Basalt er en vulkansk, basisk bjergart, som består af hovedmineralerne augit og plagioklas sædvanligvis suppleret med varierende mængder af nefelin, olivin, orthopyroxen eller kvarts. De er dannet ved partiel opsmeltning af den øverste del af Jordens kappe eller den dybeste del af skorpen.

Basalter har afanitisk tekstur og der kan være strøkorn af plagioklas, augit eller olivin. Der kan være blærer (vesikler), som evt. senere er udfyldt med andre mineraler (chalcedon, calcit, chlorit) så der dannes mandler (amygdala).

Alt efter den kemiske sammensætning kan basalter inddeles i alkali-basalter (SiO2-undermættede) og subalkali-basalter eller tholeitiske basalter, som er SiO2-mættede eller SiO2-overmættede.

Alkalibasalt er karakteriseret ved relativt højt indhold af alkali (Na2O and K2O), ved tilstedeværelsen af olivin og titanium-rig augit i grundmassen, og ved at der er nefelin i CIPW-normen (se boks).

De tholeitiske basalter har hovedbestanddelene plagioklas, clinopyroxen og orthopyroxen. De kan derudover indeholde enten olivin eller små mængder kvarts og kaldes da hhv. olivintholeiter og kvartstholeiter. De er dannet på mindre dybde og ved lavere tryk og temperatur end alkalibasalter.

I løbet af sin levetid gennemgår en magma en udvikling fra mafisk mod felsisk, fordi de mafiske mineraler krystalliserer først, hvorved den resteren flydende del af magmaen bliver mere felsisk. Den sekvens af forandringer afspejles i de bjergartstyper, der dannes undervejs, og den samlede gruppe af disse bjergartstyper kalder man en association (eng.: magma series). Der er to hovedassociationer inden for de subalkaline basalter

• Den kalk-alkaline association er knyttet til de konvergente pladegrænser, hvor en oceanbundplade subduceres under en kontinentalpade eller en yngre oceanbundsplade. Herved dannes der hhv. bjergkæder (à la Andesbjergene) eller vulkanske øbuer (à la Japan). Den kalk-alkaline association omfatter de vulkanske bjergartstyper basalt, andesit, dacit og rhyolit. De hertil svarende plutonitter er granodiorit og granit.
• Den tholeitiske association har relation til midtoceanryggene på havbunden, hvor de tektoniske plader bevæger sig væk fra hinanden - alle oceanbundsplader består af bjergarter fra den tholeitiske association. Tholeitisk basalt kan også ses i plateaubasalter inde på kontinenterne. Tholeitiske basalter har en lidt anden sammensætning med mindre Al, og de er mere reducerede end den kalk-alkaline. Den udvikling, der sker med magmaen følger en umiddelbart lidt underlig rute i AFM-diagrammet (se boks).

Afhængigt af bl. a. fordelingen mellem Na og K kan der defineres flere forskellige associationer der involverer alkalibasalt. Her beskrives den på vore breddegrader mest relevante.

• Den alkali-basaltiske association er dels knyttet til kontinenternes riftzoner (à la Oslo-riften), dels til områder, der ligger langt væk fra pladegrænser inde på pladerne, hvor varmt materiale fra Jordens kappe stiger op gennem lithosfæren, "mantle plumes". Den hyppigste primære bjergart i denne association er alkalibasalt, evt. den nefelinrige basanit. De udvikles til trachyt og fonolit. De hertil hørende dybbjergarter er alkaligabbro, syenit og nefelinsyenit.

CIPW-norm:Der er to principielt helt forskellige måder at angive en bjergarts mineralsammensætning på: den modale og den normative.
Ved den modale bruger man et tyndslib af bjergarten og bestemmer under mikroskop den arealmæssige fordeling af mineralerne.
Ved den normative går man ud fra en kemisk analyse af bjergarten. Man har her en liste over vægtfordelingen mellem de forskellige oxider. Disse tal skal først omregnes, så man får mængdeforholdet mellem molekylerne. Dernæst bruger man nogle indviklede beregninger til at bestemme, hvorledes krystallisatinen har fundet sted og hvilke mineraler det har ført til. CIPW henviser til de amerikanske geologer Cross, Iddings, Pirsson, og Washington, som beskrev en sådan fremgangsmåde i 1903. Oprindeligt var det et besværligt regnestykke, men i dag er der mange tilgængelige programmer på nettet, som gør arbejdet.
Det er vigtigt at forstå at det er et teoretisk regnestykke, som ikke behøver at afspejle virkeligheden 100%, men det er en god måde at karakterisere bjergartstyper på og sammenligne dem med hinanden. Metoden er specielt brugbar til vulkanske bjergarter, hvor grundmassen enten er så finkornet, at man ikke kan bestemme mineralerne eller evt. er størknet så hurtigt, at den består af vulkansk glas.

Redox-potentiale: Redoxreaktioner er alle kemiske reaktioner hvor atomer får deres oxidationstrin ændret. Det sker ved overførsel ef elektroner fra et atom til et andet. Det atom, der afleverer elektroner får en mere positiv ladning - det oxideres selv og virker reducerende. Modsat får det atom, som modtager elektronen, en mere negativ ladning - det reduceres, mens det stof, der afgav elektronen, oxideres.
Hvis en magma er oxideret siges den at have et positivt redox-potentiale. Hvis magmaen er reduceret ,har den et negativt redox-potentiale. Tholeitisk magma er reduceret, mens kalk-alkalin magma oxideret. Derfor vil Fe+2 -ionerne i en kalk-alkalin magma oxideres til Fe+3 og udfældes som magnetit. Herved forskydes ligevægten mellem Mg og Fe ikke, når der under afkølingen udfældes Mg-rige oliviner og orthopyroxener. Derfor bevæger magmaens sammensætning sig direkte mod alkalihjørnet i AFM-diagrammet. I modsætning hertil bevæger den tholeitiske magma sig først mod Fe-hjørnet inden den drejer mod alkalihjørnet.