Svens StrandstensSite
TIB - Dalarna

Det område, som behandles her, er det, som Hjelmqvist kalder det centrale porfyr- og granitområde, og som er en del af Det Transskandinaviske Magmatiske Bælte.

Afgrænsning

Hvis man betragter landskapet "Dalarna" (eller Kopparbergs Län, som det hed , da Hjelmquist skrev standardværket "Beskrivning till bergggrundskarta över Kopparbergs Län" i 1966), kan man se, at dette centrale område er omgivet af enheder, som tilhører andre geologiske formationer:

Et yderligere bevis på, at administrative grænser ikke trækkes efter geologiske hensyn, finder vi ved Dalarnas grænse mod hhv. Norge (Trysil), Härjedalen og Gävleborgs Län (Orsa Finmark). Her fortsætter TIB-bjergarterne ufortrødent ud over grænserne. De bjergarter - først og fremmest porfyrer - som har hjemsted i disse områder er mindre kendte fordi de ikke er behandlet i Hjelmquists klassiske beskrivelser af Dalarna.

I den vestlige del af granit-porfyrområdetet finder man et stort område, som er dækket af sandsten (såkaldt jotnisk sandsten).

Ligeledes findes flere generationen af mafiske gang- og overfladebjergarter.

Dalagranitter

Granitterne i Dalarna er dannet i to omgange.

Dalaporfyrer og -ignimbritter

Langt de fleste porfyrer tilhører TIB2, men mod syd findes et mindre område med TIB1-porfyrer. Det er senere delt i en sydlig del (Nås-Tyfors-området) og en nordligere del omkring Venjan af intruderende granitter fra både TIB1 og TIB2. Hjelmquist skelnede i sin tid mellem en nedre og en øvre Dalaserie. Den nedre Dalaserie omfattede ud over de ovennævnte TIB1-porfyrområder også mange af de perifert beliggende kvartporfyrområder mod vest og nord, men moderne dateringsmetoder har vist at disse tilhører TIB2.

Dala-porfyrer dækker store områder især i det centrale Dalarna strækkende sig ind i Härjedalen og Orsa Finmark mod nord og ind i Trysil-området i Norge mod vest. Der angives et areal på ca. 6000 km2 i Dalarna, og herudover er et område på ca. 5000 km2 dækket af Dala-sandsten. Tykkelsen af porfyrlagene menes at være flere hundrede meter. Når der er så store områder med bevarede suprakrustale bjergarter skyldes det, at hele området er forskudt i dybden i forhold til tilgrænsende områder og derfor har undgået erosionens destruktive kræfter.

Andre bjergarter fra Dalarna

Man finder tre forskellige typer af mafiske bjergarter i Dalarna: Särnadiabas, Åsbydiabas og Öjebasalt, som ofte kaldes Öjediabas.

Et lille område med en nefelinsyenitisk intrusiv bjergart i Särnakvartsporfyren er langt yngre end de andre Dala-bjergarter - den har en alder på ca. 280 Ma. Forbundet med denne såkaldte Särnait er vidt udbredte gange af Särnatinguait.

Ældre sedimentære bjergarter end den jotniske sandsten har også stor udbredning i Dalarna. I princippet falder de uden for dette site's rammer, men trods dette vil to typer blive omtalt, fordi de har så tydelig relation til nogle af de krystalline bjergarter. Det drejer sig om Digerbergaflejringer og agatkonglomerat.

Dala-granitter

Dala-porfyrer

Andre Dala-bjergarter

Hjelmquist, S.,1966: Beskrivning till berggrundskarta över Kopparbergs Län. SGU Ca. 40

Hjelmquist, S, 1982:The porphyries of Dalarna - Central Sweden. Sveriges geologiska undersokning Serie c nr 782

Ripa, Magnus och Lena Persson: Kartområdena 14E Mora NV och SV

Ripa, Magnus m. fl, 2012: Beskrivning till berggrundskartan Västra delen av Dalarnas län. Sveriges geologiska undersökning 2012

T. Lundqvist, J.-O. Svedlund, S. Snäll & E. Jonsson: Älvdalens porfyrberggrund – nya observationer. SGU-rapport 2011:2

Lundqvist, T m.fl., 2004: Berggrundsgeologiska nyheter i Siljansområdet. SGU-Rapport 2004:11

Nyström, J.O.,1999: Dalavulkaniternas bildning och tektoniska miljö. SGU projekt 03-889/96

Svedlund & Lundqvist 2010: Fynd af bergarter bildade vid meteoritnedslaget i Siljansområdet. SGU-rapport 2010:21

Spicar, Erich: Several recently discovered supposed astroblemes in Dalecarlia, Sweden, version 4

Johansson, Sara: Geoturism i Siljansområdet

Lundqvist & Svedlund, 2008: Provsamlingen i Älvdalens Nya Porfyrverk - geologiska beskrivningar. SGU-rapport 2008:1