Louis Agassiz er et af geologiens allerkendteste navne. Han er i dag først og fremmest kendt for to ting: Hans pionerindsats inden for glaciologien (læren om gletsjere) og hans modstand mod Darwins evolutionsteori. Imidlertid ligger hans hovedindsats på et helt tredje område, nemlig ichtyologien (studiet af fisk). Jeg vil i det følgende forsøge at behandle disse emner ét ad gangen, selv om de selvfølgelig ind imellem griber ind over hinanden.

Ichtyologi

Han blev født i Schweiz i 1807 og påbegyndte efter familiens ønske medicinstudiet. Sideløbende hermed havde han imidlertid kastet sig over studiet af fisk med stor entusiasme. J. B. R. von Spix og C. F. B. von Martius havde været på en videnskabelig ekspedition til Brasilien 1817-20 og hjembragte en samling på 6.500 planter, 2.700 insekter, 85 pattedyr, 350 fugle, 150 amfibier og 116 fisk. Spix skulle have beskrevet fiskene, men døde i 1826, og Martius udvalgte Agassiz til at færdiggøre arbejdet til trods for, at han ikke havde nogle faglige forudsætninger herfor. Resultatet blev “Selecta Genera et Species Piscium quos in Itinere per Brasiliam 1817 – 1820", som udkom i 1829 med Agassiz' egne illustrationer. Han blev tildelt den filosofiske doktorgrad ved universitetet i München for dette værk. Året efter tog han også sin medicinske eksamen og begyndte at praktisere i sin hjemby, men han var fortsat mest fascineret af fiskene og tog til Paris for at møde den verdensberømte, franske zoolog Georges Cuvier. Denne blev imponeret af den unge mand og hans arbejde om de brasilianske fisk og opfordrede ham til at gå i gang med et stort værk om alle kendte fossile fisk. Cuvier døde allerede i 1832, men Agassiz opfattede sig selv som Cuviers arvtager og arbejdede med stor energi på projektet og udgav i perioden 1833-43 værket "Recherches sur les poissons fossiles" i fem bind. Bindene var pragtfuldt illustreret med akvareller af Joseph Dinkel. Det var dette værk, som lagde grunden til hans verdensberømmelse. Han inddelte fisk i fire grupper: Ganoider, Placoider, Cycloider og Ctenoider efter naturen af deres skæl og andre hudvedhæng. Det har siden vist sig at være et sikkert blindspor, men berømt blev han. I 1832 var Agassiz blevet udnævnt til professor i naturhistorie ved universitetet i Neuchâtel, og under hans ledelse blev universitetet et videnskabeligt centrum. Universitetet huser stadig en samling af hans fiskefossiler. Ved siden af arbejdet med fossilerne interesserede han sig også for de nulevende, og resultatet blev "History of the Freshwater Fishes of Central Europe". Første bind udkom i 1839, og værket blev fuldført i 1842. For at finansiere de mange aktiviteter solgte han Dinkels 1290 originalillustrationer af fiskefossiler til Lord Francis Egerton (den senere 1st Earl of Ellesmere), som præsenterede dem ved et møde i "The Geological Society". Det faldt i god jord hos disse lærde mænd, og de tildelte Agassiz den prestigefyldte Wollastonme-dalje i 1836. Samlingen blev senere forøget ved donationer fra Agassiz selv og andre gavmilde personer. Man arbejder netop nu med at digitalisere samlingen og har startet en kampagne "Sponsor a Fish", hvor man ved at donere 20 £ kan redde en fisk og få sit eget navn på en ærestavle. I 1838 blev han "Foreign Member" af "The Royal Society" i London.

Agassiz' palæontologiske interesser begrænsede sig dog ikke til fiskene. I 1840-45 udgav han "Études critiques sur les mollusques fossiles", og i samme periode udgav han flere bind af "Monographies d'Échinodermes Vivans et Fossiles" (Monographs of living and fossilised echinoderms) uden dog at fuldende værket.

Glaciologi

Mange havde gennem årene undret sig over såkaldte "erratic boulders" eller vandreblokke, som tydeligvis nu lå placeret langt fra det sted, hvorfra de stammede. Mange havde set gletsjerne trække sig tilbage og skyde længere frem og var kommet til den konklusion, at det måtte være gletsjere, som på visse tidspunkter havde dækket større landområder og ved den lejlighed havde ført vandreblokkene til deres nuværende placering. Der var skrevet adskillige artikler om dette, bl. a. af Goethe (1749-1832)(som ud over at være digter var en visionær videnskabsmand) og i 1824 af den dansk-norske geolog Jens Esmark (1763-1839), som også foreslog, at det var gletsjerfremstød, som havde dannet de norske fjorde. Esmark argumenterede endog for verdensomspændende nedisninger, og han foreslog klimaændringer som årsag hertil. Han mente også, at årsagen hertil kunne være ændringer i Jordens bane omkring Solen. Trods disse mange artikler var den fremherskende mening blandt de lærde dog helt klart, at de tilfældigt spredte vandreblokke var et resultat af syndflodens hærgen.

I 1829 holdt schweizeren Ignaz Venetz et foredrag for "Schweizerische Naturforschende Gesellschaft", hvor han fremsatte lignende ideer. Der var ikke mange, der holdt med ham, men han overbeviste dog geologen Jean de Charpentier, som dog betragtede nedisningen som en lokal Alpebegivenhed. Charpentier holdt sit foredrag om emnet i 1834, og i sommeren 1835 tilbragte han nogle måneder i de schweiziske alper sammen med botanikeren Karl Friedrich Schimper og dennes tidligere studenterkammerat Louis Agassiz. Schimper var ved studiet af mosser på ledeblokke uafhængigt af Charpentier også kommet til det resultat, at det måtte være gletsjere, som havde flyttet de store blokke. Agassiz havde naturligvis hørt Venetzs og Charpentiers foredrag, men de havde på ingen måde overbevist ham. Nu kunne Charpentier og Schimper vise ham forholdene "i marken", og lige så stor en modstander han havde været, lige så begejstret blev han for tanken, som han sammen med Schimper udviklede til en mere sammenhængende teori i vinterens løb.

I juli 1837 annoncerede Agassiz et foredrag i "Schweizerische Naturforschende Gesellschaft", som han var præsident for. Forsamlingen havde forventet at høre om fisk fra Brasilien, men fik i stedet serveret istidsteorien. Det vakte megen furore, og den videnskabelige verdens doyen Alexander von Humboldt, grundlæggeren af geografi som empirisk videnskab, opfordrede ham hånligt til at vende tilbage til fiskene. Her viste Agassiz så format. I stedet for at lade sig slå ud gav han sig til at studere gletsjerne systematisk. Han lod opføre en observationshytte direkte ved Aar-gletsjeren, så han nøje kunne følge dens bevægemønster ved at sætte pæle i overfladen forskellige steder. Han studerede issammensætningen, temperaturforhold, gletsjertykkelse mm. Han undersøgte moræner, han observerede, hvordan isen formede landskabet ved sin fremtrængen ved at udskære dale og afrunde klipper. Han forestillede sig ikke blot, at gletsjerne havde haft større udstrækning end nu, men mente, at Alperne havde været fuldstændig dækket af en tyk iskappe. Hvor andre havde gjort sig tanker, lavede han undersøgelser og eksperimenter, så det kan bestemt godt berettige ham til titlen som glaciologiens far! Han fremlagde sine resultater i bogen "Etudes sur les Glaciers" i 1840, hvor han mindre pænt omhyggeligt undlod at omtale Charpentier og Schimper som inspirationskilder. I en senere bog, " Système glaciare" fra 1847 fremlagde han yderlige beviser for teorien fra mange steder i Europa. Først omkring 1870 var der nogenlunde enighed i den videnskabelige verden om istidsteorien. I sin iver efter at promovere istidsteorien gik Agassiz efterhånden over gevind og overdrev vildt de områder, som isen havde dækket, og han gjorde istidsteorien til en slags katastrofeteori, hvor isen ved sin fremfærd tilintetgjorde alt på sin vej, altså en slags afløser for syndflodsteorien. Det blev der rystet noget på hovedet af.

Klassifikation og evolution

Man kan ikke undgå at være imponeret over, hvad den tids naturvidenskabsmænd kunne overskue og overkomme. Samtidig med at han havde beskrevet nutidens og fortidens 19 fisk og startet glaciologien, interesserede han sig intenst for klassifikationen af levende væsener. I årene 1842-46 udgav han "Nomenclator Zoologicus" i 12 bind. Det var en liste (med referencer) med arts- og slægtnavn for alle dyr, som var navngivet siden Linnés tid. Et kolossalt og arbejdskrævende arbejde.

Agassiz betragtede som nævnt sig selv som Cuviers arvtager og forblev tro mod Cuviers tanker om klassifikation, men udbyggede systemet i undertiden bizarre retninger. Dyreriget var opdelt i fire grene: Vertebrata, Insecta, Vermes (orme) og Radiata (radiært symmetriske dyr). Inden for hver gren kunne man helt fra klasse- til artsniveau rangere alt fra det laveste til det højeste niveau, og dette niveau faldt sammen med, hvor højt eller dybt i de fossile lag man befandt sig. Det vil sige, at der tidsmæssigt var tale om en udvikling fra laverestående arter til højerestående - naturligvis med mennesket højst oppe.

Ligeledes skulle der være en streng parallel mellem, hvor primitive morfologiske træk var, og hvor tidligt de viste sig i fosterudviklingen. Denne påståede sammenhæng mellem den ontogenetiske udvikling (det enkelte individs udvikling gennem fosterstadiet) og den fylogenetiske udvikling (arternes indbyrdes sammenhæng) var noget, som i særdeleshed blev taget op af tyskeren Ernst Haeckel. Han var en fantastisk tegner, og hans tavler, som sammenlignede fosterudviklingen hos forskellige dyr, blev berømte. Desværre har det sidenhen vist sig, at Haeckel snarere tegnede, hvad han ønskede at se, end virkeligheden. Hans tavle over menneskets stamtræ falder også fint i tråd med Agassiz' tanker.

Charles Darwin så med en vis sympati på Agassiz' tanker om sammenhængen mellem forskellige arter og betragtede det som en støtte til den evolutionsteori, han havde fremsat. Dette var imidlertid på ingen måde Agassiz' holdning. Han troede som i sin tid Cuvier på arternes uforanderlighed og på alle arternes mangfoldighed og sammenhæng som en del af en guddommelig plan for naturen. Endnu mere ekstrem var hans opfattelse af menneskets udvikling. Han var af den opfattelse, at alle racer var skabte uafhængigt af hinanden i forskellige geografiske lokaliteter af Gud, og han havde også en klar opfattelse af en rangordning mellem racerne.

Illustration fra "Monographies d'Échinodermes Vivans et Fossiles" The Geological Society of London was founded in 1807. It is the UK’s national society for geoscience, and the oldest geological society in the world. The Society provides a wide range of professional and scientific support to around 10,000 Fellows (members), about 2000 of whom live overseas. The Geological Society Library was founded in 1809 and provides support services to Fellows of the Society and employees of Corporate Affiliates. Occupying apartments in Burlington House since 1874, the Library contains over 300,000 volumes of books and serials, takes around 700 current serial titles and has a collection of over 40,000 maps.

 

Agassiz i USA

Med de mange store projekter, som Agassiz altid havde i gang eller på bedding, er det ikke underligt, at han havde brug for mange penge. Som nævnt havde han skaffet sig midler ved at sælge Dinkels illustrationer, men alligevel var finanserne sløje i midten af 1840'erne. Da tilbød den prøjsiske konge at finansiere en foredragsturne i USA, hvor han blev modtaget med stor entusiasme, og hvor han prompte følte sig godt hjemme. Han besluttede derfor at slå sig ned her, og han blev udnævnt til professor ved Harvard Universitetet i 1849. Han stiftede universitetets Museum for sammenlignende Zoologi, som han også Ved jordskælvet i San Fransisco i 1906 faldt den statue af Agassiz, som stod på en gesims på Berkeleuniversitetet, ned og blev et slags symbol på storhed og fald! 20 Hirtshals Fyr Udstillingen af ledeblokke og fossiler i Assistenthuset ved Hirtshals Fyr er genopstillet og vil blive stående indtil påske. Der er åbent dagligt kl. 10.00-17.00. Hvis du vil kombinere et besøg her med en kulinarisk oplevelse, kan du benytte madpakkerummet i garagefløjen til at nyde din medbragte, velsmurte madpakke. Fotos fra "Sten på Bordet" og fra Meteoritaftenen, hvor Arne viste sin imponerende samling af meteoritter. var direktør for, til sin død. Han var en karismatisk figur. Han gjorde meget ud af at popularisere naturvidenskaben, så den blev forståelig for menigmand, og hans værker blev læst over hele verden.

Alligevel var hans år i USA ikke udelt lykkelige. Han mistede gradvist videnskabelig anseelse, fordi han stejlt holdt fast ved sine tanker om arternes uforanderlighed, og hans teori om menneskeracers opståen uafhængigt af hinanden (human polygenisme) blev naturligvis benyttet af racister og forkæmpere for slaveriet, selv om han holdt fast ved, at han ikke selv var racist. Han påbegyndte et stort anlagt værk, "Contributions to the natural history of the United States", som skulle matche Humbolts tilsvarende værk om Europa. Han nåede at udgive to bind, men de blev dårligt modtaget, og han opgav at fortsætte. Han ledte en ekspedition til Brasilien i 1865-66, hvor man indsamlede 80.000 prøver af fisk og hvor han mente at finde bevis for, at Brasilien også havde været dækket af en massiv iskappe. Beviserne var ikke overbevisende, og gradvist mistede Agassiz videnskabelig troværdighed, ligesom selve istidsteorien herved led et midlertidigt tilbageslag.

Han døde i 1873 i en alder af 66 år. Hans gravsten er en stor vandreblok fra Aar-gletsjeren, hvor Agassiz i sin tid havde sin observationshytte.

Mange dyrearter bærer hans navn. Den glaciale sø, som i istiden lå ved gletsjerkanten i USA, fik navnet Lake Agassiz. Et bjerg i de schweiziske Alper bærer navnet Agassizhorn, og et krater på Mars er også opkaldt efter ham, så han går ikke i glemmebogen foreløbig.