Første trin, når man skal bestemme, hvad det er for en bjergart, man har med at gøre, er at afgøre, om det er en magmatisk, metamorf eller sedimentær bjergart. Mellem disse bjergartstyper er der forskelle i mineralsammensætning, tekstur/struktur og steder, de forekommer.

A: Magmatiske bjergarter

Magmatiske bjergarter er dannet ved størkning af magma, som er opsmeltet materiale i Jordens skorpe. Størkningen kan foregå dybt under Jordens overflade, tæt på Jordens overflade eller på Jordens overflade. Ud fra dette kriterium kan man opdele magmatiske bjergarter i tre typer:

• Dybbjergarter = plutonitter. Holokrystalline bjergarter, hvor mineralkornene sidder i "puslespilmønster". De tenderer til at være grovkornede, fordi størkningen er sket langsom. De er almindeligvis isotrope (opbygningen ens i alle retninger) - dog kan flydestruktur optræde. Kan være enskornede eller porfyriske.
• Dagbjergarter = vulkanitter. Hvis magmaen når Jordens overflade og strømmer ud som lava inden den størkner fås finkornede - evt. glasholdige - bjergarter, som ofte har strøkorn bestående af de krystaller, der var i magmaen. Der kan være gasblærer, som evt. senere er opfyldt med andre mineraler og derved blevet til mandler. Også disse bjergarter er isotrope , men kan dog have flydestruktur..
  Ved eksplosive vulkanudbrud dannes en række forskellige bjergarter fra ignimbritter til tuf. Disse bjergarter har i varierende grad karakter af at være sedimentære bjergarter.
• Gangbjergarter = subvulkanitter. Placerer sig mellem plutoniske og vulkanske bjergarter.

B: Metamorfe bjergarter

Metamorfe bjergarter er karakteriserede ved forekomsten af nye mineraler, som dannes i bestemte metamorfe facies. Som et eksempel kan nævnes granater i mafiske bjergarter, som har gennemgået metamorfose i øvre amfibolitfacies (bemærk dog at der også kan være granater i magmatiske og sedimentære bjergarter). Endviderevil metamorfe bjergarter oftest være anisotrope (forskellig opbygning og fysiske egenskaber i forskellige retninger) - undtagelser forekommer.

Disse ændringer i bjergartens mineralsammensætning og tekstur/struktur sker mens bjergarten er i fast form. Bliver påvirkningerne så ekstreme, at begynder at ske en delvis opsmeltning dannes migmatitter.

Metamorfe bjergarter er dannet ved tryk og/eller temperaturbetingede ændringer af eksisterende magmatiske, sedimentære eller metamorfe bjergarter dybt i Jordens skorpe. Grænsen mod diagenese, som er tilsvarende processer højt i jordskorpen, er ikke skarp.

Ved metamorfose kan der som nævnt ske ændringer både af bjergarternes mineralsammensætning og struktur. Man skelner mellem flere former for metamorfose, som evt. kan kombineres:

• Kontaktmetamorfose (eller termal metamorfose), som er udløst af temperaturændringer. Kontaktmetamorfose ses omkring større magmaintrusioner og foregår ved høj temperatur, men ret lavt tryk. Ved de mineralomdannelser der herved finder sted kan fx. lerholdige sedimentbjergarter omdannes til hornfels.
• Dynamisk metamorfose, som udløses af spændinger i jordskorpen. Ved dynamisk metamorfose dannes folder, lineations- og foliationsstrukturer, hvis det foregår på mere end ca. 10 km's dybde. Højere oppe i jorskorpen er bjergarterne for sprøde til at kunne deformeres og der opstår i stedet forkastninger og bruddannelser.
• Regionalmetamorfose, som er betinget af samtidige ændringer af tryk- og temperaturforhold - almindeligvis over udstrakte områder i forbindelse med bjergkædedannelse. Ved regionalmetamorfose afhænger forandringerne af hvilke tryk- og temperaturkonstellationer, der hersker - man taler om forskellige metamorfe facies, som er navngivet efter hvilke mineraler der er typiske netop dette tryk/tp-område, fx. amfibolitfacies.
• Retrograd metamorfose: Forandringer, der optræder ved aftagende temperatur og tryk.

C: Sedimentære bjergarter

Sedimentære bjergarter er først og fremmest karakteriserede ved at være lagdelte - dog også her er der undtagelser.

De er dannet på eller tæt ved Jordens overflade af materiale, der ved forvitringsprocesser er frigjort fra eksisterende magmatiske, metamorfe eller sedimentære bjergarter. Efter kortere eller længere transport er disse materialer aflejret og siden kittet sammen ved diagenese. Endelig kan der evt. ske en kompaktering grundet vægten af ovenpå lejret materiale.

Som følge af tilblivelsesmåden er mønstret (teksturen) i sedimentære bjergarter et såkaldt rullestensmønster, hvor mere eller mindre afrundede "boller" ligger tæt op ad hinanden, men kun berører hinanden i kontaktpunkter. Mellem disse boller, som kan have meget forskellige størrelser har vi det materiale, der kitter bjergarten sammmen - det kan fx. være kvarts eller calcit.

Ud over de ovennævnte egentlige sedimentære bjergarter regnes også bjergarter, som er dannet ved kemisk udfældning, ved inddampning eller ved aflejring af materiale stammende fra levende organismer som sedimentære bjergarter.

Læs også Henning Sørensens artikel om bjergarter i "Den Store Danske"

Som omtalt under sedimentære bjergarter omdannes de forskellige bjergarter altså til hinanden. Det foregår i det man kalder 'Det geologiske kredsløb', som kan anskuleliggøres i mere eller mindre simple figurer: