Spinkamåla- og Halengranitterne stammer fra mindre intrusioner vest for Karlshamnmassivet. De har samme alder som denne (ca. 1,45 Ga), men adskiller sig betydeligt i udseende. Det er nogenlunde enskornede bjergarter med rødliggrå kalifeldspat, grålig plagioklas, grå/blålig/røgfarvet kvarts og temmelig sparsom biotit, men ingen hornblende. Kalifeldspaterne er slanke rektangler, som næsten alle er karlsbadertvillinger og de er i stor udstækning parallelt orienterede. Forskellen på Halengranit og Spinkamålagranit ligger i størrelsen af især kalifeldspaterne, som i Spinkamålagraniiten som regel er 6-8 mm (max 10 mm), mens de I Halengranit måler ca. 15 mm. Denne beskedne forskel gør imidlertid, at de to typer tager sig lidt forskelligt ud: Hvor Spinkamålagranit virker homogen og ligner Stockholmgranit og visse typer Bohuslengranit har Halengranitten et let porfyrisk udseende og de parallelle kalifeldspater er mere iøjnefaldende. Om det er forskel nok til at kalde det forskellige typer må stå åbent.En tredje variant Jämshödg-granit har endnu større alkalifeldspatter.