Felsitporfyrer har felsisk sammensætning, hvilket vil sige at de hovedsageligt består af feldspat og kvarts - efter moderne sprogbrug er det ryolither eller kvartstrachytter. Nogle typer udviser tegn på ignimbritisk oprindelse i form af flydelinjer eller xenolither. Grundmassen er tæt (mikro- til kryptokrystallinsk) og i princippet lystfarvet, men kan være mørkere pga. infiltration med jernoxider. Feldspatstrøkorn er små, lyst-farvede og består af alkalifeldspat. Der kan også være kvartsstrøkorn.
Hvis strøkornene er sfærulitiske har vi en sfærulitporfyr. Sfærulitdannelse er tegn på, at grundmassen ikke har været holokrystallinsk, men delvist bestået af vulkansk glas pga. meget hurtig afkøling. Denne type kendes især fra en forekomst i Sørkedalen, men findes dog flere andre steder.
Man skal vare sig for at forveksle sfælulitporfyrer med porfyriske pisolitter - også kaldet "accretionary papilli".
En sfærulit er en stjerneformet struktur med trådformede krystaller som vokser radiært ud fra et lille mineralkorn. Fænomenet ses oftest i rhyolitter og opstår enten ved hurtig krystallisation i en magma der udsættes for hurtig afkøling, eller som en senere rekrystallisation i en magma der er afkølet så hurtigt at den er størknet som vulkansk glas. Strålerne består som regel af kvarts og kalifeldspat.
Porfyriske pisolitter består af små kugler, der ligger som ”strøkorn” i en finkornet-tæt grundmasse. Kuglerne er dannet i forbindelse med større vulkanudbrud, hvor finkornet aske binder sig lag på lag til ydersiden af vand/regndråber. Ender dråben på skrånende flader af vulkansk aske, ruller de nedad og påføres endnu flere lag (Lundqvist 2009 og Noe-Nygaard 1979). Egentlig er der altså tale om en tuf eller tuffit.
Sæther, E., 1962: Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region. XVIII. General investigation of the igneous rocks in the area north of Oslo
