Åsbydiabas findes i et stort antal gange i det nordlige Dalarna. Gangene forløber overvejende NNV/SSØ og skærer igennem sandstensområderne, hvorfor de benævnes som postjotniske. Det er en isotropisk bjergart bestående overvejende af augit og plagioklas, men olivin og magnetit indgår også. Teksturen er egentlig intergranulær, men kaldes oftest ofitisk, idet denne betegnelse tit benyttes i en udvidet betydning i forhold til den oprindelige. Åsbydiabas er som regel mellemkornet, så de enkelte plagioklaslister kan tydeligt ses med det blotte øje, mens olivinindholdet ofte forårsager, at områderne mellem plagioklasen forvitrer og efterlader små fordybninger.

Hovedforekomsten er en ca. 80 km lang stedvist afbrudt gang, der strækker sig fra området omkring Venjan i syd til Mossiberg i nord. Gangens bredde varierer fra få hundrede meter til ca. 4 km.

Åsbydiabas er opstået ca. 1.27 Ga i et intracratonisk riftmiljø, som herskede på denne tid, før Rodinia begyndte at samle sig. Også andre steder i Baltica var der extensionsmiljø, som førte til magmatisme, fx Vaggerydsyenit i Småland og bimodal magmatisme i Telemark.

Det er ikke kun i Dalarna, man finder mafiske gang- og dybbjergarter af samme type som Åsbydiabas. I Ångermanland kendes den som Ulvödiabas. Også i Härjedalen, Jämtland,, Sydvestfinland og Norge findes lignende bjergarter. Følgelig er bjergartens værdi som ledeblok begrænset. Samlet kaldes forekomsterne med samme alder som Åsby- og Ulvödiabas for "Central Scandinavian Dolerite Group" (CSDG). Särnadiabas er også en del af denne gruppe, men adskiller sig fra mængden ved at være augitporfyrisk.

Åsbydiabas kan forveksles med den norske nefelinsyenit, foyait, fra området nord for Larvik. Imidlertid indeholder den ikke nefelin, og mangler desuden foyaitens typiske ensretning af feldspatkornene. Det er også et godt kendetegn, at Åsbydiabas i modsætning til nefelinsyenit ofte indeholder magnetit og altså er magnetisk. Grove typer vil også kunne forveksles med nogle former for Osloessexit.