Svens StrandstensSite
Svecofenniske Domæne - Sydfinland - Nystad-granodiorit og -trondhjemit

Omkring Uusikaupunki (Nystad) findes et område med granodiorit, som centralt går over i Trondhjemit. I relation til disse bjergarter ses også forekomster af mere mafiske bjergarter som gabbroer og dioritter - muligvis er der tale om at de forskellige bjergarter er dannet ved magmatisk differentation af den samme magma.

Det drejer sig om synorogene bjergarter, som under den svecofenniske orogenese har gennembrudt diverse gnejsede og migmatitiske grundfjeldsbjergarter. Lidt senere har de senorogene kystgranitter (Perniö-lignende mikroklingranitter) nogle steder gennembrudt granodiorit/trondhjemitkomplekserne. Endelig bryder rapakivibjergarter frem i det østlige randområde i form af Laitila- og Vehma-intrusionerne et par hundrede mill. år senere.

Trondhjemit er en ret usædvanlig bjergart, som består af plagioklas og kvarts samt lidt kalifeldspat, som udgør <10% af den samlede feldspatmængde. Plagioklasen er natriumrig (oligoklas) og de mørke mineraler er helt overvejende af biotit og udgør mindre end 10%, hvorfor der er tale om en meget lys bjergart.

Nystadgranodiorit og -trondhjemit er enskornede, oftest mellemkornede bjergarter, men kan være både finkornet og grovkornet. Kan være udeformeret eller lettere gnejset i form af at biotitkorn og kvartskorn danner små selvstændige slirer. Både kalifeldspat og plagioklas er som regel grålige, mens kvartsen har en karakteristisk gulbrun tone. Det er således vanskeligt i marken at afgøre forholdet mellem kalifeldspat og plagioklas - og dermed om det er en granodiorit eller trondhjemit. Undertiden har plagioklasen en mere lyst rødbrun farve, hvorved hele bjergarten også får et brunligt skær. Den synorogene oprindelse viser sig ved at feldspatkornenes grænser kan være lidt udflydende. Biotitflagerne er jævnt fordelt og danner altså ikke større aggregater - et godt kendetegn. Undertiden ses små granatkorn i tilslutning til biotitten.

De skulle med lidt held kunne nå frem til os, men er nok ret ukarakteristiske og svært genkendelige. De vil evt. kunne forveksles med andre lyse enskornede bjergarter så som Salagranit (der dog er hornblendeførende og har større aggregater af mørke mineraler), Stockholmsgranit (som dog ikke har brunlig kvarts og generelt er mere finkornet) og måske især nogle typer af Bohuslängranit (som dog har skarpere grænser mellem mineralkornene).

Karhunen, Ritva: Berggrunden inom Iniö och Åbo kartblad. Geological Survey of Finland. 2004

Hietanen, Anna: Über das Grundgebirge des Kalantigebietes im südwestlichen Finnland. Bulletin de la Commision Geologique de Finlande N:o 130. Helsinki 1943.

Hietanen, Anna: Archean Geology of the Turku District i southwestern Finland.Geological Society of America Bulletin, November 1947, v. 58, no. 11, p. 1019-1084