Betegnelsen akerit har ført en omtumlet tilværelse. Den definition, som Oftedahl kom med i 1946 er den, vi holder os til her: En finkornet, monzonitisk bjergart, hvor der er betragtelige mængder af såvel alkalifeldspat som plagioklas i vekslende mængdeforhold. Farveindex <30 og kvartsindholdet sædvanligvis <10%. Teksturen er mere eller mindre karakteriseret ved tilstedeværelsen af rektangulære plagioklasindivider, som ofte har en smal rand af alkalifeldspat.
Bjergarter med monzonitisk sammensætning stammer principielt fra riftdannelsens 3. fase, hvor rhombeporfyrer strømmede ud på jordoverfladen, og hvor larvikit/kjelsåsit/lardalit/nefelinsyenit størknede i dybet. Hvor placerer akeriter sig? som gangbjergarter, som overfladenære intrusioner eller blot dele af larvikitintrusioner, hvor størkningsprocessen er forløbet anderledes? Det er svært at finde noget entydigt svar - skulle nogen ligge inde med det, hører jeg gerne!
Navnet blev introduceret af Brøgger i 1890. Han skrev: "Akerit er en syenitisk bjergart beslægtet med larvikit, men afviger fra denne ved at være yngre og meget mere finkornet. Den indeholder orthoklas såvel som plagioklas - sidstnævnte som rektangulære individer med en rand af orthoklas".
I 1898 beskriver han akerit som basisk "grenzfacies" mod nordmarkit og sur grenzfacies mod Osloessexit.
I 1906 kobler han akerit sammen med Osloessexit som 1. generationsbjergarter i Oslofeltet - i 2. generation kommer så larvikit og lardalit, men ikke akerit. Heller ikke i 3. generation, hvor nordmarkit befinder sig, dukker akerit op.
Endelig i 1933 kalder han de basiske akeriter, som findes sammen med Osloessexiter i de gabbroide plugs for essexit-akeriter og alle andre for larvikit-akeriter.
I de følgende årtiden blev klarheden ikke forøget. Shand definerede akerit som en leukokrat monzonit. Johannsen mente, at en monzonit godt kunne være leukokrat og at akeritbetegnelsen afhang af teksturen. Tröger betragtede akerit som et samlenavn for larvikit-akeriter, hvor plagioklas<alkalifeldspat og essexitakeriter, hvor plagioklas>alkalifeldspat - altså i det store hele en bekræftelse af Brøggers 1933-opfattelse.
I 1946 kom Oftedahl så med den definition, som vi bruger her, og som reserverer akeritnavnet til larvikit-akeritter.
Definitionen giver teoretisk mulighed for at adskille de enskornede akeritter fra Oslo-bjergarter med lignende kemisk sammensætning idet larvikit/kjelsåsit jo er mere grovkornede - men hvor går grænsen helt eksakt? en kornstørrelse på 2 mm er nok et rimeligt skud.
Akeritporfyrer er i princippet porfyriske udgaver af akerit, og arver derfor de definitionsmæssige kvaler, der knytter sig til denne bjergart. Den har tilnærmet rektangulære strøkorn af plagioklas/anorthoklas på op til 10 mm i en kornet, kvartsholdig grundmasse, som kan være grålig eller over i det grågrønlige, brunlige eller sjælden rødlige. Strøkorn af mørke mineraler ses også. Plagioklasstrøkornene udgør som regel under 10%. Akeritporfyrerne har deres hovedudbredelse i Bærum-Sørkedal-kalderaen, og findes i 2 hovedtyper: 1) Burud-typen og 2) Egekoll-Høgås-typen (Sæther 1962).
Som løsblokke er akeritporfyrer vanskelige at bestemme. Den finkornede grundmasse gør det umuligt at bestemme den kemiske sammensætning uden laboratorieudstyr. Rhombeporfyrer er selvfølgelig lette at genkende - i hvert fald hvis det er en af typerne med rhombeformede strøkorn. Kvartsporfyrer og kvartssyenitporfyrer har kvartsstrøkorn, og det kan en akeritporfyr med sit lave kvartsindhold ikke have, så der er sagen klar. Felsitporfyrer har en helt tæt evt. fluidal grundmasse og som regel ret små feldspatstrøkorn. Men hvordan skelne akeritporfyrer fra syenitporfyrer og glimmersyenitporfyrer, som det vrimler med i Oslofeltet?
Barth, Tom, 1945: Studies of the Igneous Rock Complex of the Oslo Region II. Systematic petrography of the Plutonic Rocks
Brøgger W. C. 1932: Die Eruptivgesteine des Oslogebietes VI. Über verschiedene Ganggesteine des Oslogebietes. Skr. Norske Videns.-Akad. i Oslo I. Mat.-naturv. Kl. I Nr. 7, 1932
Oftedahl, C., 1946: Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region. VI. On akerites, felsites and rhomb-porphyries. NVAMK
Saether, E., 1962: Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region. XVIII. General investigation of the igneous rocks in the area north of Oslo. NVAMK
