Den Store Danske:

Ledeblokke, løse sten, der ved karakteristisk farve eller mineralsammensætning er genkendelige, og hvis oprindelige hjemsted, dvs. det sted, hvor stenen findes som fast fjeld, kan fastslås. De er transporteret bort dérfra af naturkræfter, især af gletschere. Ledeblokke har siden 1880 været brugt af tyske, hollandske, polske, russiske og danske forskere for at fastlægge bevægelsesretninger i istidens nordeuropæiske indlandsis. Moræneaflejringer afsat af forskellige isfremstød har ofte kunnet kendes fra hinanden ved forskelligt indhold af ledeblokke. Ledeblokforskningens pioner i Danmark var V. Milthers, der i 1909 anbefalede at eftersøge nogle få typer ledeblokke, et udvalg, der kun udgør 0,2% af alle sten i Danmark. Som følge af denne begrænsning var det for tidskrævende at søge efter ledeblokke direkte i moræneaflejringerne. I stedet talte han løstliggende sten i markbunker, på strande og i grusgrave, hvor sten fra forskellige moræneaflejringer findes mellem hinanden. Dette er hovedårsagen til, at metoden anses for usikker og ikke er anvendt siden 1950.

Den tyske geolog Julius Hesemann (1901-80) arbejdede i 1931 med ca. 200 typer ledeblokke og kunne dermed hjemstedsbestemme 6-8% af alle nordtyske sten. Brugen af Hesemanns blokudvalg er begyndt i Danmark efter 1988.