I Vendsyssel Stenklubs strandstensgalleri har man i mange år kunnet se en Ålandsgranit med gadolinit. Det specielle ved denne sten er, at der ud fra et delvist borteroderet mineral radiært udstråler mørke brudlinier. Stenen tilhører Henrik Arildskov, og jeg kan huske, at han for år tilbage ved et Folkeuniversitetskursus spurgte Erik Schou Jensen, hvad dette fænomen skyldtes, og svaret var "gadolinit". Gadolinit er et grønt til brunt mineral, der har sammensætningen (Ce,Y)2FeBe2Si2O10. Da gadolinit er radioaktivt, bliver krystalstrukturen i mineralerne i de nærmeste omgivelser nedbrudt. Herved kommer mineralerne til at fylde mere, og der opstår radierende sprækker i bjergarten - populært kaldet en "hønserøv".

Mange husker sikkert, at vi også fandt "hønserøve" i stenbruddet ved Olsker, da vi var på tur til Bornholm for to år siden, og på museet "Naturbornholm" var der opstillet en stor blok med meget smukke eksempler. Og så er den historie vel ikke længere! Jo, det er den i høj grad. På Hans Dieter Zimmermanns seneste Folkeuniversitetskursus fortalte han, at han sammen med en specialestuderende fra Geologisk Institut på Århus Universitet havde undersøgt talrige prøver af bornholmsk pegmatit uden at finde det mindste spor af gadolinit. Zimmermanns fornemmelse var, at det i stedet var et andet radioaktivt mineral "allanit", der var på spil.

Allanit er et mineral af epidotgruppen, som indeholder mange af de sjældne jordarter og har formlen A2M3Si3O12[OH], hvor A er Calcium, Strontium eller sjældne jordarter mens M er aluminium, jern, mangan eller magnesium. Lige som gadolinit indeholder allanit desuden spor af Thorium og Uran. Det er alfa-stråling (heliumkerner) fra disse to grundstoffer, der nedbryder krystalstrukturen og kan medføre, at der enten kommer radiære sprængninger (hønserøv) eller en bleg halo omkring allanitkornene. I en billedtekst til et foto af en "hønserøv" i Geoviden 2010-2 nævnes også allanit som det radioaktive mineral, der er årsag til fænomenet, men gadolinit-spøgelset dukker op igen i Geoviden 2010-4, som netop omhandler radioaktivitet i danske bjergarter. Her anføres, at en allanit-varietet, gadolinit, findes som store, sorte krystaller i Hammergranit. Alle andre steder anses de to mineraler dog for at være væsensforskellige, så mon ikke denne ellers elegante løsning på problemet er for letkøbt? Hvad så med rapakivien? Både allanit og gadolinit findes i små mængder i rapakivier, dog med allanit i størst mængde. I Lemlandgranit og Åvagranit, som ikke er rapakivibjergarter, men som har en kemisk sammensætning, som er næsten identisk med disse, findes "hønserøve" omkring allanitkorn. Mon ikke vi bør revidere teksten til Henriks sten?

Allanit blev opdaget af mineralogen Giesecke i 1810 og opkaldt efter den skotske mineralog Thomas Allan. Typelokaliteten er Aluk-øen i Grønland.