Disse bjergarter har en sammensætning, der spænder fra monzonitisk over syenitisk og granitisk til alkalifeldspatsyenitisk og -granitisk.

Dybbjergarterne i Oslofeltet dannes under de fire såkaldte batholithfaser (se planche herunder), som altså ikke skal forveksles med riftdannelsens 6 stadier:

• 1. batholithfase: Her finder vi bjergarter med en monzonitisk sammensætning. Hovedbjergarten er larvikit, men man kan udskille forskellige typer såsom kjelåsit og tønsbergit. Akerit er en lidt finurlig størrelse, som rangerer et sted mellem dyb- og gangbjergarter. Akerit har også monzonitisk kemi, men en mere finkornet, evt. porfyrisk tekstur. Endelig har vi de nefelinholdige bjergarter lardalit og nefelinsyenit.
• 2. batholithfase: Her har vi at gøre med rigtige granitter. Fællesbetegnelsen er biotitgranit I - ettallet er med for at fortælle, at de er de ældste af slagsen. Drammen-granit er den helt dominerende i denne gruppe, men har mange forskellige fremtoningsformer. Næststørste forekomst er Finnemarka-granit.
• 3. batholithfase: Her finder vi syeniter, kvartssyenitter, alkalifeldspatsyenitter og alkalifeldspat. Hovedbjergarten er nordmarkit, som er en alkalifeldspatsyenit/kvartssyenit. Den har overgange mod alkalifeldspatgranitten Ekerit og mod den biotitholdige syenit Grefsen-syenit og den kvartsfri og evt. nefelinførende pulaskit
• 4. batholithfase: Biotitgranit II: Små forekomster af kvartsfattige og finkornede granitter.