Svens StrandstensSite
TIB - Småland/Värmland-bæltet - Vimmerbybatholiothen - Flivikgranit

Flivikgranit findes i Vimmerbybatholithens østlige randområde ind mod Västervikområdet og lige nord for den lille Götemarintrusion.

Flivikgranit findes både som en meget homogen enskornet, middelkornet type og i en porfyrisk type.

Den enskornede type har et meget karakteristisk rød/blå/sort-plettet udseende, som skyldes rødlig/gråbrun kalifeldspat, himmelblå kvarts og kompakte biotitaggregater. Ved nærmere eftersyn ses moderate deformationstegn i form af udflydende grænseflader mellem mineralkornene og evt. granuleret kvarts. Der kan være rigeligt titanit.

Porfyriske typer har mere eller mindre veldefinerede kalifeldspatmegakryster i en mellemmasse, som svarer til den homogene type. Feldspatmegakrysterne er gråviolette/brunlige/rødlige - har ofte mørkere randområde og lysere kærne.

Porfyrisk Flivikgranit kan ligne Kindagranit, men farverne er mere rød/blå end brun/orange og megakrysterne er mindre iøjnefaldende.

Flivikgranit har været brudt i utallige stenbrud, men de fleste er nedlagte. En næsten enskornet varietet næsten uden kalifeldspatøjne brydes i stor stil af "Emmaboda Granit AB" og forhandles som "Royal Mahagony".