Vi starter med at få nogle begreber på plads:

Pyroklaster (Pyros = ild, Klast = itubrækket) er materiale (fra kæmpefragmenter til finaske), som slynges ud fra en vulkan ved et eksplosivt vulkanudbrud. Det kan dreje sig om

• Magma, eller magmaelementer
• Løsrevne vulkanske klippestykker fra sider af vulkanrøret
• Løsrevne klippestykker fra den del af skorpen som magmaet er trængt op igennem. Det kan være såvel sedimentære som krystallinske bjergarter.

Pyroklasterne kan aflejres på forskellige måder, hvor de to yderpunkter er:

• Ved det eksplosive udbrud kan det pyroklastiske materiale slynges op i luften og dale ned på jordoverfladen hvor der aflejres i et jævnt lag med tilbøjelighed til lagdeling: Pyroklastisk nedfald
• Eller det kan brede sig lavineagtigt ned ad vulkanens sider. Aflejringerne bliver mere kaotiske og vil tendere til at holde sig til lavereliggende områder: Pyroklastic strøm

De pyroklastiske elementer og evt. undervejs tilblandede epiklastiske (ikke-vulkanske klaster) elementer kan konsolideres (blive til en fast bjergart) på to forskellige måder:

• "Svejsning" som kan ske, hvis fragmenterne på aflejringstidspunktet er så varme at de kan smelte sammen til en kompakt enhed. Dette sker kun i en pyroklastisk strøm med høj temperatur. Herved dannes "svejsetuffer" - også kaldet ignimbritter.
• Diagenese, hvor de enkelte pyroklastiske elementer kittes sammen til en fast bjergart af nye gennemstrømmende mineraler, som hyppigst er kvarts, kalcit, hæmatit eller limonit. Dette er tilfældet for pyroklastisk nedfald og for mindre massive og ikke så varme typer af pyroklastiske strømme.

Ignimbrit er en betegnelse der refererer til dannelsesmåden. Man kan ikke altid se på et håndstykke, om det er en ignimbrit. Hvis den er flintagtig og har eutaxitisk tekstur er sagen klar, men fx. en felsitporfyr med tæt, homogen grundmasse kan godt være ignimbritisk, og det kan en mere porøs vulkansk breccie eller tuf også.

Tuf er en samlebetegnelse for alle konsoliderede pyroklastiske materialer. Tuffitter indeholder ud over det pyroklastiske materiale også betragtelige mængder (25-75%) af andre materialer (epiklaster). Tuf kan efter klasternes størrelse, form og andel af pyroklaster opdeles i bl. a.:

• Vulkanske breccier. 75-100% pyroklastisk materiale med fragmenter >64 mm. Klasterne er selvfølgelig ikke lige store, og det er derfor ikke let at sætte en fast grænse mod lapilituf - især ikke i et håndstykke. I praksis vil man nok være tilbøjelig til at gå lidt ned i størrelse.
• Lapilituf. 75-100% pyroklastisk materiale i form af lapili (2-64 mm) og aske (<2 mm). Lapilisten, hvis lapili udgør >75%
• Asketuf. 75-100% pyroklastisk materiale, <2 mm
• Tuffitisk breccie/konglomerat. Lige dele pyroklastisk og epiklastisk materiale, >2 mm
• Tuffitisk sandsten. Lige dele pyroklastisk og epiklastisk materiale, <2 mm

Porfyriske pisolitter består af små kugler, der ligger som ”strøkorn” i en finkornet-tæt grundmasse. Kuglerne er dannet i forbindelse med større vulkanudbrud, hvor finkornet aske binder sig lag på lag til ydersiden af vand/regndråber. Ender dråben på skrånende flader af vulkansk aske, ruller de nedad og påføres endnu flere lag (Lundqvist 2009 og Noe-Nygaard 1979). Egentlig er der altså tale om en tuf eller tuffit. Navnet pisolit om denne bjergartstype er mindre velvalgt, fordi pisolit også (og uden tvivl hyppigere) anvendes om sedimentære bjergarter opstået ved sammenkitning af runde (ærteformede) fragmenter oftest af kalksten. Et bedre navn, der ikke giver anledning til misforståelser, er det engelske "accretionary lapilli". Man skal tage sig i agt for at forveksle pisolitter med sfærulitporfyrer. I princippet er det let, da sfærulitter har "søpindsvineteksur", mens pisolitter har "løgskælstekstur", men i praksis er det ikke altid helt enkelt. En hjælp kan det være, at pisolitter ofte er lagdelte.

Rhombeporfyrignimbritter/rhombeporfyrkonglomerater: Sten bestående af brudstykker af rhombeporfyrer i en større eller mindre mængde finkornet matrix er almindelige fund på de lokaliteter i Danmark, hvor man finder mange norske blokke. Det er hårde, modstandsdygtige sten, der som regel ikke udviser parallleltekstur/flydetekstur. Matrix er oftest brunviolet, arkoseagtig, men kan også være lys og askeagtig. Klasterne kan være skarpkantede eller noget afrundede og varierer meget i størrelse - også i samme sten. Udover rhombeporfyrklaster kan der også være brudstykker af andre bjergarter. I de "gode, gamle dage" kaldte man disse bjergarter for rhombeporfyrkonglomerater, men nu om dage synes der at være enighed om at kalde dem vulkanske breccier eller rhombeporfyrignimbritter. Personligt synes jeg, at det er betænkeligt at bruge ignimbritbetegnelsen, når det drejer sig om typer med afrundede klaster. Typer, som helt overvejende består af pyroklastisk materiale burde kaldes vulkanske breccier (>64 mm) eller lapillituf/lapilisten (2-64 mm). Hvis der en betragtelig mænge ikke-pyroklastisk materiale iblandet (det kan være svært at se, men hvis klasterne er afrundede, er det sandsynligvis tilfældet) er der tale om tuffitiske breccier/konglomerater.

Egentlige konglomerater findes især som fanglomerater på små øer langs Oslofjordens østside, men også i kløftdannelser ved Gyrihaugen i den nordlige del af Krokskogen, hvor klasterne dog er mere kantede. Hvis der kun er én type klaster, kaldes konglomeratet monomikt. Det ses i de sedimentlag, man finder mellem forskellige rhombeporfyrlag.

De ovennævnte bjergartstyper findes i mange fremtoninger i Oslofeltet - især i relation til calderaerne. De er kun egnede som ledeblokke i den udstrækning, der indgår genkendelige bjergartsfragmenter i dem.