Det grundfjeldsområde som kaldes Det Baltiske Skjold er vores absolutte hovedleverandør af ledeblokke og mere ubestemmelige sten og blokke. Som det ses på oversigtskortet herunder, omfatter skjoldet det meste af Finland og Sverige samt den sydlige del af Norge.
Det baltiske skjold består af blottet prækambrisk grundfjeld, som er nederoderet, så overfladen danner en nogenlunde jævn flade, som i større eller mindre grad er dækket af kvartære aflejringer.
Mod nordvest grænser det op til den kaledoniske foldebjergkæde. Mod sydøst går grænsen ved Sorgenfrei-Tornquist-zonen, som er en forkastningszone, der strækker sig helt ned til Sortehavet. Sydvest for denne zone har vi bl. a. Danmark, og her ligger grundfjeldet forskudt mange km nede og er dækket af sedimenter. Mod sydøst fortsætter det baltiske skjold jævnt over i den østeuropæiske platform, men grundfjeldets overflade skråner og dækkes i tiltagende omfang af sedimenter, som nogle steder er dækket af havet (Østersøen), men som andre steder dukker frem: Øland, Gotland, de baltiske lande mv.
Den arkaiske provins med de ældste dele af det baltiske skjold finder man mod nordøst, hvor mange af bjergarterne er mere end 2,5 Ga og altså stammer fra den epoke i Jordens historie, som vi kalder Archaikum (3,8 Ga – 2,5 Ga).
Langs den sydvestlige rand af denne Arkæiske provins samt i enklaver inde i den finder man vulkanske og sedimentære bjergarter med en tidligtproterozoisk alder (2,45-1,95 Ga). Det drejer sig om den karelsk-lapponiske provins, Petjenga-Varzugabæltet og det såkaldte granulitbælte.
Blokke fra disse ovennævnte områder ses aldrig i Danmark og vil ikke blive yderligere omtalt her.
Helt enighed om nomenklaturen er der ikke. Nogle vil sammenfatte de ovenfor nævnte tidligtproterozoiske områder med Det Svecofenniske Domæne (som så kaldes den svecofenniske delprovins) under navnet den svecokarelske provins. Der redegøres fint for ueingheden om nomenklaturen i "Högdahl, Andersson and Eklund. 2004: The Transscandinavian Igneous Belt (TIB) in Sweden"
Sydvest for denne ældste kerne finder vi Det Svecofenniske Domæne som konsolideredes i perioden 1,9-1,8 Ga. Den består overvejende af metamorfe bjergarter, men der er mange granitiske intrusioner, hvoraf mange er af svecofennisk alder, mens andre tilhører de såkaldte rapakiviintrusioner, som er flere hundrede år yngre.
I området op mod Det Arkæiske domæne er de svecofenniske bjergarter lejret oven på arkæisk grundfjeld, som i nogle enklaver når op til overfladen.
Langs den sydvestlige grænse af Det Svecofenniske Domæne kommer så et område, hvor metamorfe bjergarter stort set er fraværende og hvor billedet domineres af granitter og porfyrer. Dette område kaldtes oprindeligt det transskandinaviske granit/porfyr bælte, senere det transskandinaviske magmatiske bælte, ofte forkortet til TMB eller TIB efter den engelske betegnelse (transscandinavian igneous belt). Bjergarterne her har en alder på 1,84-1,65 Ga.
I den lille Blekinge/Bornholm-provins syd herfor finder man granitter med en alder på ca 1,4 Ga. I Blekinge er de intruderet i et ældre grundfjeld (ca. 1,7 Ga) mens de på Bornholm er alene på banen.
Sydvestsverige og Sydnorge danner det komplicerede Sydvestskandinaviske Domæne, som består overvejende af bjergarter, som blev meget kraftigt deformerede under den sveconorvegiske orogenese i perioden 1,14-0,91 Ga.
Endelig har vi Oslofeltet, som dannedes i en riftzone fra sen Carbon til tidlig Trias.
Skåne er et kapitel for sig og betår overvejende af phanerozoiske sedimentære bjergarter, men billedet kompliceres af Tornquist-Sorgenfreizonen, som skærer gennem Skåne.
Uden for denne tidsmæssige inddeling har vi nogle kategorier, som falder uden for denne inddeling: Alkaline og carbonatitiske komplekser og bjergarter dannet i forbindelse med meteoritnedslag.
