Locknemeteoritten slog ned i Ordovicium og ramte et hav på ca. 500 m's dybde. Havbunden bestod af nedslidt granitisk grundfjeld (det prækambriske peneplan) hvorpå var lejret et sedimentlag på ca 80 m, bestående af 30 m kambrisk alunskifer og 50 m orthoceratitkalk fra nedre og mellem-Ordovicium. Meteoritten målte ca. 600 m i diameter, havde en hastighed på 15 km/sek og ramte i en vinkel på ca. 45 gr.

Alt vand blev slynget bort inden for 6 km fra nedslagspunktet. De paleozoiske sedimenter blev også fjernet fra det meste af dette tørlagte areal og i et område herudenfor var belastningen så stor at strukturen i sedimentlaget blev ødelagt, og der dannedes en monomikt kalkstensbreccie kaldet Ynntjärnen-breccie.

Heller ikke det granitiske grundfjeld kunne holde til nedslaget. Der dannedes et indre krater med en diameter på 7,5 km i grundfjeldet. Uden for kanten af dette krater dannedes en lagfølge af sedimenterne, som blev vendt på hovedet og en monomikt, klastsupporteret breccie bestående af grundfjeldsfragmenter - den såkaldte Tandsbyn-breccie.

Vandet kunne naturligvis ikke blive væk fra dette krater. Inden for formentlig ca. 10 sek vendte det tilbage med voldsom kraft og førte med sig en blanding af sedimentære og krystalline fragmenter. De grovere elementer lagde sig nederst og blev til den polymikte Lockne-breccie, som mange steder er matrixsuppporteret og de fine partikler lå øverst og blev til en kalksandstenslignende bjergart, som kaldes Loftarsten.

Da bølgerne havde lagt sig fortsatte de ordoviciske aflejringer, og breccierne blev dækket af Dalby-kalksten med masser af orthoceratitter.