Når man ser på et kort over Ålandsøerne bemærker man, at øgruppen danner et nogenlunde samlet hele, som er gennemkrydset af smalle fjorde og sunde. Dog er der et enkelt større samlet vandområde med en diameter på ca. 10 km i det sydøstlige område. Det er Lumparn, som kun ved snævre passager er forbundet med Østersøen. Man har formodet, at Lumparn var en gravsænkning, og at det var årsagen til at man her havde bevaret de ovenfor nævnte ordoviciske sedimenter, som andre steder på Ålandsøerne var borteroderet.

I 1979 fremsatte amerikaneren G.K. Merrild den teori, at dannelsen af Lumparn skyldtes et meteornedslag, men det var der ikke mange, der troede på. Senere har man dog fundet talrige beviser på at Merrild havde ret. Således har man i randområderne af Lumparn fundet bjergarter, som er typiske for meteornedslag: Granitter med slagkegler, breccier, chokeret kvarts mm. Man har regnet ud at eksplosionskraften svarer til et meteor med en diameter på 550 m, med en hastighed på 12 km/sek og en nedslagsvinkel på 45 gr.

Det har været vanskeligt nøjagtigt at fastslå tidspunktet for nedslaget, men formentlig ligger det omkring 250-450 mill år siden. Det er værd at bemærke at Siljankrateret i Sverige er bestemt til at være 377 mill år gammelt, så Skandinavien var et farligt sted at opholde sig dengang.