Oslo-essexitter findes faststående i mere end 12 ”volcanic necks”, som flere steder optræder som ”tvillinger” med forskellig kemi, hvilket dog næppe er noget man skal lægge vægt på. Oprindeligt antog man, at forekomsterne repræsenterede fødekanaler til de store basaltforekomster i stadium 2, men denne opfattelse har man måttet revidere, da nøjagtig radiometrisk aldersbestemmelse blev mulig. Nu opfatter man dem som subvulkanske rester af mindre centralvulkaner i stadium 4, som ikke udviklede sig til calderaer. I overensstemmelse med størkningen ikke langt under jordoverfladen minder teksturen ofte mere om det, man ser i doleritter (intergranulær tekstur) end i gabbroer og andre dybbjergarter (granulær tekstur). Brøgger indførte oprindeligt navnet essexit for disse bjergarter. Da en essexit imidlertid definitionsmæssigt indeholder nefelin, og da dette kun undtagelsesvis er til stede i disse bjergarter, indførte Tom Barth i 1944 navnet Osloessexit, som stadig anvendes.

Hovedmineralerne er plagioklas og titanførende mafiske mineraler i form af pyroxen (titanaugit), amfibol (hornblende, kaersutit) og olivin, men ofte ses også et betydeligt indhold af alkalifeldspat. Dette er i overensstemmelse med den generelle sammensætning af Oslofeltets bjergarter, men adskiller Osloessexitter fra hovedparten af gabbroer/doleritter. Plagioklasen har generelt en for gabbroide bjergarter høj andel af albit (Na-plagioklas) i forhold til anorthit (Ca-plagioklas) og er udtalt zonar med mest anorthit centralt og mest albit perifert. Nefelin er som nævnt fraværende, mens små mængder kvarts kan optræde. Der er malmmineraler i betydelige mængder. Som regel er Oslo-essexitterne enskornede, mellem- til grovkornede og har tilnærmelsesvis lige store mængder lyse og mørke mineraler (25-75%). Finkornede og porfyriske typer ses også - må ikke forveksles med Oslo-basalter, som har helt tæt grundmasse.

Ud fra en moderne opfattelse er de fleste af disse bjergarter monzodioritter, men variationen i mineralsammensætningen giver mulighed for at tildele mange af varianterne deres eget navn.

Der kan inddeles efter:

• Om der er selvstændig alkalifeldspat til stede, og i givet fald hvor meget.
• Om plagioklase har mindre eller mere end 50% anorthit (diorit/gabbro).
• Om de felsiske mineraler er dominerende (leukogabbro/anorthosit) eller om de mørke tværtimod er altdominerende (pyroxenit/olivingabbro)
• Hvilke mafiske mineraler er dominerende? Hornblende/klinopyroxen/orthopyroxen/olivin

Det giver jo mulighed for et næsten uendeligt antal typer, men så galt er det heldigvis ikke her. Jeg vil blot omtales nogle hovedtyper:

Kauait

Kauait er hovedtypen inden for ”Osloessexiter” og opkaldt efter Hawai-øen Kauai. Den består hovedsageligt af plagioklas og klinopyroxen. Plagioklasen er zonar med kerne af labradorit, som perifert går over i andesin og oligoklas. Evt. er der yderst et lag anorthoklas. Pyroxenen er en aluminiumsrig titanjernaugit. Herudover er der alkalifeldspat i varierende mængder helt op til 20%. Accessoriske mineraler er biotit, malm og evt. olivin. Kvarts og nefelin findes kun i negligable mængder. Teksturen kan være grov-, mellem- eller finkornet. Den kan være enskornet eller porfyrisk med op til 3 cm lange, afrundede, indeslutningsrige plagioklaskrystaller, som kan danne et sammenhængende gitterværk, hvorimellem de mafiske mineralkorn udfældes. Fluidalt mønster med delvis parallelisering af de større feldspatkrystaller ses ofte.

Mafrait

Adskiller sig fra Kauait ved at de mørke mineraler hovedsageligt udgøres af amfibol (titanførende amfibol, kaersutit) og i mindre grad af pyroxen (titanaugit).

Olivingabbro

Består af Ca-plagioklas, augit, olivin og diverse malmmineraler. Ikke nævneværdigt alkalifeldspat, kvarts eller nefelin. Typisk ses fænokryster af augit og plagioklas i en finkornet, olivinholdig (troctolitisk) mellemmasse.

Pyroxenit

Består af augit (ca. 80%) og titanomagnetit. Yderligere mineraler kun i negligable mængder. Bjergarten forekommer i to former: Kornet type og porfyrisk type med op til 25 mm lange augitstrøkorn i en gråsort masse..

Leucogabbro, Anorthosit

Består af Ca-plagioklas og augit. I Anorthosit er plagioklasindholdet over 90%, mens der ikke definitionsmæssigt er nogen fast grænse mellem gabbro og leukogabbro - blot skal plagioklasindholdet være dominerende.