Svens StrandstensSite
Sveconorvegiske Domæne - Østlige Gnejssegment

Afgrænsning

Mod øst grænser Det Østlige Gnejssegment op mod Protiginzonen. Mod vest går grænsen mod Det Vestlige Gnejssegment ved Mylonitzonen. Mod syd standses ved Tornquist/Sorgenfrei-zonen. De nordvestligste af de skånske åse menes genetisk at høre til segmentet. Mod nord går grænsen ved Kaledoniderne.

Geologisk udvikling

Udgangsbjergarterne menes at overvejende at stamme fra de kontinentalmasser, som kolliderede med det baltiske skjold under dannelsen det transskandinaviske magmatiske bælte (TIB), og bjergarterne har altså i det store hele samme alder som de yngste TIB-bjergarter, dvs. omkring 1,7 Ga.

Hele segmentet er blevet så kraftigt påvirket under Den Sveconorvegiske orogenese 1,14-0,9 Ga, at det er svært at tyde, hvad der er sket i den mellemliggende periode. Områderne nord for Vänern (Värmland og Solør-komplekset i Norge) menes dog at have ligget relativt roligt hen, mens der længere sydpå har været deformerende kræfter på spil dels under den gotiske orogenese 1,65-1,50 Ga og især under den hallandiske orogenese 1,44-1,40 Ga.

Under den sveconorvegiske orogenese var det området syd for linien Jönköping-Borås der blev udsat for den kraftigste metamorfosegrad, nemlig i granulitfacies (nogle steder endda eklogitfacies), mens området nord for denne linie kun har nået amfibolitfacies. Det sydlige område kaldes derfor Den Sydvestsvenske Granulitregion. Den maximale påvirkning skete omkring 0,97 Ga under den såkaldte Falkenberg-fase.

Proterozoiske bjergarter

Segmentet er domineret af orthognejser, som mod nord er magnetitrige og tenderer til at være rødlige (kaldes derfor ofte røde gnejser eller jern­gnejser). I nogle områder mod syd tenderer gnejserne til at være mere grålige.

I den nordlige del af segmentet (Värmland) er protoginzonen ret bred - op mod 50 km - og der er en jævn overgang mellem Filipstad- og Kristinehamngranitter og de røde gnejser. Langt inde i gnejsregionen findes dog enklaver med relativt upåvirkede øjegranitter af Filipstadtype.

I forbindelse med Den Hallandiske orogenese intruderedes i efterforløbet charnockitiske og syenogranitiske magmaer (Varberg-charnockit og Torpa-granit).

Ud over de sure bjergarter er der et kraftigt islæt af mere eller mindre metamorfoserede mafiske gangbjergarter. I Värmland og det nordøstlige Västergötland findes gange, som kaldes hyperitdiabaser (hyperitter). Især i kontaktzonerne er de omdannet til amfibolitter og granatamfibolitter. Deres alder er målt til omkring 1,5 Ga. Hyperitdiabaser optræder også langs protoginzonen fra Skåne til Vättern (og endvidere i det sydlige Småland og i Blekinge). Der synes her at være to generationen med aldre på hhv. 1,180 Ga og 0,930 Ga.

I de områder, hvor metamorfosegraden har nået granulit- eller endog eklogitfacies er de mafiske gangbjergarter omdannet til mafiske granulitter, granatcoronitter eller eklogitter, som dog senere har gennemgået retrograd metamorfose og er blevet såkaldte retroeklogitter.

Langs protoginzonen findes også intrusioner med syenitter, monzonitter og granitter med aldre på ca. 1,2 Ga. Mest kendt er Vaggerydsyenit syd for Vättern.

I den mellemste og sydlige del af segmentet findes pegmatitgange som synes yngre end den sveconorvegiske orogenese, muligvis med relation til Bohuslengranit, men dateringer har givet modstridende svar.

Suprakrustale, proterozoiske bjergarter indtager en underordnet rolle. I Värmland findes såkaldte Värmlandsporfyrer, hvis udstrækning fortsætter mod øst ind i TIB.

Fanerozoiske bjergarter

Da man nåede frem til Kambrium var grundfjeldet eroderet ned til ”Det Prækambriske Peneplan”. I Kambrium, Ordovicium og Silur afsattes lag af sandsten, skifre og kalksten, som imidlertid de fleste steder senere er borteroderet . Undtaget herfra er mindre områder (Billingen, Kinnekulle) hvor sedimenterne er beskyttet af såkaldte plateaudiabaser: Kinnediabas og Hunnediabas. De dannedes i forbindelse med magmatismen i Oslofeltet omkring 280 Ma.

Jerngnejs

Varbergcharnockit

Torpagranit

Flammepegmatit

Vaggerydsyenit

Hyperitdiabas

Amfibolit

Granatamfibolit

Mafisk Granulit

Granatcoronit

Retroeklogit

Kinnediabas

Hunnediabas

Vinx, R., 1998: Neue kristalline SW-schwedische Leitgeschiebe

Lundegårdh, Per, 1995 : Beskrivning till berggrundskartan över Värmlands Län 1. SGU Ser.Ba nr. 45:1

Lindh og Gorbatschev, 1998 : Beskrivning till berggrundskartan över Värmlands Län 2. SGU Ser.Ba nr. 45:2

Nils-Gunnar Wik m. fl.: Beskrivning till regional berggrundskarta över Jönköpings län. Sveriges geologiska undersökning 2006