Det var statsgeologen Fredrik Svenonius, som i 1887 gennemførte de første geologiske undersøgelser af Dellensøerne. Han fandt en bjergart, som han syntes havde ligheder med bjergarter fra Andesbjergene i Sydamerika og gav den derfor navnet andesit. For at få den nøjere undersøggt kontaktede han W. C. Brøgger, som i 1896 konkluderede, at det var en overgangstype mellem dacit og rhyolit, og han gav den sit eget navn dellenit. Han påpegede dog, at dellenit på væsentlige punkter adskilte sig fra andre bjergarter, der var trængt frem fra Jordens indre.

Så sent som i 1967 fastslås det i P. H. Lundegårdh: "Berggrunden i Gävleborgs Län" uden forbehold, at Dellensøerne er opstået ved sammenstyrtninger i grundfjeldet forårsaget af en vulkanisme, som antagelig fandt sted i Tertiærtiden, nærmere bestemt Miocæn.

Siden er man som bekendt blevet klar over, at Dellensøerne og den specielle bjergart, som har beholdt sit navn dellenit, er resultatet af et meteoritnedslag, som man har tidsbestemt til 89±2,7 Ma. Nedslagsområdets grundfjeld består af kraftigt omdannet tidligtorogen svecofennisk granit, kaldet Ljusdalgranit.

I dag ses resterne af meteorkrateret som en fordybning i landskabet, som har en diameter på ca. 20 km og en dybde på 350 m. Den er fyldt med kvartære aflejringer og Dellensøerne. En mindre blotning med dellenit ses centralt i området, og i den perifere del ses omdannet og opsprækket grundfjeld. Mange steder ses løsblokke af impactitter af lidt forskellige typer. De fleste er impactbreccier, men sueviter, som indeholder smeltet materiale findes også. Af impactbreccier findes to typer: en gråsort, mørk type, som stammer fra Nord-Dellen og en brunlig, som kommer fra Syd-Dellen.

Interessant er det, at man er i færd med at lave undersøgelser af, om det kan lade sig gøre at udnytte den termiske energi dybt i skorpen gennem de sprækker, som meteoritnedslaget har medført.