Det Vestlige Segment (i Norge kaldet Iddefjordsegmentet) består lige som Det Østlige Gnejssegment i overvejende grad af orthognejser, dog med et større indslag af suprakrustale bjergarter.

Inddeling

Segmentet kan opdeles i en østlig enhed Åmål-Horredbæltet (undertiden kaldet Det Centrale Segment) og en vestlig del, som kaldes Stora Le-Marstrandbæltet.

Åmål-Horredbæltets gnejser har en alder på omkring 1,6 Ga. Heri er der intrusioner af den granodioritiske Åmålsgranit og den mere sure Kroppefjällsgranit. Begge findes i storts set upåvirkede typer og mere eller mindre deformerede og metamorfoserede typer. Ofte ses plagioklasen omdannet til epidot, hvorved der opstår ganske spraglede typer. Dynamisk metamorfose med dannelse af øjegnejser og mylonitter er også almindelig.

Der har gennem tiderne været betydelig navneforvirring. Bl. a. anføres det (efter min mening med rette) i Skan-Kristallin, at Per Smeds eksempel på en Åmålsgnejsgranit synes at svare til den metamorfosegrad af Kroppefjällsgranit, som kaldes protogingnejs. Jeg vil her holde mig til at rubricere de sure og i udgangspunktet røde typer under Kroppefjällsgranit og de mere granodioritiske som Åmålsgranit.

I sandhedens interesse må det siges, at specielt Åmålsgranittens værdi som ledeblokke er tvivlsom.

Sure og basiske vulkanitter findes i begrænset omfang omkring Tösse syd for Åmål (Tösse- og Åmålsporfyr).

Stora Le-Marstrand-bæltets hovedbestanddel er et stort sammenhængende område med metamorfoserede gråvakker. Bohuslängranitten (Bohusgranit) danner heri et stort sammenhængende massiv fra Lysekil i syd til ind i Østfold i Norge, hvor den kaldes Iddefjordgranit.

Det Vestlige Segment genfindes på den vestlige side af Oslofeltet, og her finder man Flågranitten, som er jævnaldrende med Bohuslengranitten. Tidligere regnedes dette område til Kongsbergsegmentet.