Svens StrandstensSite
Sydvestskandinaviske Domæne - Idefjordsegmentet - Kroppefjällsgranit, Åmålsgranit

Den østlige del af Idefjordsegmentet er domineret af mere eller mindre gnejsede granitiske bjergarter, dog med betydelige indslag af metamorfoserede supracrustale bjergarter. Området langs vestbredden af Vänern fra Uddevalla til Gillbergaskålen har i vid udstrækning, men med store lokale forskelle, undgået at blive udsat for større deformerende kræfter. Her finder man både mange relativt velbevarede granitter og granitiske bjergarter, som har været udsat for såvel metamorfose, migmatisering og deformering, så de er blevet til gnejser eller mylonitter.
Traditionen var gennem mange år at opkalde de sure, rødlige, kalifeldspatrige granitter efter Kroppefjället i den sydlige del af regionen, mens de mere basiske, grålige, plagioklasrige granodioritter, som ofte var lidt spraglede fordi plagioklas og mørke mineraler var delvist omdannet til epidot og chlorit, fik navn efter byen Åmål i den nordlige del. De let gnejsede typer blev kaldt gnejsgranitter. Det forhindrede dog ikke brugen af mange lokalnavne Järbognejs (Jerbognejs), Tössögnejs, Säffle-øjegnejs, Sjögeråsgranit, Eldangranit og sikkert mange flere.

Man mente, at Åmålsgranodiorit nok var lidt ældre end Kroppefjällsgranit, men da radiometrisk aldersbestemmelse slog igennem, måtte man indse, at det hele var mere kompliceret end som så. Anført af Roland Gorbatschev og Eric Welin påviste svenske geologer i løbet af 1970'erne og 80'erne, at de bjergartstyper, som man havde benævnt Kroppefjällsgranit og Åmålsgranit, havde vidt forskellig alder. Derfor det ikke mening at bruge betegnelserne - i hvert fald ikke på den måde, man havde gjort hidtil.

Granitterne i det omhandlede område kan inddeles i tre suiter, hvoraf de to første tilhører den gotiske orogenese:

Hvis man fx. studerer Hildegard Wilskes Skan-Kristallin.de og Strand-und-steine.de, hvor man kan finde meget omfattende samling af bjergarter fra Dalsland, kan man konstatere, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem, hvad den enkelte sten kaldes og hvilken af de ovennævnte suiter, den i hentet i. Der er måske en svag tendens til, at de mest "sure" - altså dem, der har mindst plagioklas og mørke mineraler - findes i Kungsbacka-intrusionerne, men billedet er langt fra entydigt. Skal vi så forkaste begreberne Kroppefjälls(gnejs)granit og Åmåls(gnejs)granit? I så fald får vi det problem, at der ikke rigtig er noget at sætte i stedet - i hvert fald ikke i form af, at vi har en række velafgrænsede, navngivne områder, hvori der er ensartede, velbeskrevne bjergartstyper, som gør det muligt at typebestemme et fund med bare nogenlunde sikkerhed. Da der for mig at se trods alt er et ret tydeligt fællespræg over alle disse bjergartstyper, finder jeg det derfor fornuftigt indtil videre at beholde Kroppefjälls- og Åmålsbetegnelserne - vel vidende, at der ikke er meget videnskab over det.

Her er så min måde at beskrive disse bjergarter på:

Kroppefjällsgranit er en relativt udeformeret granit, som kan have op til 1-4 cm store øjne af rød kalifeldspat. Mellem disse øjne er der granuleret, blålig eller grå kvarts og biotit i tynde, trådede, ikke ensrettede aggregater. Brungul plagioklas kun sparsomt til stede. Typiske eksemplarer findes i Eldan-intrusionen lige nord for Åmål, hvor den også kaldes Eldangranit.

Kroppefjällsgnejsgranit er nok den mest typiske og relativt let genkendelige repræsentant for disse bjergarter. Den ligner granitten, men kalifeldspatmegakrysterne er svagt udvalsede og biotittrådene er ensrettede, let bølgende og måler typisk 1-2 cm. Med tiltagende mængder mørke mineraler og tiltagende udvalsning nærmer vi os Sjögeråsgranit og Järbognejs. I lidt mere plagioklasholdige typer vil denne ofte være omdannet til epidot og mørke mineraler til chlorit. Herved fås - især når kvartsen er blålig - meget smukke og iøjnefaldende bjergarter, som også kaldes protogingnejs. Denne type minder meget om (og er formentlig den samme som) den type, som Per Smed i 3. udgave af sin bog kalder Åmålsgnejsgranit.

I Kroppefjällsmylonit er udvalsningen endnu mere udtalt, men dog med bevarede kalifeldspatøjne. Mylonitiske bjergarter med så klar en rød farve er ikke almindelige, og måske er denne type den bedste som ledeblok. Den findes i området syd for Kabbosjön - ikke langt fra selve Kroppefjället.

Hvis man i stedet går mod typer af intermediær i stedet for sur sammensætning, kommer man til typer, som indeholder mere plagioklas og/eller mørke mineraler. Uomdannede typer af granodioritisk sammensætning dækker store områder og kaldes Åmålsgranit eller rigtigere Åmålsgranodiorit og er uanvendelig som ledeblok. Hvis plagioklas og mørke mineraler er delvist omdannet til hhv. epidot og chlorit får bjergarterne får et udtalt broget udseende. Ikke folierede typer kan kaldes broget Åmålsgranit, mens folierede typer kan kaldes Åmålsgnejsgranit. Ikke underligt er der mange overgangsformer.

Gorbatschev, R.: Aspects and problems of precambrian geology in western Sweden. Sgu C650 1971

Gorbatschev, R.: Fundamental subdivisions of Precambrian granitoids in the Åmål mega unit and the evolution of the south western Baltic Shield. GFF 1975

Hegardt, Eric Austin et al (2007): Emplacement ages of the mid-Proterozoic Kungsbacka Bimodal Suite, SW Sweden, GFF,129:3, 227-234

Åhäll K.-I. 1993: Geologi i Dalsland. Dalslands Turistråd, Åmål