I Oslo-feltet findes et stort antal vulkanske gange med bjergarter af forskellig art. Over 1000 af disse gange er nøjere beskrevet. De består dels af basiske bjergarter, som behandles for sig selv, og dels af intermediære og sure bjergarter. I god norsk tradition er hver lille afart behæftet med sit eget navn, som ikke altid er i overensstemmelse med international nomenklatur - men det er nu sådan, det er!

I dette opslag behandles felsiske bjergarter, som danner gange eller undertiden mere udbredte forekomster. Nogle har tydeligvis relation til calderaerne, men det gælder slet ikke alle. Det kan ikke udelukkes, at nogle af de her omtalte bjergarter er vulkanske overfladebjergarter.

Bjergarter med tydelig ignimbritisk tekstur behandles for sig selv.

Gangrhombeporfyrer/intrusiv rhombeporfyr behandles sammen med rhombeporfyrerne.

Mænait optræder som horisontale gange som gange i de siluriske sedimentbjergarter.

Akerit er en finkornet monzonitisk bjergart, som ofte er porfyrisk.

Syenitporfyrer har i modsætning til akeritporfyrer en syenitisk kemi, men det kan være svært at skelne mellem dem. Nogle er meget finkornede og svære at kende fra felsitporfyrer.

Kvartsporfyrer har en finkornet grundmasse og strøkorn af feldspat og kvarts. Gruppen er ikke ganske velafgrænset - nogle felsitporfyrer har også kvartsstrøkorn, men burde have en mere tæt grundmassse. Både Drammen- og Horn-kvartsporfyr kunne med lige så stor ret - eller bedre - omtales under Oslo-biotitgranitter.

Lestiwarit, Lindøit og Bostonit er lyse, kornede gangbjergarter.

Grorudit, sølvsbergit og tinguait fra Graver har mere eller mindre grønlig grundmasse forårsaget af ægirin.

Kullait er en hybridgangbjergart.