Som nævnt i artiklen om gadolinit og allanit blev sidstnævnte mineral opdaget af Karl Ludwig Giesecke. Hans livshistorie er så spændende, at den fortjener sin egen lille artikel.
Han blev født i Augsburg i 1761 som Johann Georg Metzler, men da han begyndte at studere jura ved universitetet i Göttingen tyve år senere, havde han af ikke helt klarlagte grunde taget navneforandring til Karl Ludwig Giesecke. Juraen måtte hurtigt vige pladsen til fordel for mineralogien, som Giesecke med stor iver studerede i et par år under den berømte J. F. Blumenbachs vejledning.
Selv om det hovedsageligt var som mineralog, at Giesecke kom til at gå over i historien, tog hans liv imidlertid en helt anden retning i de næste 15 år. Han ernærede sig som sanger, skuespiller, musiker, komponist og tekstforfatter i Wien. Det påstås, at han skrev store dele af librettoen til Mozarts opera "Tryllefløjten", mens andre mener, at det var hans direktør E. Schikaneder, der var ophavsmanden. Jeg vil ikke gå nærmere ind på dette kapitel af Gieseckes virke.
I slutningen af århundredet begyndte interessen for mineralerne igen at få overtaget. Han rejse målbevidst rundt i Europa og kontaktede den tids mest berømte videnskabsmænd. Med sit beskedne og behagelige væsen og sin ihærdighed fik han mange venner med stor indflydelse. Han samlede og handlede med mineraler, som på den tid var i høj kurs. Bl. a. indsamlede han mineraler til den kongelige prøjsiske mineralsamling i Berlin, hvorefter han titulerede sig "Königlicher Preussischer Bergrat". Han besøgte i 1804 Uppsala, hvor han bestemte mineralerne i en stor samling med uordnede mineraler. Herfor modtog han et stort honorar og blev medlem af Videnskabernes Selskab i Uppsala.
Det blev dog hans kontakt med den videnskabsinteresserede danske prins Christian (senere Christian VIII), der skulle blive bestemmende for hans liv i årene frem til 1813. I første omgang blev Giesecke i 1805 sendt på en ekspedition til Færøerne, hvor han i løbet af 5 uger besøgte næsten alle øerne og indsamlede mineraler, specielt zeolither, og senere på året var han i Norge på mineraljagt.
I 1806 blev han sendt til Grønland. Det var meningen, at han i løbet to og et halvt år skulle rejse rundt i landet og foretage indsamling af mineraler. I mellemtiden blev hans egne samlinger opbevaret i St. Petri præstegård i København, hvor de desværre blev tilintetgjort ved Københavns bombardement i 1807.
Krigstilstanden var også skyld i, at det var umuligt for Giesecke at få skibslejlighed hjem før 1813, og oven i købet blev et skib, som fragtede hans indsamlede materiale fra de to første år hjem, kapret af englænderne. Byttet blev opmagasineret i et pakhus i Skotland og solgt på auktion for en slik, kort før Giesecke vendte hjem.
I de syv år, som Giesecke tilbragte i Grønland, gennemrejste han den 2000 km lange kendte del af den grønlandske kyststrækning fire gange. Rejsen foregik på hundeslæde, til fods og pr. konebåd. På grund af krigen udeblev forsyningerne fra København, og ammunitionen slap op, så jagten led, og hungersnøden sneg sig ind, men han fortsatte arbejdet utrætteligt. Han indsamlede selvfølgelig mineraler og beskrev geologiske forhold, men opsamlede også zoologiske, botaniske, meteorologiske og etnografiske data og skrev artikler herom.
Før hans rejse kendte man kun 20-30 grønlandske mineraler. Dette antal blev nu fordoblet. Han fandt nye mineraler såsom eudialyt, arfvedsonit, sodalit og sapphirin. Kryolit var kendt i forvejen og bragt til Europa som kuriositeter af missionærer og andre grønlandsfarere, men Giesecke fandt hovedforekomsten ved Ivigtut.
Allanit (som er årsagen til, at denne lille artikel ser dagens lys) fandt han på den sydligste del af den grønlandske østkyst. Mineralet blev beskrevet i 1811 af Thomas Thomson og blev opkaldt efter Thomas Allan, som vi vender tilbage til om lidt.
De dele af hans indsamlede materiale, som ikke blev opbragt af englænderne, deltes ud til mange museer i Europa, og en stor del har fundet deres blivende sted på Geologisk Museum i København, lige som en del af samlingen gik til Herlufsholm.
Da Giesecke endelig i august 1813 kunne rejse hjem, gjorde han ophold i Leith i Skotland, hvor han erfarede, at hans opbragte samling var blevet solgt på auktion en måned forinden til den skotske bankmand og mineralog Thomas Allan for 40 £. Det var billigt, når man tager i betragtning, at alene kryolitstykkerne blev vurderet til 5.000 £. Giesecke blev gæstfrit modtaget af Allan og opholdt sig hos ham i mange uger. Allan lod ham portrættere af den skotske maler Sir Henry Raeburn. Allan foreslog ham også at søge et netop opslået professorat i mineralogi ved Dublins Universitet. Det gjorde han, og stillingen blev hans for næsen af mange andre kendte mineraloger.
Efter en kort tur til Danmark, hvor han blev udnævnt til Kommandør af Dannebrog, helligede han sig sit professorat i Dublin og blev også leder af The Royal Dublin Society's mineralsamling, som han selv begavede med en stor samling af de indsamlede grønlandske mineraler. Han tog igen navneforandring - denne gang dog knap så drastisk - til Charles Lewis Giesecke. Lysten til større ekspeditioner havde forståeligt nok fortaget sig, men det blev til flere indsamlingsrejser i Irland og til rejser rundt i Europa, hvor han bl. a. forærede 832 mineraler til den østrigste kejser. Som betaling modtog han 1.000 dukater og en diamantbesat guldsnustobaksdåse. En gave til Det Østrigske Kejserlige Naturhistoriske Museum i form af et stykke af den netop nedfaldne Tipperary-meteorit fik åbnet dørene til Johann Wolfgang von Goethe, som skønt mest kendt for sin litterære indsats også var en kendt og begavet naturvidenskabsmand. Han fik lov til at forære Goethe en samling mineraler og blev belønnet med et medlemskab af Jenas Mineralogiske Selskab. Han var således en internationalt anerkendt og skattet naturvidenskabsmand, da han døde pludseligt i marts 1833.
Gieseckes betydning for dansk geologi består især af den omhyggelige og omfattende indsamling af mineraler fra Grønland. Han efterlod Grønland som et af de geologisk bedst beskrevne områder på sin tid. Han skrev aldrig nogen afhandling på dansk, selv om han mestrede dette sprog - som det i øvrigt også var tilfældet med tysk, italiensk, engelsk, ungarsk og inuit! Mange grønlandske lokaliter er opkaldt efter ham: Gieseckes Bjerge på Gauss Halvø, Gieseckes Dal på Disko, Giesecke Isfjord ved Upernavik mm. Et mineral fra Igalikofjorden ved Julianehåb, Gieseckit, fik også hans navn, men desværre har det siden hen vist sig blot at være et nedbrydningsprodukt af muskovit og ikke noget selvstændigt mineral.
Kilder:
Som reaktion på artiklen om Karl Giesecke i julinummeret af Stendyngen har Hans Kloster fra Københavns Stenklub venligst oplyst mig om at CNMNC i september 2010 anerkendte et mineral, Carlgieseckeit- (Nd), som er fundet i Kvanefjeldet i Grønland. Dermed har den tysk/dansk/irske mineralog fået en anerkendelse, som han så rigeligt har fortjent. Mineralet tilhører det trigonale system og har formlen NaNdCa3(PO4)3F. Det indeholder altså metallet neodynium. Det er en af de såkaldte "sjældne jordarter", som egentlig ikke er så sjældne endda, og som retteligt burde kaldes lanthanider efter det første grundstof i gruppen. De sjældne jordarter har påkaldt sig meget opmærksomhed de seneste år, fordi de hver for sig har fundet mange specielle anvendelser inden for moderne teknologi. Eksempelvis anvendes neodynium i permanente supermagneter i en legering med jern og bor (Nd2Fe14B). Herved kan magneter i elgeneratorer gøres meget lettere, hvilket f. eks. har stor betydning i vindmøller. I nogle af de store havvindmøller er der mere end et ton neodynium. Langt de fleste af de sjældne jordarter udvindes i Kina, og der er betydelig frygt for, at Kina vil udnytte sit nær-monopol strategisk. Det er derfor af betydelig interesse, at der på Grønland også er betydelige forekomster af sjældne jordarter.
