Oslofeltet

Oslofeltet er defineret som det område omkring Oslo på ca. 10.000 km2, i hvilket klipperne er yngre end i det omkringliggende prækambriske grundfjeld. Det indeholder sedimentære sekvenser fra Kambrium, Ordovicium og Silur samt overvejende plutoniske og vulkanske bjergarter fra sen Carbon til tidlig Trias. Grænserne mod øst og vest er veldefinerede, og mod syd sættes grænsen ved havet. Mod nord er afgrænsningen mere flydende. Ved søen Mjøsa grænser Oslofeltet op mod sent prækambriske sedimenter og Kaledoniderne.

Osloriften

Oslo-riften dannedes i perioden 310 Ma-260 Ma som en NNØ-SSV-forløbende og op til 60 km bred gravsænkning. Årsagen til riftdannelsen skal formentlig søges i tryk sydfra i forbindelse med den Den Variskiske Orogenese - muligvis kombineret med et hotspot i den underliggende del af Jordens kappe.

Geografisk falder den næsten, men ikke helt sammen med Oslofeltet. Den smalle bræmme af blottet prækambrisk grundfjeld, som man finder på østkysten af Hurum hører nemlig til gravsænkningen, men ikke til Oslofeltet. Desuden findes flere af de såkaldte "gabbroide plugs" uden for gravsænkningen - bl. a. ved Vestby lige øst for Oslofjordforkastningen. Disse regnes naturligvis med til Oslofeltet pga. deres alder.

Selve indsynkningsstrukturen er opbrudt i en række nedforkastede blokke, hvoraf flere er sunket mere end 1000 m. I den sydlige del af Oslofeltet har vi Vestfold-graben, hvor nedsynkningen er størst i den østlige rand langs Oslofjordforkastningen. Nord herfor finder vi Akershusgraben, og her er det tværtimod mod vest, vi finder den største niveauforskydning. Det betyder så, at der mellem Vestfold-graben og Akershusgraben også er en forkastningszone (Kjaglidalen-Krokkleiva Transfer Fault). Nord for Akershus-graben fortsætter Osloriften i Rendalsgraben og syd for Vestfoldsgraben fortsætter systemet i Skageraks-graben.

I det meste af dannelsesprocessen var der betydelig magmatisk aktivitet med intrusioner af forskellige bjergartrstyper og vulkanisme med udstrakte lavadækker. Man inddeler hele forløbet i 6 faser - Læs detaljer om riftdannelsen.

Magmatiske bjergarter stammende fra Oslofeltet findes også i gangsystemer, som strækker sig langt uden for Oslofeltet - bl. a. findes en mægtig gang med rhombeporfyr helt ovre i Bohuslän i Sverige.

Bjergarter

I Oslofeltet finder man såvel magmatiske som sedimentære og metamorfe bjergarter.

De magmatiske bjergarter udgøres af vulkanske bjergarter, gangbjergarter og dybbjergarter. Fælles for langt de fleste af disse er, at de har en relativt alkalisk sammensætning - undtagelsen er biotitgranitterne.

Arealmæssigt er disse bjergarter totaltdominerende: Plutonitterne dækker i følge Barth et areal på 5090 km2. Bjerarter fra 1. batholithfase (larvikit m. m.) dækker knap 2000 km2, biotitgranitterne fra 2. og 4. batholithfase 840 km2 og syenittterne og alkalifeldspatgranitterne fra 3. batholithfase ca. 2250 km2. Gabbro fylder kun 15 km2. Vulkanitterne dækker 1410 km2 fordelt på 220 km2 basalt, 1160 km2 rhombeporfyr og 30 km2 andre porfyrtyper.

De sedimentære bjergarter udgøres dels af kambrosilure sedimenter og dels af sedimenter fra Askergruppen, som stammer fra riftdannelsens spæde start. Disse omtales ikke yderligere her.
Herudover findes de såkaldte rhombeporfyrkonglomerater med genkendelige fragmenter af magmatiske bjergarter fra Oslofeltet.
Endelig har vi en bred vifte af ignimbritiske bjergarter og vulkanske eksplosionsbreccier, som placerer sig bredt i gråzonen mellem vulkanske og sedimentære bjergarter. Sedimentære bjergarter dækker i følge Barth et areal på 1640 km2 - heri medregnet de kontaktmetamorfoserede typer.

Metamorfe bjergarter udgøres af hornfelser, som er kontaktmetamorfoserede sedimentære bjergarter fra Kambrio-Silur-tiden. Regional metamorfose med dannelse af gnejser o. l. forekommer ikke i Oslofeltet.