Basalter findes udbredt over store dele af Oslofeltet. De fleste stammer fra stadium 2 og ligger som lag under rhombeporfyrerne (B1) eller mellem rhombeporfyrlagene (B2-B4). Der er også basaltudstrømninger fra centralvulkanerne i stadium 4 (B5).

Der er ikke nogen entydig sammenhæng basaltlag og udseende, og i almindelighed vil det derfor ikke være muligt at angive, hvilket basaltlag en løsblok kommer fra.

Basalterne kan udover den stratigrafiske inddeling opdeles efter forskellige andre kriterier:

A: Basaltens kemiske sammensætning

• Melillitit og nefelinit
• Basanit
• Alkali-olivinbasalt
• Tholeitisk basalt

B: Typer af strøkorn

• Plagioklas-porfyritisk basalt domineret af plagioklasstrøkorn med en længde på 1-30 mm og en tykkelse på ca. 1/10 af længden.
• Augit-porfyritisk basalt med kortprismatiske strøkorn på 3-15 mm i længden og et tværsnit på op til 10 mm. Olivinstrøkorn kan forekomme.
• Plagioklas- og augitporfyrisk basalt, som fører begge slags strøkorn
• Ikke-porfyrisk basalt med ingen eller ganske få strøkorn af plagioklas og/eller augit samt i sjældne tilfælde kvarts.

Også forvitringsgraden har betydning for basaltblokkes udseende. De kan være helt friske med sort grundmasse eller forvitrede med grålige eller brunlige farver. Uforvitret olivin forekommer stort set ikke i basalter fra Oslofeltet (i modsætning til Skåne-basalter), så evt. tilstedeværende olivin vil være forvitret til amorfe oftest rødlige mineraler. Typer med røde olivinpseudomofoser og augitstrøkorn kaldes ankaramitter. Grundmassen er i disse ofte brunligt forvitret.

Samtlige typer kan indeholde gashuller og findes følgelig som mandelsten. Endvidere indgår basalt ofte som brudstykker i breccier, konglomerater og ignimbritter fra Oslo-feltet.