Svens StrandstensSite
TIB - Dalarna - Dalaporfyrer - Dalaignimbritter (Älvdalsporfyrer)

I et område syd og nordøst for Älvdalen findes et område på ca. 500 km2 med porfyrer, som kaldes Älvdalsporfyrer. De er karakteriseret ved at have rhyolitis eller kvartstrakytisk sammensætning, en tæt (afanitisk) grundmasse og som oftest relativt få strøkorn af kalifeldspat og plagioklas (albit). I grundmassen kan der være parallelle slirer af komprimeret pimpsten (it: fiammes) - eutaxitisk tekstur. Der kan også være farveforskelle betinget af forskelle i rekrystallisationgrad af den vulkanske glas, som oprindeligt udgjorde grundmassen. Disse farveforskelle kan udspille sig i formationer parallelt med pimpstensslirerne eller have mere turbulente former. De blev oprindeligt opfattet som flydemønster i en ikke størknet lava, men da man blev klar over bjergarternes ignimbritiske oprindelse, opgav man den teori og kalder nu fænomenet for pseudofluidal tekstur eller blot ignimbritstriber. Imidlertid er der stadig ikke fuld forståelse af pyroklastiske strømmes natur, og de mere turbulente former for ignimbritstribning kan næppe forklares, uden en bevægelse i en flydende masse. Dette kan være i overensstemmelse med forestillingen om, at nogle ignimbritstrømme er så varme, at de stadig er flydende og i bevægelse efter at være smeltet sammen - såkaldte rheoignimbritter. Generelt er områder med fremskreden rekrystallisation lysere og rødere end ikke-rekrystalliserede områder.
Andre teksturelle fænomener såsom sfærulitdannelse og granofyrisk tekstur ses ofte.
Læs mere om ignimbritternes geologi i "Älvdalens porfyrberggrund – nya observationer" s. 7-10, eller læs mere om ignimbritter på dette site.

Det var Hjelmquist, som i 1966 foreslog, at de slirede porfyrer fra Älvdalen i virkeligheden var ignimbritter. Man er siden blevet klar over, at de fleste Dala-porfyrer er af ignimbritisk oprindelse. Kun de mest basiske er født som størknede lavaer, og man formoder at i hvert fald grovkornede, strøkornsrige porfyrer er subvulkanske bjergarter.

Ignimbritiske Dalaporfyrer uden kvartsstrøkorn er ikke begrænset til området omkring Älvdalen. Først og fremmest er der jo Bredvadporfyren, som selv om den sjældent har iøjnefaldende ignimbritiske træk, uden tvivl har ignimbritisk oprindelse. Herudover kan ignimbritter findes fx. vest for Idre og omkring Noppikoski. Ignimbritter med kvartskorn findes især i yderområderne. Fx. har Kallberget-, Idre- og Särnaporfyrer hyppigt ignimbritkarakter.

Udseende

Grundmassen er for det ubevæbnede øje tæt og har et splintret brud. Farven kan være rød,, brun, lilla, grå eller sort.

De fleste typer har ret få feldspatstrøkorn - oftest under 10-15%, men nogle typer som Blybergignimbrit og sort Orrlokignimbrit er mere strøkornsrige. Kalifeldspatstrøkornene har som regel et rødligt skær, men plagioklaserne er grålige eller grønlige. Strøkornrne er som regel idiomorfe og under 3 mm, hos nogle typer dog op til 5 mm (kun undtagelsesvis større).

Det mest karakteriske træk ved disse ignimbritter er den eutaxitiske tekstur, der viser sig ved, at der er parallelle pimpstensslirer, som har en farve, der afviger fra grundmassens. Oftest er slirerne lysere end grundmassen.og rødlige farvetoner er reglen. Rekrystallisationen er mere fremskreden i slirerne, hvor man ofte kan se kvartskrystaller centralt og feldspatkrystaller i randområderne. Slirerne kan være smalle og velafgrænsede eller mere udflydende.

Ofte kan man se mere eller mindre hvirvlede mønstre af lyse og mørke områder - pseudofluidal tekstur (se første afsnit i dette opslag).

Mørke mineraler spiller ikke nogen fremtrædende rolle i disse bjergarter, men små korn af biotit eller chlorit forekommer - det sammer gælderaggregater af diverse mørke mineraler.

Kvartsstrøkorn mangler - eller er meget fåtallige.

Xenolither er sjældne - i modsætning til, hvad man ser hos Osloignimbritter.

Ignimbrit eller porfyr ?

Diskussionen om hvorvidt en bestemt bjergart er en porfyr eller en ignimbrit er en strid om kejserens skæg:

Typeinddeling

Mange af disse ignimbritter blev anvendt i det gamle og nye porfyrværk til fremstilling af diverse kunstgenstande. I forbindelse hermed fik forskellige typer navne - nogle efter det sted hvor de blev brudt, men for andres vedkommende efter lokaliteter, hvor de var hyppige som løsblokke. Porfyrmuseet i Älvdalen har en samling på 144 runde, polerede skiver af forskellige af disse bjergarter , og man har udgivet et hæfte, hvor de alle er afbildet. En gennemgang af denne samling afslører, at porfyrer og ignimbritter med samme typebetegnelse kan have ret forskelligt udseende.

Hjelmquist beskrev i 1982 ikke mindre end 71 ignimbritiske bjergarter fra det centrale Dalarna. Zandstra rationaliserede det ned til 11 "typer", som han anbragte i et skema, som man så kan anvende som facitliste. Bemærk dog, at for mange af typernes vedkommende er der større forskel inden for gruppen, end der er afstand til andre typer. Efter min mening vil det oftest være meningsløst at navngive hovedparten af Dalaignimbritter - derimod er det vigtigt at kunne skelne Dalaignimbritter fra andre ignimbritter fra især Oslofeltet og Småland. Typisk for Dalaignimbritter er tilstedeværelsen af to slags feldspatstrøkorn, pimpstensslirer, som er lysere end grundmassen samt manglende eller meget få xenolither.

Herunder beskrives nogle kendetegn ved udvalgte typer:

Hjelmquist, S.,1966: Beskrivning till berggrundskarta över Kopparbergs Län. SGU. Ca. 40

Hjelmquist, S, 1982:The porphyries of Dalarna - Central Sweden. Sveriges geologiska undersokning Serie c nr 782

Lundqvist, T., J.-O. Svedlund, S. Snäll & E. Jonsson: Älvdalens porfyrberggrund – nya observationer. SGU-rapport 2011:2

Lundquist, Thomas & Jan-Olov Svedlund: Provsamlingen i Älvdalens Nya Porfyrverk - geologiska beskrivningar. SGU 2008

Lundquist, Thomas: Porfyr i Sverige.SGU 2009. s. 13-23

Zandstra, J. G., 1988: Noordelijke kristallijne Gidsgesteenten. Brill, Leiden. s. 246-250