mikroskopiske petrografi. Udover flere kortbladsbeskrivelser kan af hans arbejder fremhæves "Ueber die Geognosie der schwedischen Hochgebirge" fra 1873 og "Grunddragen af Sveriges geologi" fra 1884.
Af arbejder interessante for stensamlere kan desuden nævnes "Katapleiit-syenit, en nyupptäckt varietet af nefelinsyenit i Sverige" fra 1906.
Ussing, Niels Viggo (1864-1911)
Vinx, Roland (* 1944): Tysk geolog med speciale i mineralogi og petrografi, som har været ansat ved Hamburgs Universitet. Han har et grundigt kendskab til skandinaviske bjergarter og har skrevet flere fremragende bøger herom:
"Gesteinsbestimmung im Gelände", seneste udgave 2015:
"Steine an deutschen Küsten : Finden und Bestimmen" fra 2016
"Gesteine - Dokumente der Erdgeschichte : ihre Entstehung und Bedeutung für Klima, Leben und Landschaft" fra 2025
Han har bl. a. gjort en stor indsats for at finde egnede ledeblokke i det vestsvenske område såsom flammepegmatit, mafisk granulit og retroeklogit.
Wegener, Alfred (1880-1930)
J.G. Zandstra er en hollandsk geolog, især kendt for sit omfattende arbejde med ledeblokke.
Han lavede talrige ledebloktællinger i Holland og Tyskland og forfinede Hesemanns inddeling i fire områder til ti områder, idet han mente at anvendelsen af kun fire områder førte til tab af megen information. Det var muligt fordi oprindelsesområderne i Skandinavien i mellemtiden var blevet beskrevet og kortlagt i stadig større detaljer.
Han samlede også en imponerende samling af vandreblokke, som har været forvaltet af Naturalis Biodiversity Center siden 2005.
Zandstra har bidraget med 2 højt værdsatte bøger om ledeblokke:"Noordelijke kristallijne gidsgesteenten. Een beschrijving van ruim tweehonderd gesteentetypen (zwerfstenen) uit Fennoscandinavie". 1988 og "Platenatlas van noordelijke kristallijne gidsgesteenten". 1999
Ødum, Hilmar: (1900-1975):
Efter at have været sommerassistent 1918 ved "Danmarks geologiske undersøgelse" blev han 1920 honorarlønnet assistent og 1923, da han var blevet magister i geologi, blev han afdelingsgeolog. 1937 udnævntes han til direktør for institutionen - en stilling han bestred til 1965. Hans vigtigste arbejdsfelt var indsamlingen af oplysninger fra boringer efter vand. Ødum tog i 1926 initiativet til og organiserede D.G.U.s borearkiv hvis leder han var til 1937.
Ved siden af grundvandsproblemerne beskæftigede Ødum sig med andre geologiske spørgsmål, fortrinsvis med undersøgelser af de ældste tertiære kalkformationer fra danien-tiden i Jylland og på Fyn. En afhandling om dette emne skaffede ham 1925 universitetets guldmedalje, og 1927 disputerede han for doktorgraden med den store afhandling om "Studier over Danien i Jylland og på Fyn".
Kombinationen af denne interesse med geologisk viden førte allerede 1923 til at Ø. kunne sandsynliggøre at der fandtes lag af stensalt i Danmarks undergrund.
Hans seneste arbejde, "Flintkonglomerater i Jylland" omhandler interessante forekomster af løse blokke i istidslagene, hidrørende fra en tertiær formation som endnu ikke er påvist fast stående i undergrunden.
Østergaard, Troels V. (1939-2018): Østergaard studerede geologi på Københavns Universitet og blev mag.scient. med speciale i petrologi og geokemi. Han modtog universitetes guldmedalje for sin afhandling om mineralfordelingen i lagdelt kvanit fra Ilímaussaq i Sydgrønland.
Allerede i studietiden lagde Østergaard op til at udfordre den nuværende geologi med nye teorier. I 1969 skrev han en artikel om kontinentaldrift, som i starten mødte meget stiv modvind i det faglige miljø i Danmark. Året efter holdt han foredrag om pladetektonik, og med bogen "Den nye geologi" introducerede han for alvor teorien i Danmark.
Han har udgivet bøgerne "Sten og Blokke" (1978), "Stenbogen" (1993) og "Danske strandsten - en guide" (2025). I 2003 udgav han sammen med Ib Marcussen den flot udstyrede bog "Danamrks geologiske seværdigheder" på Politikens Forlag. Heri fremførtes anderledes forklaringer på istidslandskabets opstående end de gængse. Det førte til en ganske voldsom polemik i det geologiske parnas.
Ud over geologien var økologien hans store interesse, og han udnyttede sin fremragende formidlingsevne til at fremme økologien i Danmark med flere bøger om økologisk havebrug og som grundlægger og redaktør af tidsskrifterne "Praktisk Økologi" og "Global Økologi".