”Rapakivi” er et finsk udtryk og betyder noget i retning af ”sprød, let smuldrende sten”, og udtrykker bjergartens udtalte tendens til stedvist at nedbrydes, når den udsættes for vind og vejr, mens nabopartier af bjergarten mærkeligt nok er fuldstændig stabile. Årsagen til forvitringstendensen er stadig omstridt, men har formentlig noget at gøre med den grovkornede tekstur. Når bjergarten først er disintegreret er de resterende mineralkorn i sig selv ganske friske.

Udtrykket blev så vidt vides anvendt af svenskeren Urban Hjärne i 1694, men kom for alvor ind den den geologiske begrebsverden med Jakob J. Sederholms afhandling fra 1891 " Ueber die finnländischen rapakiwigesteine".

Hvad er rapakivibjergarter?

Viborg-batholithen er det helt klassiske rapakiviområde, som er beskrevet af talrige finske geologer gennem tiderne. Omkring 8o% er området består af bjergarter med ovale alkalifeldspatmegakryster, som oftest måler 3-4 cm, men som kan blive endog meget større. Disse "ovoider" er omgivet af en ring af plagiojklas (oligoklas), som oftest er 1-3 mm bred.

Dette er den “klassiske” rapakivi, og nogle (Per Smed) reserverer rapakivibetegnelsen til denne type. Den moderne opfattelse synes dog at være, at man betragter alle granitiske bjergarter i massiver som rapakivibjergarter, hvis blot der i massivet er bjergarter, som udviser rapakivitekstur og i øvrigt opfylder nogle andre krav - se nedenfor. (Haapala og Rämö). Endvidere regnes lignende bjergarter i mindre massiver for rapakivibjergarter, selv om massivet ikke rummer varianter med rapakivitekstur.

Hvad er det da for andre krav, man stiller for at en bjergart er en rapakivibjergart?

• Ingen tegn på udsættelse for bjergtryk (regional metamorfose). Type-A-granitter.
• Både kvarts og kalifeldspat forekommer i flere generationer.
• Forekommer sammen med basiske bjergarter, som kan være blandet med de granitiske.

Der er også flere andre egenskaber, som ses hyppigt ved rapakivibjergarter

• Stort indhold af alkalifeldspat og kvarts.
• Ofte inklusioner af andre mineraler i feldspatmegakrysterne.
• Mikrografisk tekstur i grundmassen. Fe/Mg og K/Na er højt.
• Idiomorfe kvartskorn: Dihexaedriske eller afrundede (dråbekvarts) og evt. med tydelige resorptionstegn (korroderede).

Det er vigtigt at bemærke, at en bjergart godt kan udvise rapakivitekstur, uden at være en rapakivibjergart - ex: Filipstadgranit.

Hvordan dannes rapakivibjergarter?

Der har gennem tiderne været meget diskussion om, hvorledes den særegne rapakivitekstur er opstået. Den fremherskende teori går ud på at der opstår trykreduktion i en magma, hvori der er i forvejen er udkrystalliseret kvarts- og kalifeldspatkrystaller. Herved opløses randområderne og krystallerne afrundes (kf) og bliver ”mølædte” (kvarts). De nye tryk/tp-forhold begunstiger plagioklasudfældning, hvorved ringene omkring de afrundede kalifeldspater opstår. Til sidst udkrystalliserer kalifeldspat og kvarts sammen som skriftgranit i ministørrelse, såkaldt mikrografisk tekstur.

Viborgit og pyterlit

Walter Wahl indførte i 1925 typebetegnelserne viborgit og pyterlit i sin afhandling "Die Gesteine des Wiborger Rapakiwigebietes". Betegnelserne dækkede over de rapakivivarianter i Viborgbatholithen, som havde afrundede alkalifeldspatmegakryster hhv. overvejende med og overvejende uden plagioklasring. Tilsammen udgjorde disse to typer langt hovedparten af Viborgbatholithens bjergartstyper.

I sin "røde bog" fra 1975 (muligvis også i den grønne fra 1933) skriver Hesemann, at pyterlitter adskiller sig fra viborgitter, ved at alkalifeldspatmegakrysterne næppe nogensinde er afrundede eller elipsoide. Desuden udviser kvartskornene større idiomorfi med tilbøjelighed til dihexaedrisk form. Endvidere har disse kvartskorn en tilbøjelighed til at være kransformet placeret langs periferien af de store alkalifeldspatter.

Vi har altså at gøre med en ret fundamental omdefinering af, hvad en pyterlit er! Hesemanns definition er delvist overtaget af Zandstra og Per Smed. Det betyder, at man i de værker, der er mest udbredte blandt strandstensfolk, anvender pyterlitbetegnelsen noget anderledes end finske geologer, som stadig henholder sig til Wahls inddeling.

Typiske pyterlitter efter Wahls oprindelige definition findes egentlig kun i Viborgbatholithen. På GTK's geologiske kort består hovedparten af Laitila- og Vehmaa-batholitherne af pyterlitter og det samme gælder op mod 1/3 af Ålandsøerne. Disse bjergarter - især Ålandstyperne - adskiller sig på flere måder fra Viborg-pyterlitterne, og måske var man bedst tjent med at kvitte pyterlitbetegnelsen og kalde dem porfyriske rapakivigranitter. Nu er det nok ikke mig beskåret, at revolutionere geologien, så jeg vil bruge betegnelserne også for bjergarter i Åland mm., men undervejs gøre opmærksom på, hvad betegnelsen lokalt dækker over.