Svens StrandstensSite
Svecofenniske Domæne - Rapakivimassiver - Ålandssuiten - Landsortsdjubet - Brun Østersøkvartsporfyr

Brun Østersø-kvartsporfyr blev oprindelig kaldt ”Enitri-porfyr”, og helt frem til omkring 1890 troede man, at den havde sit hjemsted i Dalarne. Studier af løsblokke på Gotland overbeviste imidlertid den svenske geolog Hedstrøm og senere den danske geolog Vilhelm Milthers om, at den var faststående på bunden af Østersøen i området mellem Ålandsøerne, Gotska Sandön og den svenske kyst omkring Stockholm. Da den ofte forekommer i selskab med østsvenske granitter som Uppsalagranit, Salagranit og Stockholmgranit, formodes hjemstedet at ligge ret nær den svenske kyst.

Nyere geologiske kort giver ikke sikre oplysninger om det nøjagtige oprindelsesomtråde, men den formodes at stamme fra området ved Landsortsdjubet.

Brun Østersøkvartsporfyr er i almindelighed en bjergart med et noget mat og kedeligt udseende - ofte præget af talrige små fordybninger i overfladen efter bortforvitrede mørke mineraler. Ved nøjere granskning afsløres imidlertid en ganske flot bjergart med interessante teksturelle kendetegn.

Grundmassen er som hovedregel tæt og dens farve varierer mellem gråbrun, brun og rødbrun. Den består af korn af mikropegmatit og støvfine korn af mørke mineraler især chlorit. Undertiden ses lidt grovere partier med listeformede kvartskrystaller på ½ mm omvokset af feldspat (poikilitisk tekstur).

Der er utrolig mange strøkorn. Feldspatstrøkorn findes både som kalifeldspat og plagioklas i størrelser på 1 til 5 mm (0,1-40). De er mere intensivt rødt farvede end grundmassen, men ved forvitring bliver de mat grågule. Feldspatstrøkornene viser oftest udtalte resorptionstegn i form af afrunding, lapdeling, indbugtninger eller huller. Strøkornene af kvarts er grålige og almindeligvis meget små og kan da kun ses på friske brudflader. Der ses også ofte en generation af lidt større (3-4 mm) kvartskorn. Kvartskornene er også ofte korroderede og ses tit at være omgivet af en smal zone af mikropegmatit, som fremtræder lysere end resten af grundmassen. Mørke mineraler i aggregater på 1 til 2 mm findes i stort tal og er ofte forvitrede, så overfladen præges af et utal af små huller. Xenolither på op til 40 mm af basalt, granit eller leptit findes af og til i grundmassen.

Brun østersøkvartsporfyr er den dominerende østersøblok i størstedelen af landet. Af undtagelser kan nævnes Kalø Vig og ”de røde klinter” på Hindsholm, hvor den røde Østersø-kvartsporfyr findes i hobetal i selskab med Ålandsblokke, samt Limfjordsområdet og Vendsyssel, hvor de røde typer er mere almindelige end de brune.