Ragundagranitter er som hovedregel lyse, blegrøde, let porfyriske granitter med få mørke mineraler.

De findes dels som biotitgranitter og dels som hornblendebiotitgranitter. Hornblendebiotitgraniten findes i to afvigende typer, hvoraf den ene, som kaldes type A, på mange måder minder om syenitterne, men har et endog ganske højt kvartsindhold. Type B minder meget om biotitgranitterne, og de to typer behandles sammen.

Biotitgranit og hornblendebiotitgranit type B

Den almindeligste form for ragundagranit er biotitgranit, som findes i store områder i det vestlige og det centrale delmassiv. Hornblendebiotitgranit type B ligner fuldstændig biotitgranitten, men har både hornblende og biotit som mørke mineraler.

Biotitgranit findes i store områder i det vestlige og i det centrale delmassiv. Hornblendebiotitgranit type B findes i et område omkring Ragunda by og i Holmstrandmassivet.

Det er en enskornet eller en let porfyrisk granit med bredt rektangulære, blegrøde, perthitiske alkalifeldspatter, som måler op til ca. 10 mm. De kan have en ofte ret bred rand af plagioklas. Læg mærke til, at det ikke drejer sig om ovoider med runde feldspatter, men feldspatter, som har bevaret det tilnærmet rektangulære form.

Kvarts optræder som hypidiomorf, lysegrå dråbekvarts op til 8 mm, som oftest mindre indbugtninger fyldt med rødlig grundmasse. Undertiden er disse kvartskorn langovale og kan ligne grankogler, luftskibe eller cigarer - alt efter hvad humør man er i. Den type kvartskorn er ikke almindelige andre steder, og hvis man finder dem, er det et indicium for, at at bjergarten stammer fra Ragunda. De ses også i kvartsporfyrer og granitporfyrer.

Grundmassen mellem megakrysterne består også overvejende af kalifeldspat og kvarts, som altså er af en senere generation end megakrysterne - dette i overensstemmelse med at vi har at gøre med rapakivibjergarter. Der er ofte - men ikke altid - mikrografisk tekstur.

Plagioklas ses dels som pletperthitiske afblandingsprodukter i alkalifeldspatmegakrysterne og dels som selvstændige plagioklaskorn, som oftest har en gullig farve eller, hvis de er forvitrede, mat hvidlige..

Drusedannelse med vækst af kalifeldspat- og kvartskrystaller forekommer - kan fremstå som pegmatitiske enklaver. I druserne kan også ses fluorit, men så vidt vides aldrig calcit, som man ser det i Nordingrå og på Rödön.

Hornblendebiotitgranit type A

Denne type findes i flere små områder i de østlige og centrale delmassiver.

Bjergarten minder på mange måder om Ragundasyenit og -kvartssyenit, men adskiller sig selvfølgelig fra disse ved at indholde mere kvarts - faktisk mere end de oven for nævnte Ragundagranittyper.

Der er næsten udelukkende feldspat i form af perthitisk alkalifeldspat - plagioklas findes næsten ikke som selvstændige korn, men kan findes som afblandingsprodukter i perthitten, ofte som pletperthit. Det er det samme, man ser ved syenittyperne. En anden lighed er, at der kan være indhold af alkalipyroxener, fx. arfvedsonit.

Farven er grønliggrå, forvitrer brunlig.

Herunder bringes først fotos af in situ-blokke og derefter fotos af fjernblokke, som har nogle af Ragunda-bjergarternes karakteristiske teksturer - dog uden, at man med sikkerhed kan bestemme dem som Ragunda-blokke.