”Rapakivi” er et finsk udtryk og betyder noget i retning af ”sprød, let smuldrende sten”, og udtrykker bjergartens udtalte tendens til stedvist at nedbrydes, når den udsættes for vind og vejr, mens nabopartier af bjergarten mærkeligt nok er fuldstændig stabile. Årsagen til forvitringstendensen er stadig omstridt, men har formentlig noget at gøre med den grovkornede tekstur. Når bjergarten først er disintegreret er de resterende mineralkorn i sig selv ganske friske.

Udtrykket blev så vidt vides anvendt af svenskeren Urban Hjärne i 1694, men kom for alvor ind den den geologiske begrebsverden med Jakob J. Sederholms afhandling fra 1891 " Ueber die finnländischen rapakiwigesteine".

Hvad er rapakivibjergarter?

Viborg-batholithen er det helt klassiske rapakiviområde, som er beskrevet af talrige finske geologer gennem tiderne. Omkring 80% er området består af bjergarter med ovale alkalifeldspatmegakryster, som oftest måler 3-4 cm, men som kan blive endog meget større. Disse "ovoider" er omgivet af en ring af plagioklas (oligoklas), som oftest er 1-3 mm bred.

Dette er den “klassiske” rapakivi, og nogle (Per Smed) reserverer rapakivibetegnelsen til denne type. Den moderne opfattelse synes dog at være, at man betragter alle granitiske bjergarter i massiver som rapakivibjergarter, hvis blot der i massivet er bjergarter, som udviser rapakivitekstur og i øvrigt opfylder nogle andre krav - se nedenfor. (Haapala og Rämö). Endvidere regnes lignende bjergarter i mindre massiver for rapakivibjergarter, selv om massivet ikke rummer varianter med rapakivitekstur.

Hvad er det da for andre krav, man stiller for at en bjergart er en rapakivibjergart?

• Ingen tegn på udsættelse for bjergtryk (regional metamorfose). Type-A-granitter.
• Både kvarts og kalifeldspat forekommer i flere generationer.
• Forekommer sammen med basiske bjergarter, som kan være blandet med de granitiske - bimodal magmatisme.

Der er også flere andre egenskaber, som ses hyppigt ved rapakivibjergarter

• Stort indhold af alkalifeldspat og kvarts.
• Ofte inklusioner af andre mineraler i feldspatmegakrysterne.
• Mikrografisk tekstur i grundmassen.
• Idiomorfe kvartskorn: Dihexaedriske eller afrundede (dråbekvarts) og evt. med tydelige resorptionstegn (korroderede).
• Fe/Mg og K/Na er højt.

Det er vigtigt at bemærke, at en bjergart godt kan udvise rapakivitekstur, uden at være en rapakivibjergart - ex: Filipstadgranit.

Hvordan dannes rapakivibjergarter?

Alkalifeldspatovoider

De fleste hælder til forklaringer om at den runde form af alkalifeldspatterne skyldes at primært kantede krystaller kommer i et miljø hvor alkalifeldspat bliver ustabilt og opløses igen. Det vil især ske i hjørnerne hvorved den runde form opstår. Det må dreje sig om en cyklisk proces, for man ser ofte ovoider med flere generationer af koncentrisk anordnede indeslutninger af mørke mineraler. Det tydes som bevis på at krystallen har været rund helt fra begyndelsen. De svingende krystallisationsforhold tilskrives tryk- og temperaturændringer samt ændringer af magmaens kemiske sammensætning. En plausibel forklaring herpå kunne være periodisk tilblanding af mafisk magma. En anden mulighed kunne være cirkulære strømninger i magmakammeret så den enkelte krystal udsættes for forskelligt miljø, alt efter om den befinder sig i bunden eller i toppen af kammeret. Ved undersøgelse af enkeltovoider har man fundet eksempler hvor kernen er størknet ved et tryk på 5-6 kbar, og periferien ved 1-2,5 kbar - svarende til dybder på hhv. 20 km og 5-10 km, så noget må der være om snakken med ændringer i miljøet. En udfordring til de mange detailteorier med ovenstående udgangspunkt er laboratorieforsøg som viser at det under visse betingelser, som især omfatter underafkøling og overmæt-ning, er naturligt for en alkalifeldspatkrystal at vokse med tilnærmet kugleform.

Plagioklasringe

Hvordan opstår plagioklasringene omkring ovoiderne så? Der er intet der tyder i retning af at plagioklasringene har noget at gøre med alkalifeldspatternes runde form. Plagioklasskal-len dannes meget sent i processen - højt i jordskorpen hvor hovedelementet formentlig er pludselige fald i tryk og fluidindhold ved vulkanudbrud, sprækkedannelser m.m. Ændringer i magmasammensætningen ved tilblanding af mafisk magma kan også spille ind.Hvorfor ser man ovoider med og uden plagioklasring ved siden af hinanden i den størk-nede bjergart? Og hvorfor kan man se runde og rektangulære megakryster op og ned ad hinanden? Eneste mulige forklaring er at der til det sidste har været strømninger i magmaen som har sammenblandet megakryster med forskellig udviklingshistorie.

Idiomorfe kvartskorn med indbugtninger

Normalt vil kvarts størkne sent og udfylde pladsen mellem allerede dannede krystaller af feldspat og mørke mineraler. Herved får kvartsen ikke sin egen krystalform - den er xenomorf. Hvis forholdene er til at kvarts udkrystalliserer tidligt i størkningsprocessen, vil den få sin egenform - den er idiomorf. Hvad er så kvartsens egenform? Den kender vi fra fx bjergkrystal og ses også - omend sjældent - i magmatiske bjergarter hvor man typisk på en flade vil kunne se kvarts formet som en skæv firkant.
Langt mere almindelig er dråbekvarts hvor kvartsen er udkrystalliseret som en kugle eller på et snit som en cirkel eller oval. Hvorledes opstår denne form? Og hvordan opstår de ofte dybe indbugtninger som er fyldt med grundmasse af samme type som den der omgiver kvartskrystallen. Det svar man sædvanligvis ser, er at kvartskornet oprindeligt var kantet, men så under ændrede betingelser er begyndt at opløses - dels i hjørnerne og også langs småfejl i krystalstrukturen - altså nogenlunde samme historie, som bruges til at forklare alkalifeldspatovoidernes runde form. I overensstemmelse hermed taler man om korroderet kvarts. Jeg synes teorien har oplagte svagheder. En kvartskrystal er ikke et S-tog, som man først i god ro og orden kan tømme for passagerer for så at lade nye komme til når passagen i døråbningen er fri - man kan ikke have et tomrum inde i en kvartskrystal, så hvis de dybe indbugtninger virkelig skulle være et resultat af magmatisk korrosion, ville sammensætningen af grundmassen i bunden af indbugtningerne garanteret være anderledes end i grundmassen udenfor. Og hvorfor ser aldrig kvarts i form af de ovennævnte skæve firkanter i rapakivibjergarter?
Mon ikke begrebet skeletterede krystaller bringer os nærmere. Skeletterede krystaller opstår når krystaller i en underafkølet magma vokser hurtigt fra de mest prominerende partier af krystallen og derved ”snupper” byggestenene for næsen af de mere centrale krystalflader som efterhånden afsnøres. Herved opnås netop sådanne strukturer, som vi ser i vores rapakivier. Det forekommer mig at være en bedre forklaring, som også understøttes af moderne laboratorieforsøg. Under alle omstændigheder vil jeg afholde mig fra at bruge betegnelsen korroderede kvartskorn og holde mig til det beskrivende: runde kvartskorn med indbugtninger.

Grafisk ekstur

Lad os nu se på den grafiske tekstur man ofte ser i grundmassen i rapakivibjergarter. Den dannes ved størkning af den sidste del af magmaen - efter at mørke mineraler og plagioklas er udfældet. Der er så kun kvarts og kalifeldspat tilbage i et mængdemæssigt forhold tæt på det man finder ved det eutektiske punkt, hvor en blanding af kvarts og feldspat har det laveste smeltepunkt: knap 30 % kvarts og godt 70 % kalifeldspat - lidt afhængigt af tryk og indhold af fluider. Under visse omstændigheder vil krystalliseringen foregå på den måde at krystaller af hhv. kvarts og kalifeldspat vokser synkront og fletter sammen i et mønster hvor de mørkere kvartsområder på en snitflade ligner fisk, kommaer, runer, eller hvad ens fantasi rækker til. På et tyndslibspræparat vil man kunne konstatere at krystalstrukturen har samme orientering over store områder. Det er det samme vi kender i stor målestok i pegmatitter hvor resultatet er skriftgranit. Om man foretrækker at kalde miniformatet i rapakivier for mikrografisk tekstur eller blot grafisk tekstur, er ikke afgørende - her nøjes jeg med grafisk. Ofte tager krystalliseringen udgangspunkt i punkter på en eksisterende alkalifeldspatkrystal hvorfra den spreder sig ud og sædvanligvis bliver grovere og grovere. I de tilfælde hvor kvartsaftegningerne er særlig yndefulde, kurvede og langstrakte og vokser radierende ud fra et punkt, taler man om granofyrisk tekstur. I nogle tilfælde fremtræder kvartsandelen mere dråbeformet. En speciel udgave ses ofte i porfyriske rapakivigranitter fra Nordingrå og fra Den Nordbaltiske Pluton. Her er der ganske små dråbeformede kvartskorn i periferien af oftest rektangulære alkalifeldspatkrystaller. Der er også mange eksempler på at kalifeldspat og kvarts udfældes i størkningens slutfase uden at de vokser ind gennem hinanden. Her ser man små firkantede kalifeldspatter som helt åbenlyst har forskellig orientering, mens xenomorf kvarts udfylder mellemrummene - det kan man kalde mikrogranitisk tekstur.

 

Viborgit og pyterlit

Walter Wahl indførte i 1925 typebetegnelserne viborgit og pyterlit i sin afhandling "Die Gesteine des Wiborger Rapakiwigebietes". Betegnelserne dækkede over de rapakivivarianter i Viborgbatholithen, som havde afrundede alkalifeldspatmegakryster hhv. overvejende med og overvejende uden plagioklasring. Tilsammen udgjorde disse to typer langt hovedparten af Viborgbatholithens bjergartstyper.

I sin "røde bog" fra 1975 (muligvis også i den grønne fra 1933) skriver Hesemann, at pyterlitter adskiller sig fra viborgitter, ved at alkalifeldspatmegakrysterne næppe nogensinde er afrundede eller elipsoide. Desuden udviser kvartskornene større idiomorfi med tilbøjelighed til dihexaedrisk form. Endvidere har disse kvartskorn en tilbøjelighed til at være kransformet placeret langs periferien af de store alkalifeldspatter.

Vi har altså at gøre med en ret fundamental omdefinering af, hvad en pyterlit er! Hesemanns definition er delvist overtaget af Zandstra og Per Smed. Det betyder, at man i de værker, der er mest udbredte blandt strandstensfolk, anvender pyterlitbetegnelsen noget anderledes end finske geologer, som stadig henholder sig til Wahls inddeling.

Typiske pyterlitter efter Wahls oprindelige definition findes egentlig kun i Viborgbatholithen. På GTK's geologiske kort består hovedparten af Laitila- og Vehmaa-batholitherne af pyterlitter og det samme gælder op mod 1/3 af Ålandsøerne. Disse bjergarter - især Ålandstyperne - adskiller sig på flere måder fra Viborg-pyterlitterne, og måske var man bedst tjent med at kvitte pyterlitbetegnelsen og kalde dem porfyriske rapakivigranitter. Nu er det nok ikke mig beskåret, at revolutionere geologien, så jeg vil i en vis udstrækning bruge betegnelserne også for bjergarter i Åland mm., men undervejs gøre opmærksom på, hvad betegnelsen lokalt dækker over.