Den Store Danske:

Weichsel-istid, Weichsel-glacialtid, den sidste af de kvartære istider; strækker sig fra ca. 117.000 til 11.500 år før nu. Den præges af adskillige nedisninger, hvoraf tre er kendt fra Danmark, og mellemliggende perioder med tundra og arktiske forhold, såkaldte interstadiale perioder.

Et brat havniveaufald og skift til arktiskprægede marine forhold i Nordjylland markerer overgangen fra Eem-mellemistiden til Tidlig Weichsel. Den tætte skov afløstes af træløs tundra afbrudt af to perioder med indvandring af en åben birk- og fyrdomineret vegetation (Brørup-Odderade-interstadialerne).

Under Mellem Weichsel (75.000-25.000 år før nu) nåede de første gletsjertunger fra Østersølavningen vestpå til Jylland, mens de marine forhold i Nordjylland vekslede mellem højarktiske og arktiske med vidnesbyrd om kalvende isbjerge. Mellem nedisningerne fandtes på land en krybende tundravegetation, den såkaldte mammutsteppe.

Hovednedisningen fandt sted i Sen Weichsel, da isstrømme først fra Sydnorge, derpå fra Mellemsverige og til sidst fra Østersøen nåede Danmark. Kun området vest for hovedstilstandslinjen forblev isfrit.

Landisens afsmeltning i Senglacialtid betød en stigning i havniveau, og et arktisk hav, Yoldiahavet, dækkede sent i Weichsel Nordjylland og trængte sydpå ned gennem Kattegat, hvilket fik rester af landis til at flyde bort som isbjerge.

Den træløse tundra fandt rodfæste indtil udgangen af Weichsel, dog etableredes en åben og spredt vegetation af birk og fyr under Bølling- og Allerødtid.