Svens StrandstensSite
Oslofeltet - Rhombeporfyr

Rhombeporfyr er vel nok Oslofeltets mest karakteristiske bjergart. Det specielle ved bjergarten er feldspatstrøkornenes karakteristiske rhombeformede facon. Bjergarter af tilsvarende type findes så vidt vides kun to andre steder på Jorden: Antarktis og den østafrikanske riftdal.

I Oslofeltet findes rhombeporfyr på nuværende erosionsniveau i to store områder, Vestfold og Krokskogen samt flere mindre, hvoraf kan nævnes Brumunddal, Skrukkelia, Gran, Nittedal, Drammen, Eiker, Modum, Jeløya, Skrim, Brunlanes og Skien.

Rhombeporfyrerne blev dannet i perioden 292-275 Ma. Man regner med, at lavaen strømmede ud gennem spaltevulkaner og at lavaen kom fra store magmakamre på overgangen mellem skorpe og kappe. Magmaen havde en anden sammensætning end den basaltiske med større indhold af Si, Na og K samt mindre Fe og Mg. Man har regnet ud, at de mere end 50 udbrud i Vestfold er sket over en periode på 10 mill år, hvilket betyder, at der var ca. 200.000 år mellem hvert udbrud. I Krokskogen blev der afsat 22 lavalag i løbet af 14 mill. år, hvilket giver et interval mellem udbruddene på 600.000 år. Den del af magmaen, som ikke strømmede ud på jordoverfladen størknede i dybet som larvikit eller i gange som "gangrhombeporfyr". Disse gange kan strække sig langt uden for det egentlige Oslofelt - bl. a. langt

Rhombeporfyren er altså dannet ved mange på hinanden følgende lavastrømme. Den første lavastrøm, RP1, ser ud til at have dækket et område på 10.000 km2 i et lag der er nogenlunde lige tykt overalt, hvilket viser af forskydningerne i jordoverfladen på dette tidspunkt endnu ikke var særlig udtalte. RP1 har en tykkelse i Krokskogen på 130 m og i Vestfold på 200 m. Det betyder at der ved denne lejlighed er produceret omkring 1000 km3 lava. Da den kemiske sammensætning er af trachytisk type, altså relativt sur og med høj viscositet, er det fortsat en gåde hvorledes lavaen har kunnet sprede sig over så stort et areal. Man mener, at en ret høj temperatur (1000-1100 gr) og et højst indhold af gasser, især Cl og F, har haft betydning. De følgende lavastrømme har afsat lag af forskellig tykkelse, helt ned til få meter. I Vestfold har man identificeret mere end 50 forskellige lavastrømme og i Krokskogen mere end 20. Tiltagende forskelle mellem typerne på forskellige lokaliteter viser at tektonikken har medført, at der er kommet store niveauforskydninger mellem de forskellige regioner. Mellem de enkelte rhombeporfyrlag findes mange steder lag af rødlig sandsten og konglokerater, ligesom der også findes nye lag med basaltisk lava.

Ud over disse lavabjergarter findes rhombeporfyr også som gangbjergart. Der er mange kendte gangsystemer med rhombeporfyr. Den længste er 130 km lang, og bredden kan være op til 80 m. Rhombeporfyr som gangbjergart er karakteriseret ved at have en grovere grundmasse. Det var fra en sådan gang på Tjuvholmen i Oslo at den tyske geolog Leopold von Buch i 1810 beskrev rhombeporfyr for første gang.

Rhombeporfyr er karakteriseret ved lyse, store krystaller i en mørk, ofte brunlig og rødlig tæt eller finkornet grundmasse. Typisk er strøkornene spidst rombeformede eller bådformede, men mange varianter og størrelser forekommer i de forskellige lag. Faktisk er det blot RP1, RP4, RP9, RP11 og RP14 der har rhombeformede strøkorn. Strøkornene består af anorthoklas, en ternær feldspat (indeholder K-feldspat, Na-feldspat og Ca-feldspat). Sådanne krystaller er stabile ved den høje temperatur og det høje tryk, som de er udfældet ved i magmaen. Når tryk og temperatur falder er krystallerne imidlertid ikke længere stabile, og der vil ske en ”afblanding”, hvorved plagioklas samler sig i midten af krystallen og kalifeldspaten i randen.

Strøkornenes størrelse, form og antal er forskellig i de forskellige lavastrømme. Det har givet mulighed for, at man kan nummere de forskellige lag: RP1, RP2, RP3 osv. Man kan også tilføje et bogstav for at angive lokaliteten: RP22V er altså lag nr. 22 i Vestfold! Det er en sport, der kan drives vidt og mange typer er da også så karakteristiske at blokke fundet andre steder kan typebestemmes. Det klassiske område for rhombeporfyrtypebestemmelse er Krokskogen. Den norske geolog, Christoffer Oftedahl, beskrev i 1952 de på det tidspunkt kendte RP-lag, og hans illustrerede afhandling står stadig den dag i dag som et pioner-arbejde vedrørende rhombeporfyrer. Hvis du vil gå i detaljer mht. typebestemmelse henvises til Henrik Arildskovs eksempler på Vendsyssel Stenklubs hjemmeside eller til Jörg-Florian Jensch (links nedenfor)

Grundmassen er tæt og består især af alkalifeldspat, jern-titan-mangan-oxider og apatit. Den typiske farve er brun, men der er et vidt spænd: lysegrå, rød, næsten sort, grønlig, blålig. Farven er hovedsageligt bestemt af jernets oxidationstrin, og dermed delvist af hvor dybt i en lavastrøm man befinder sig. Der kan være luftblærer i grundmassen som skyldes at gasindholdet i lavaen forsøger at undslippe, når trykket falder efter lavaen er strømmet ud på jordoverfladen. Ved senere hydrotermale processer kan disse blærer evt udfyldes helt eller delvis med mineraler som calcit, chalcedon eller chlorit, og man får så en rhombeporfyrmandelsten.

Rektangelporfyr (RP13) er en speciel type, hvor grundmassen er mere basisk og strøkornene er rektangulære i stedet for rhombeformede.

Nefelinrhombeporfyr findes som gangsten i lardaliten og er karakteriseret ved at grundmassen indeholder nefelin, op til 13%.

Gangrhombeporfyr har en grovere grundmasse. Der er glidende overgang mod porfyrisk larvikit.

Herunder vil man kunne se de mest karakteristiske Krokskogentyper og nogle Vestfoldtyper. Derudover vises eksempler, som ikke nødvendigvis kan henføres til en bestemt lavastrøm, men som illustrerer forskellige variationer i såvel strøkorn som grundmasse. Strøkornene kan variere i farve, form, størrelse og homogenitet. Grundmassen kan variere i farve, kornethed, indhold af luftblærer eller mandler, indhold af ignimbritiske strukturelementer.

 

Bäckström, Helge, 1888: Über den Rhombenporphyr aus dem Brumunthale in Norwegen

Oftedahl, C., 1946: Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region. VI. On akerites, felsites and rhomb-porphyries. NVAMK

Oftedahl, C., 1952: Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region. XII. The lavas. NVAMK

Oftedahl, C., 1953: Studies on the Igneous Rock Complex of the Oslo Region. XIII. The cauldrons. NVAMK

Larsen, Bjørn T.: Krokskogen Lava Area. Fra "Dons, J.A., 1978: The Oslo Palaeorift. A review and guide to Excursions. NGU"

Meyer, K-D. 2010: 200 Jahre Rhombenporphyr. Der Geschiebesammler Jahr. 43 Heft. 3

Jensch, Jörg-Florian: Bestimmungspraxis Rhombenporphyre. Der Geschiebesammler, 2013, heft 2-3.

Vendsyssel Stenklubs strandstensgalleri