Ålandsgranitporfyrer har strøkorn af kvarts og feldspat i en finkornet grundmasse.

Der er bestemt ikke koncensus om, hvor grænsen mod kvartsporfyrer går. Hesemann er talsmand for, at kvatsporfyragtige bjergarter med en kornstørrelse i grundmassen på 0,05-2 mm kaldes granitporfyrer, men i almindelighed vil man vel kalde typer med tæt og meget finkornet grundmasse for kvartsporfyrer. Selv om man gør det, vil der være tvivlstilfælde - fx har kvartsporfyrer af Hammaruddatypen en udtalt kornet grundmasse, men omtales som regel som kvartsporfyrer.

På GTK's geologiske kort finder man disse bjergarter med samme legende i tre områder:

• Ålandshavet, hvor kun små områder er over havoverfladen
• Et lille område på og syd for Hammarudda inddragende små øer og skær
• Et større lettere fragmenteret område øst for Mariehamn

Ved nærlæsning kan man dog se at bjergarterne i Hammerudda-området betegnes som kvartsporfyrer, mens bjergarterne i de to andre områder indtil for nylig har været benævnt kvartsporfyragtige rapakivigranitter, som er den betegnelse finnerne bruger for vores granitporfyrer. Nu er Ålandshav-området imidlertid delt op i en sydlig del - som bl. a. omfatter øen Tödding og små områder på vestkysten af Eckerö - hvor der er kvartsporfyrer, og en nordlig del med kvartsporfyragtige rapakivigranitter.

Det vil altså sige, at vi har granitporfyrer i to områder. Den nordlige del af Ålandshavet og området øst for Mariehamn - i kommunerne Jomala og Lemland. Da Ålandshavets bund er svært tilgængelig, er beskrivelser af Ålandsgranitporfyrer baseret på studier af det østlige massiv.

I følge Bergman kan man opdele granitporfyrerne i to typer

• En rødlig type, som næsten udelukkende består af kvarts og feldspat. Der er en finkornet grundmasse og mange tætliggende strøkorn af kvarts og feldspat. Strøkornene er <1 cm. De ligner altså kvartsporfyrer men har en lidt mere kornet grundmasse. Denne type findes i den nordlige del af Jomala.
• En brunrød type med stort indhold af hornblende og mere spredte strøkorn. Kvartsstrøkorn på op til 1 cm er mørkegrå, afrundede og ofte kraftigt korroderede. Kalifeldspatstrøkorn på op til 3 cm ses både som kantede og afrundede - i så fald evt. med plagioklasring. Selvstændige plagioklasstrøkorn er sparsomme eller mangler helt. Grundmassen er granofyrisk.
  Denne type har også ofte xenolither af mafiske bjergarter og anorthit.
  Da der næsten altid er hornblenderinge omkring nogle af kvartskornene, kaldes typen - efter forslag fra Per Smed - ofte ringkvartsporfyr. Det anses for at være den ældste rapakivibjergart på Ålandsøerne, og den er utvivlsomt et resultat af, at der er foregået en opblanding mellem mafiske og granitiske magmaer. Denne type findes i den sydlige del af massivet øst for Mariehamn.

Den hornblendeholdige ringkvartsporfyrtype er langt mere almindelig i danske moræner end den røde type uden hornblende.

Ikke alle Ålandsgranitporfyrer kan tvangfrit indordnes i denne opdeling. Afvigende typer kan næppe med sikkerhed stedfæstes til Åland, men kan også stamme fra Laitila, Vehmaa mm.

Ved kvartsporfyrer vil jeg her forstå bjergarter med strøkorn af feldspat og kvarts i en tæt eller meget finkornet grundmasse. Tilsvarende bjergarter med en grundmasse, som for det blotte øje virker kornet, vil blive behandlet under granitporfyrer. Grænsen mellem disse to bjergartstyper har - så længe der har været geologer til - været genstand for debat.

Kvartsporfyrer findes kun i meget beskedent omfang faststående på Ålandsøerne. Da det på ingen måde er en sjælden sten at finde, må der enten være områder på havbunden, hvor den findes i større mængde, eller også har den været rigeligt repræsenteret i de nu borteroderede lag af Ålandsintrusionen, som har ligget oven på den nuværende overflade.

Det er ikke nogen ny erkendelse . Sederholm skrev allerede i 1891 i sin ekstremt læseværdige afhandling "Ueber die finnländischen Rapakiwigesteine":

Bei einem Besuche in den Sammlungen in Kopenhagen fiel mir der Umstand auf, dass unter den auf den dänischen inseln eingesammelten glacialen Blöcken Åländischen Ursprungs, die quarzporphyrischen Varietäten im Verhältnis zu dem Rapakiwi viel häufiger waren, als man aus ihrer jetzigen Verbreitung auf Åland erwarten würde. Wenn dieses nicht auf mehr zufälligen umständen beruht, scheint es anzundeuten, dass noch während der Eiszeit die quarzporphyrischen Varietäten hier eine weit grössere Verbreitung hatten, als jetzt, wass in Betracht der sehr erheblichen Blocktransporte gerade nicht unwahrscheinlich scheint.

På geologiske kort fra GTK (Geologian Tutkimuskeskus = Geological Survey of Finland) finder man to områder med kvartsporfyr

• Den sydlige del af Ålandshavet, hvor kun små områder er over havoverfladen
• Et lille område på og syd for Hammarudda inddragende små øer og skær

Beskrivelser af bjergarter fra disse lokaliteter har været en mangelvare, men inden for de senere år har to hollandske stensamlere Xander de Jong og Piet Thijssen sejlet farvandet tyndt og hjembragt prøver, som siden er gennemskåret, poleret og fotograferet. Resultatet kan ses på kristallin.de, hvor man også kan have glæde af Mathias Bräunlichs kyndige kommentarer. Foreløbig er det især området ved Hammarudda, der er udforsket, men der er håb om, at der også kommer flere detaljer om området i Ålandshavet.

Petrologi

Ålandskvartsporfyr har en rød/rødbrun/brun, tæt/finkornet grundmasse, som kan være granofyrisk. Der er strøkorn af kvarts og alkalifeldspat, mens plagioklasstrøkorn oftest mangler.

Grundmassen er meget finkornet eller tæt og består af kalifeldspat og kvarts, som ofte er i mikrografisk sammenvækst. Støvfint fordelte mørke mineraler ses i stigende omfang jo mere brunlig farven er. Grundmassen kan ved nogle typer være ret kornet - det gælder især den såkaldte Hammaruddatype - og disse kunne med en vis ret kaldes granitporfyrer, men de omtales traditionelt som kvartsporfyrer. Disse typer er formentlig subvulkanske, mens de typer med tæt grundmasse er vulkanske. Sjældent ses manifeste tegn på ignimbritisk oprindelse - fx. på den lille ø Blåklobben ved Eckerö.

Tegn på tilblanding af mafisk magma ses hyppigt. Det giver sig udslag i en mørkere grundmasse med fintfordelte og/eller aggregatdannende mørke mineraler. Hornblenderinge omkring kvartskorn er også et resultat af magmablanding. Plagioklas optræder også rigeligere i disse hybridbjergarter og kan findes som kærner i eller ringe omkring kalifeldspatstrøkornene samt undertiden som selvstændige strøkorn. Xenolitter af basiske bjergasrter og anorthosit er hyppige .

Alkalifeldspatstrøkornene er perthitiske og oftest blegrøde, men de kan være teglrøde eller beigefarvede. Der er ofte indeslutninger af mørke mineraler, kun undtagelsesvis plagioklasring. Størrelsen er normalt op til 15 mm og de store strøkorn er oftest afrundede og gennemkrydset af hæmatitindfarvede brudlinier. De mindre er uregelmæssigt skærveformede - oftest ses begge typer i samme sten, og man må formode, at de mindre uregelmæssige strøkorn er opstået ved fragmentering af de større langs de nævnte brudlinier. Denne formodning støttes af, at man af og til ser fragmenterede strøkorn, hvor de enkelte skarpkantede fragmenter er skubbet lidt fra hinanden og mellemrumene fyldt med grundmasse. Det menes at være et resultat af, at en krystal er sprængt af indesluttede fluider, som udvider sig voldsomt under det trykfald, der opstår under det vulkanske udbrud - et kraftigt indicium for ignimbritisk oprindelse.

Opblanding med mafisk magma kan ændre de kemiske ligevægtforhold og føre til, at nogle feldspatstrøkorn går i delvis opløsning. Denne såkaldte magmatiske korrosion kan også opstå ved ændringer i temperatur og tryk, som kan gøre tidligere stabile krystaller ustabile.

Kvartskornene er typisk mørkegrå eller næsten sorte, men lysere eller røggule kvartskorn ses også. Formen er næsten altid rund, og dybe indbugtninger fyldt med grundmasse er meget almindelig - indbugtningerne er et resultat af magmatisk korrosion. Kvartskornene er almindeligvis under 8 mm, men kan ses større. Meget mørke kvartskorn med udtalte korrosionstegn er meget typiske for Ålandskvartsporfyrer og ses næppe så udtalt andre steder. Hornblendering omkring kvartskoen (kvartsocelli) kan ses, men er slet ikke så almindelig som i granitporfyrerne.

Typer

Det er vanskeligt at typeopdele Ålandskvartsporfyrer, og selv om man kan definere nogle specielle typer, vil mange alligevel ende i den afdeling, man må nøjes med at kalde Ålandskvartsporfyr.

Nogle typer har navn efter en lokalitet, hvor typen er fundet, men kendskabet til detaljerne i områdernes geologi er stadig meget begrænset, så der vil råde betydelig usikkerhed om hvorvidt lignende typer findes andre steder.

Rød Ålandskvartsporfyr

Standardtypen, som stort set svarer til den almene beskrivelse ovenfor. Grundmassen er for det ubevæbnede øje tæt og farven brunrød/rødbrun/brun afhængigt af indholdet af mørke mineraler. Under lup afsløres evt. meget fin mikrografisk tekstur. Mange delvist fragmenterede feldspatstrøkorn op til 1 cm og mørkegrå, runde korroderede kvartskorn op til 8 mm. På strandsten vil overfladen være knust, og kvartsstrøkornene er derfor lyse med et blåligt skær. Der er kun undtagelsesvis strøkorn af plagioklas eller mørke mineraler.

Rød Skeppsviktype beskrives af Zandstra som en speciel type, men afvigelserne fra hovedtypen er små.

Rød Ålandskvartporfyr findes i begge hovedområder og også i et lille område ved Gölby nord for Mariehamn.

Mørk Ålandskvartsporfyr

Mørkebrun grundmasse med velafgrænsede eller fjerede aggregater af mørke mineraaler og ofte basiske xenolitter. Alkalifeldspatstrøkorn op til 1 cm, oftest kantede, ikke så fragmenterede som i hovedtypen. Plagioklasring om disse strøkorn og selvstændige plagioklasstrøkorn ret almindelige. Kvartsstrøkorn er ofte ret lyse og mere skærveformede uden korrosionsteg end vanligt i Ålandskvartsporfyrer, men mørke typer med de mere almindelige mørke, runde, korroderede kvartskorn ses også.

Kan være vanskelige at bestemme som Ålandsblokke.

Mørk Ålandskvartporfyr findes i begge hovedområder i forskellige afskygninger. Vor viden er p.t. ikke stor nok til at man kan differentiere mellem varianterne.

Hammarudda-type

Kornet, rødbrun grundmasse med mange uskarpt afgrænsede mørke mineraler. Mellemgrå, runde kvartskorn, mange dybt korroderede, enkelte med hornblendering. Beigefarvede, afrundede alkalifeldspatstrøkorn op til 20 mm. Nogle har en del indeslutninger af mørke mineraler. Flere med olivenbrun plagioklasring. Andre er uskarpt afgrænsede og har mikropegmatit i randområderne. Rektangulære, olivenbrune plagioklasstrøkorn, hvis indre består af pletperthit, så det ligner et aggregat af små krystaller.

Flatskärhällen-type

Brunrød meget finkornet grundmasse med fjerede aggregater af mørke mineraler, som kan være omdannet til chlorit. Lyse, afrundede kalifeldspatstrøkorn op til 20 mm. Nogle feldspatter synes at bestå af aggregater af små rektangulære mikrokrystaller, og nogle af disse krystalaggregater synes på vej til at blive opløst. De intakte alkalifeldspatmegakryster er perthitiske og har indeslutninger af mørke mineraler. Nogle har en lille kærne af mørkere plagioklas, som kan være omdannet til epidot. Enkelte har plagioklasring. Kvartskornene er runde, mellem- til lysegrå og mere eller mindre korroderede. Små xenolitter af mafisk materiale forekommer, men kan også mangle.

Flatskärhällen ligge lige ud for Hammaruddan og typen minder da også om Hammaruddaporfyren, men farven er meget iøjnefaldende rød, og der er næppe tvivl om, at den pofte bliver fejltolket som en Rödökvartsporfyr, som dog sjældent har så mange strøkorn.

Ålandsignimbrit

Typiske ignimbrittexturer så som pimpstensslirer, rheomorfe textur og indhold af xenolitter af fremmede bjergarter ses sjældent i Ålandskvartsporfyrer. En typisk ignimbrit findes dog på den lille ø Blåklobben ved Eckerö, og når man kikker nøjere efter, er der tit mere diskrete tegn på, at Ålandskvartsporfyrer kan have ignimbritisk oprindelse.