Ålandsøerne

Hovedparten af Ålandsøerne består af rapakivibjergarter. Undtagelserne er de sydøstlige øer og nogle små områder ved Hammarodde og Eckerö som består af ældre svecofenniske bjergarter. I det sydlige og sydøstlige randområde er der mindre massiver af lidt yngre postorogene granitter. Et enkelt større havområde, Lumparn, er resultatet af et meteornedsllag.

Både Lemlandmassivet og områderne med ældre svecofennisk grundfjeld gennemskæres af gange med rapakivirelaterede diabaser og kvartsporfyrer.

Ålandsbatholithen

Ålandsbatholithen dækker ca. 5000 km2, og den er dermed den næststørste rapakiviintrusion i det fennoskandiske område. Alderen er 1,57-1,58 Ga. Størstedelen af batholithen er dækket af havet.

Man kan gruppere rapakivibjergarterne fra Ålandsøerne på flere måder. Her anvendes følgende opdeling:

• Ålandsrapakivi: Bjergarter med tydelig rapakivitekstur (runde kalifeldspatter med plagioklasring). Normalt er disse såkaldte ovoider 1-2 cm, men på de nordøstlige øer kan størrelse snige sig op på 3 cm.
• Ålandspyterlit: Grovkornede, porfyriske bjergarter med tilnærmet afrundede alkalifeldspatmegakryster. Ingen (eller meget få) af disse megakryster har en plagioklasring. Kantede kvartskorn vil typisk være arrangeret kransformet omkring megakrysterne. Pyterlitbetegnelsen anvendes ofte mere liberalt om porfyriske rapakivigranitter - herved lykkes det pyterlitterne at besætte ca. 1/3 af Ålandsøernes rapakiviarealer.
• Ålandsgranit: Enskornede/porfyriske granitter, som ikke opfylder kravene for at være Ålandsrapakivier eller Ålandspyterlitter. Det er en broget gruppe, hvori man finder nogle typer med eget navn:
  • Hagagranit danner en overgang mod Ålandspyterlitter.
  • Mariannehamngranit ligner Hagagranit, men har ikke så kantede kvartskorn.
  • Ålandsgranofyr. Hvis der er mikrografisk tekstur, som er synlig for det blotte øje, tales om Ålandsgranofyr.
  • Ålandsmonzonit. Hvis Plagioklasindholdet er højt og kvartsindholdet lavt, har man en Ålandsmonzonit eller -kvartsmonzonit (Zandstra: Monzonitisk randfacies af Ålandsgranit).
• Ålandsaplitgranit: Finkornet bjergart (næsten) uden mørke mineraler. Hvis der alligevel er aggregater med mørke mineraler (biotit) kaldes bjergarten prikgranit. Både dem uden og dem med disse prikker kan være porfyriske: Porfyraplit/porfyraplitisk prikgranit.
• Hybridbjergarter: Dannet ved sammenblanding af mafisk og felsisk (granitisk) magma. Herved opstår bjergartstyper som har større indhold af mørke mineraler og plagioklas end man ser det i de "rene" rapakivibjergarter. Det kan dreje sig om diffus øgning af mængden af mørke mineraler og plagioklas eller om forekomst af enklaver eller xenolither af basalt eller plagioklas. Særlig spektakulært - og ret specielt for Ålandsøerne - ses hornblenderinge omkring de runde 1. generations-kvartskorn. Sådanne bjergarter kaldes i stensamlerkredse for ringkvartsporfyrer - også selv om de ikke har typisk porfyrisk tekstur.
• Ålandskvartsporfyr og Ålands-granitporfyr: Vulkanske eller subvulkanske bjergarter med tæt eller finkornet, granitisk grundmasse og med strøkorn af kvarts og kalifeldspat (samt i ret sjældne tilfælde også plagioklas). Kun sjældent ses tydelige ignimbrittegn - i så fald tales om Ålandsignimbrit.

På nuværende erosionsniveau udgør rene basiske bjergarter en meget beskeden del af Ålandsbatholithen. Mest markant er Föglö gangsværm med plagioklasporfyriske pyroxen-diabaser. I havet vest og sydvest for Åland er der områder med diabas som kan have rapakivialder, men muligvis er yngre. Endelig finder vi anorthit på de små øer Västersten og Östersten ud for Hammarudda og på øen Höggrund i Signilskärfjärden, hvor den er infiltreret af granitisk magma.

Et fællestræk for de fleste Ålandsrapakivier er den rødbrune/røde grundfarve. Et andet kendetegn er de ofte meget mørke, kugleformede kvartskorn med meget dybe indbugtninger og endelig er udtalt grafisk tekstur i grundmassen noget, man meget ofte ser.