Hälleflint: En lokal svensk betegnelse for moderat omdannede sure, vulkanske bjergarter. Hälleflint er sædvanligvis lys, ofte båndet og så finkornet, at mineralkorn ikke kan skelnes med det blotte øje. Der er ofte delvist udtværede strøkorn af feldspat og evt. kvarts.
Lamprofyr: Mafisk gangbjergart, hvis strøkorn udelukkende består af mørke mineraler, fx augit, hornblende, biotit, olivin.
Leptit: Metamorf bjergart, som dannes ved omkrystallisering af sure vulkanske bjergarter. I en leptit er mineralkornene synlige for det blotte øje - dette i modsætning til hälleflint. Leptit er en lokal svensk betegnelse, som især bruges om bjergarter i Bergslagen. Det er en ret anonym, grålig middelgrov bjergart, som kan være svær at bestemme.
Migmatit: Ordet migmatit blev først anvendt af Sederholm i 1907, hvor han definerede migmatit som en blanding mellem en metamorf bjergart og en magmatisk bjergart. Hvorledes migmatitter opstår var et stridsemne blandt geologer i mange år. Især to problemer blev diskuteret:
Sederholm gik ind for injektionsteorien, mens Holmberg som blandede sig i diskussionen omkring 1934 gik ind for metamorf differentation.
Debatten bølgede frem og tilbage, og der blev fremsat teorier om at migmatitter var startskuddet på såkaldt granitisering af vældige områder. Først med pladetektonikteoriens sejrsgang i 1960'erne begyndte tingene at falde på plads - selv om, som Minik Rosing skrev i 2010:"Med begrebet granitisering blev neptunismen omskrevet til den moderne geokemis kvantitative sprog, hvilket tillod den ellers noget skrantende model at overleve i lokale refugier, inklusive afsides beliggende kontorer på Geologisk Museum helt frem til begyndelsen af 1970'erne". Det var endda måske en optimistisk vurdering. I Axel Gavelins artikel fra 1984 spiller granitiseringsbegrebet stadig en fremtrædende rolle.
Den moderne opfattelse er at migmatiter dannes ud fra metamorfe bjergarter, når tryk/tp-forholdene fører til en partiel opsmeltning af den oprindelige bjergart, således at materiale fra de mineralkorn, som har lavest smeltepunkt, via minimale porer samles til større eller mindre ansamlinger, som så siden størkner igen. Disse områder vil typisk vil have en granitisk sammensætning og lys farve. Endvidere vil kornstørrelsen normalt være større end i udgangsbjergarten og der vil ofte være en smal bræmme af mørke mineraler i randområdet.
Monomikt: Et konglomerat eller en breccie er monomikt, når klasterne består af én type bjergartsfragmenter. Hvis klasterne består af forskellige bjergartsfragmenter er konglomeratet/breccien polymikt.
Polymikt: Et konglomerat eller en breccie er polymikt, når klasterne består af forskellige bjergartsfragmenter. Hvis klasterne består af samme bjergartsfragmenter er konglomeratet/breccien monomikt.
Pseudofluidal tekstur: Farveforskelle i en ignimbrit forårsaget af forskellig grad af rekrystallisation i grundmassen. Farveforskellene kan forekomme i strøg parallelle med hinanden og med eventuelle pimpstensslirer, hvilket er det almindeligste. Hvis der er tale om en rheoignimbrit, kan der forekomme mere turbulente mønstre.
Tidligere troede man, at farveforskellene var betinget af flydning i endnu ikke størknet lava, hvorfor man brugte betegnelsen fluidal tekstur, som stadig anvendes mange steder.
Saussuritisering: Saussurit er et mineralaggregat dannet ved hydrotermal alteration af Ca-plagioklas, som herved omdannes til saussurit. Oprindeligt mente man, at saussurit var et selvstændigt mineral. Det har siden vist sig at bestå af en blandning af albit/oligoklas, zoisit og epidot med varierande mængder af calcit, sericit og calciumaluminiumsilikater, som ikke tilhører epidotgruppen.
Sericitisering: Sericit er et kornet glimmermineral. Det optår først og fremmest ved hydrotermal alteration af plagioklas. Under processen tilføres kalium. Typisk er processen, som kaldes sericitering, associeret med tilstedeværelsen af hydrotermalt aflejrede kobber- og tinmineraler mm.