Orthognejser udgør langt hovedparten af grundfjeldet i Det Østlige gnejssegment. Herudover er der flere generationer af metamorfe mafiske bjergarter, som ligger spredt som små enklaver i gnejsområderne. Der er kun ret få granitiske intrusioner og supracrustale bjergarter findes kun i meget begrænsede mængder. Der er mange generelle og lokale navne til disse gnejser: Hallandsgnejs, järngnejs, Halmstadgnejs, granulitgnejs, Skånegranulit! Kært barn har mange navne, som dog nok ikke dækker over helt det samme. Jeg vil her forsøge at skabe en smule system i foretagenet.

Udgangspunktet for disse orthognejser er helt overvejende granitiske bjergarter tilhørende TIB 2, hvilket indebærer, at de har en alder på ca. 1,7 Ga. Alt efter deres placering i Det Østlige Gnejssegment har de under den sveconorvegiske orogenese ca. 0,97 Ga. gennemgået metamorfose fra grønskiferfacies til granulitfacies - generelt højeste metamorfosegrad mod sydvest (læs mere her). Området syd for Vänern var også gennem vridemaskinen under den hallandiske orogenese ca. 1,42 Ga, men forandringerne fra denne episode blev i høj grad overprintet under den sveconorvegiske periode. Hovedbestanddelene er kalifeldspat, plagioklas, kvarts, hornblende og biotit. De fleste steder har gnejsen et rødligt skær forårsaget af relativt højt indhold af kalifeldspat. I de områder syd for Vänern, som på kortet er mere grågrønne er plagioklasindholdet højere og gnejserne mere grå. Som noget specielt indeholder mange af disse gnejser temmelig meget magnetit. Det skyldes at de har været udsat for høj-temp metamorfose ved lavt H20-tryk. Under disse forhold er de vandholdige mineraler hornblende og biotit ikke stabile og omdannes til vandfri mineraler som pyroxener og altså magnetit. Typer med meget magnetit er selvfølgelig magnetiske, hvilket har givet anledning til betegnelsen järngnejs. Granater findes også ofte som små korn mellem de mørke mineraler.

Hallandsgnejsen sensu stricto er karakteriseret ved at have en rødlig farve, være deformeret i flere faser og ved stedvis åredannelse fremkaldt af højgrads metamorfose. I den typiske Hallandsgranit er kvartsen valset ud i tynde lameller og de ofte sparsomme mørke mineraler har samlet sig i striber parallelle med kvartslamellerne. Kornstørrelsen varierer alt efter rekrystallisationsgraden fra finkornet til middel/grovkornet.Der er ofte mørke bånd opstået ved assimilering af mafiske gangbjergarter, og den er ofte stærkt foldet, hvilket naturligt nok ses bedst på store flader. Magnetitindholdet er højt, så den falder også ind under järngnejsbegrebet. Den findes i et ikke sammenhængende område på ca. 400 km2 ved Hallands kyst blandet med andre gnejstyper og metamorfe mafiske bjergarter. Den er gennem århundreder blevet brudt og brugt lokalt. Især efter ca. 1850 blev den i stor stil eksporteret som brosten o. l. til Danmark og Tyskland. Man har fundet spor efter mere end 500 større og mindre stenbrud i området.

Tilsvarende bjergarter findes også længere inde i og nordpå i Det Østlige Gnejssegment, men her har metamorfosegraden sjældent været lige så højt som i kærneområdet, så magnetitindholdet er lavere. Disse typer er som regel mere grovkornede og kan have karakter af regulær øjegnejs.

I den nordlige del af segmentet (Värmland) har de oprindelige granitiske bjergarter kun været udsat for metamorfose i amfibolit til grønskiferfacies. Gnejserne her i overvejende røde og ikke så udtalt stribede af mørke mineraler, som typerne syd for Vänern. Graden af metamorfrose har varieret lokalt, og langt ind i gnejsområdet kan man finde enklaver med næsten uomdannede granitter af Filipstad/Kristinehamntype.

I områder med granulitfaciesmetamorfose, hvor indholdet af mørke mineraler er særlig lavt, finder man granulitgnejs. Denne bjergart består næsten udelukkende af kvarts og kalifeldspat. Kvartsen er valset ud i tynde flader eller tråde, som adskiller aggregater af dybrød, granuleret kalifeldspat og mindre mængder gullig plagioklas. Der kan være anslag til øjedannelse. Bjergarten fremtræder meget forskelligt alt efter om den betragtes fra siden eller fra enden. Den findes især i den skånske del af Det Østlige Gnejssegment og de tilgrænsende del af Halland - blandt ledebloksamlere går den under navnet Skånegranulit.

I et område syd og øst for Varberg er gnejserne i udtalt grad charnockiserede - dvs. at de indeholder ortho- og klinopyroxener på bekostning af hornblende og biotit. Disse bjergarter får ofte en grønlig farvetone lige som de intrusive charnockitter. Charnockitiseringen er et produkt af høj temp-metamorfose i granulitfacies og måske påvirkning af CO2-rige fluider stammende fra Varbergcharnockit-intrusionerne, som de grænser op til.