Svens StrandstensSite
Det Arkæiske Domæne

Arkæikum er en geologiske æon, hvis begyndelse defineres som det tidspunkt, hvor Jordens skorpe stabiliseredes, hvilket almindeligvis sættes til ca. 4,0 Ga. Der er dog ingen tvivl om at skorpeelementer har været til stede langt tidligere - de seneste undersøgelser bekræfter en alder på ca. 4,4 Ga for zirkoner fra Jack Hills i Australien. Arkæikum slutter 2,5 Ga og afløses af Proterozoikum.

Den Arkæiske Eonkan inddeles i forskellige æra. Inddelingen er dog arbitrær og baserer sig ikke på specifikke geologiske hændelser. Der er heller ikke enighed om inddelingen, men her følger forslaget fra "International Commission on Stratigraphy":

Alle nuværende kontinenter har et kærneområde af arkæiske bjergarter, som er blottede i de såkaldte skjoldområder. I Europa finder vi dette område i den nordøstlige del af Det Baltiske Skjold, som geografisk omfatter små områder i det nordligste Norge og Sverige, store områder i det nordlige og østlige Finland samt store områder i Rusland - dels på Kolahalvøen og dels i det russiske Karelen, som grænser op mod Finland.

Fra 3,5-2,8 Ga opstod nydannede (juvenile) skorpesegmenter, som samlede sig til hhv. Den Karelske Protokraton og Kola-protokratonen.

Det Belomoriske Bælte dannedes ved nordøstranden af Den Karelske Protokraton omkring 2,8-2,7 Ga ved accretionsprocesser.

De to blokke kolliderede omkring 2,7 Ga, hvor den karelske blok + Det Belomoriske Bælte subduceredes under Kolablokken, så der dannedes et neoarkæisk kontinent (Sveriges Geologi: Den Samiske Orogenese). På grænsen mellem Det Belomoriske Bælte og Karelen dannedes eklogitter. Kratoniseringen var fuldendt ca. 2,5 Ga.

Perioden 2,5-2,0 Ga var præget af udtynding af skorpen, riftdannelse og opsplitning. Nye bjergarter i form af intrusive basiske bjergarter og sedimentære aflejringer opstod i bælter parallelt med opsplitningszonen - bevaret som Petjenga- og Varzugabælterne.

1,96-1,85 Ga genforenedes blokkene ved Lapland-Kola-kollisionsorogenesen (Sveriges Geologi: Den Lopiske Orogenese) - altså kort før og samtidigt med at Den Svecofenniske Orogenese var i gang langs kontinentets sydvestlige rand. Formentlig lå Laurentia (nuv. Nordamerika) i forbindelse med Kolablokken, så der var vældige kræfter bag kollisionen nogle steder dannedes bjergarter i granulitfacies. En blok af sådanne bjergarter forkastedes opad og udgør nu det såkaldte Granulitbælte.

Herved dannedes det nuværende arkæiske domæne, som dels består af genbrugt arkæisk materiale og dels bælter af palæoproterozoiske bjergarter af blandet sedimentær og magmatisk oprindelse, som overvejende ligger på grænsefladerne mellem de oprindelige arkæiske blokke. Det er usikkert hvornår Det vestlige Provins (=Norrbottenprovinsen) forenedes med resten af Det Arkæiske Domæne.

 

Mod sydvest grænser domænet op til Det Svecofenniske Domæne. Suturlinjen er temmelig skarp, men siden bearbejdet tektonisk, så der er overskydninger af palæoproterozoisk materiale ind over det arkæiske. Ligeledes er der blokke af arkæisk materiale på den svecofenniske side af suturlinien. Dette arkæiske materiale er blottet i flere "vinduer", hvoraf det største er Råstojaure Gnejskomplekset i det allernordligste Sverige.

 

Det Arkæiske Domæne består af flere enheder:

I Det Arkæiske Domæne findes mange enklaver med yngre - overvejende palæoproterozoiske - bjergarter:

Lahtinen, R. 2012. Main geological features of Fennoscandia. Geological Survey of Finland, Special Paper 53, 13–18,

Bogdanova, S. V., R, Gorbatschev & R. G. Garetsky: East European Craton. Encyclopedia of Geology, vol. 2, s. 34-49. 2005, Elsevier.

Lehtinen, Nurmi og Rämö 2005 : Precambrian geology of Finland. Elsevier

Lundquist, Jan, Thomas Lundquist og Maurits Lindström, 2011: Sveriges Geologi från urtid till nutid

Mineralogy of Russia - externt link om Lovozero- og Khibiny-massiverne