Basalter findes udbredt over store dele af Oslofeltet. De fleste stammer fra stadium 2 og ligger som lag under rhombeporfyrerne (B1) eller mellem rhombeporfyrlagene (B2-B4). Der er også basaltudstrømninger fra centralvulkanerne i stadium 4 (B5).

Der er ikke nogen entydig sammenhæng basaltlag og udseende, og i almindelighed vil det derfor ikke være muligt at angive, hvilket basaltlag en løsblok kommer fra.

Basalterne kan udover den stratigrafiske inddeling (B1, B2 osv.) opdeles efter forskellige andre kriterier:

A: Basaltens kemiske sammensætning.

• Melillitit og nefelinit
• Basanit
• Alkali-olivinbasalt
• Tholeitisk basalt

De første basaltudstrømninger kom helt sydpå og indeholder rigeligt med foider, mens de senerste, nordlige er tholeitiske basalter med lidt kvarts i grundmassen.

B: Typer af strøkorn

• Ikke-porfyrisk basalt med ingen eller ganske få strøkorn af plagioklas og/eller augit.
• Plagioklas-porfyritisk basalt domineret af plagioklasstrøkorn med en længde på 1-30 mm og en tykkelse på ca. 1/10 af længden. Kaldes ofte 'listeporfyr' - eller hvis listerne danne stjernelignede figurer 'stjerneporfyr'.
• Augit-porfyritisk basalt med kortprismatiske strøkorn på 3-15 mm i længden og et tværsnit på op til 10 mm. Olivinstrøkorn kan forekomme, men de vil være forvitret til amorfe oftest rødlige mineraler (iddingsit). Typer med røde olivinpseudomofoser og augitstrøkorn kaldes ankaramitter. Grundmassen er i disse ofte brunligt forvitret.
• Plagioklas- og augitporfyrisk basalt, som fører begge slags strøkorn. Plagioklaslisterne er oftest ganske fine.

De fleste Oslo-basalter har plagioklaslister - fra ganske fine trådagtige til grovere lister. Adskillelse af de sidstnævnte mod nogle typer af rektangelporfyr kan være vanskelig. Plagioklaslister ses ikke i basalttyper fra Skåne og Østersøen og plagioklasstrøkornene i Öjebasalt fra Dalarna er bredere og som regel større.

Også forvitringsgraden har betydning for basaltblokkes udseende. De kan være helt friske med sort grundmasse eller forvitrede med grålige eller brunlige farver.

Samtlige typer kan indeholde gashuller, som oftest senere er fyldt ud med mineraraler som chalcedon, calcit, epidot, seladonit mm. og derfor fremstår som mandelsten. Mandlerne kan være hvide, sorte, rødlige eller grønne. Betegnelsen 'melafyr' anvendes undertiden om typer med udtalt forvredne mandler, men navnet bruges også mere generelt om porfyriske, basaltiske bjergarter og er nok bedst at undgå. Det anføres ofte, at 'melafyrer fra Oslofeltet har grålig grundmasse, mens melafyrer fra Østersøen har en mere brunlig/rødbrun grundmasse.

Endvidere indgår basalt ofte som brudstykker i breccier, konglomerater og ignimbritter fra Oslo-feltet.