James Hutton var en skotsk geolog og regnes som grundlæggeren af den moderne geologi.
Hans far døde, da James var 3 år, men havde som "treasurer of Edinburgh (kassemester) opbygget en pæn formue, så familien ikke led nød. Allerede tidligt fattede han interesse for kemi og matematik, og et studier i latin og andre humaniora, som han påbegyndte som 14-årig ved Edinburgh Universitet, blev hurtigt opgivet til fordel for medicin, så han kunne dyrke sin interesse for kemi
Efter at have praktiseret som læge nogle år i London skiftede han kurs og flyttede tilbage til Skotland, som farmer på større landareal arvet efter faderen. Her begyndte han at studere geologi og fik mange af sine banebrydende ideer.
Han fremsatte teorier om Jordens dannelse, som var ganske nye. Han mente at Jordens indre var meget varm, og at vulkansk aktivitet og magma var de primære kræfter, der formede Jordens skorpe. Han påviste ved nøjagtige iagttagelser i felten at granit er dannet ved, at smeltede stenmasser er trængt op i jordskorpen, og at basaltiske bjergarter i Edinburghs udkant var trængt ind i en sedimentpakke under dannelse af geologiske gange (sills). Hermed var han ophavsmand til den teori, som kaldes plutonisme. Plutonisterne stod i modsætningsforhold til neptunisterne, som hævdede, at alle jordens klipper og bjerge blev aflejret eller krystalliseret fra et kæmpe, globalt urhav. Neptunisternes bannerfører var A.G. Werner (1749-1817), professor ved bjergværksakademiet i Freiberg i Sachsen. Neptunismen var lettere at forene med den mere religiøse tilgang til faget, som var almindelig dengang, men med Huttons indsats var teorien dømt til at tabe.
Hutton er især kendt for beskrivelsen af begrebet inkonformitet. Dette begreb beskrev han i 1788 ud fra en geologisk lokalitet ved Siccar Point i Skotland, der populært også kaldes for Huttons inkonformitet.
Han mente også, at de processer, som havde ændret Jorden gennem tiderne, var de samme som dem der gælder i dag - det er det, man kalder aktualitetsprincippet. Ideerne blev publiceret i bogen "The Theory of the Earth" i 1795. Heri antog han også at selve livet havde ændret på samme måde gennem tiden - det var længe før Darwins teori om den naturlige selektion. Han mente at tidvise katastrofer var i stand til at "blande kortene" og derved fremme udviklingen.