QAPF diagrammet er et rhombeformet diagram, som består af to ligesidede trekanter, som hver især er et såkaldt trekantdiagram.

Et trekantdiagram bruges, når man har en blanding af tre elementer, som da ifølge sagens natur tilsammen udgør 100%. Hvis man lader de tre hjørner i trekanten repræsentere hvert sit element, vil ethvert punkt inde i eller på kanten repræsentere et bestemt blandingsforhold mellem de tre elementer.

I den øverste trekant i QAPF-diagrammet er de tre elementer kvarts (Q), alkalifeldspat (A) og plagioklas (P). Det betyder, at man kan anbringe alle bjergarter, som består af disse tre bestanddele på et bestemt punkt i trekanten. Det er der imidlertid ikke mange (om nogen) bjergarter der gør, idet man næsten altid tillige har en større eller mindre mængde mørke mineraler. Man gør så det kunstgreb at se bort fra disse mørke mineraler - dog under forudsætning af at de ikke udgør over 90% af bjergartens samlede vægt. Hvis de mørke mineraler udgør mere end 90% kan man ikke anvende QAPF-diagrammet.

Men nu er der jo også er bjergarter, som indeholder nefelin og/eller andre feldspatoider. Det snedige er nu, at disse bjjergarter aldrig indeholder kvarts, så de kan anbringes i et trekantdiagram med hjørnerne foider (F), alkalifeldspat (A) og plagioklas (P). Da de to trekantdiagrammer altså har en fælles side, kan man kombinere de to trekantdiagrammer, så man får en dobbelttrekant, hvori alle ikke-ultramafiske, magmatiske bjergarter kan placeres - med enkelte eksotiske undtagelser så som carbonatitter o. l.

Det var schweizeren Albert Streckeisen, der "opfandt" dobbelttrekanten, som også ofte omtales som Streckeisendiagrammet.

Der findes en dobbelttrekant både for plutonitter og vulkanitter. Der er også forenklede feltdiagrammer, som man ofte må nøjes med at anvende, når man ikke har mulighed for tyndslibsundersøgelser eller andre sofistikerede undesøgelsesmetoder.

Systemet er ikke uden svagheder. Det hviler på en vurdering af den modale sammensætning af bjergarten (mineralsammensætningen) i modsætning til den normative sammensætning (kemiske sammensætning). For dybbjerarters vedkommende vil den modale sammensætning mest nøjagtigt kunne bestemmes ved undersøgelse af et tyndslibspræparat under polarisationsmikroskop. Men hvad så med perthitisk alkalifeldspat? Perthit er størknet som alkalifeldspat, men sidenhen under de langsomme afkøling delvist afblandet til mere kaliumrig alkalifeldspat og plagioklas. Så vidt jeg forstår skal perthit regnes som alkalifeldspat med mindre der er særlig store og velafgrænsede elementer af plagioklas til stede. Det kan give anledning til uenigheder. Fx. havde fremtrædende geologer gennem mange år konstateret at larvikit ikke indeholdt plagioklas. Så kom Tom Barth på banen i 1945 og påstod, at der altid var plagioklas i larvikit - faktisk mellem 20 og 40%. Man må konstatere, at de gode herrer har benyttet forskellige kriterier, når de kikkede på tyndslib.

Et andet svagt punkt gælder vulkanitter. Her er det jo ikke muligt at lave en sikker vurdering af den modale sammensætning. Dels er grundmassen for finkornet og dels består en væsentlig del af den ofte af glas. Her benytter men i stedet ofte det såkaldte TAS-diagram, som hviler på en kemisk bestemmelse af bjergartens sammensætning.