Syenitporfyrer har kornet til finkornet grundmasse, der langt overvejende består af feldspat med en overvægt af alkalifeldspat. De er syenitiske eller kvarts-syenitiske og adskiller sig derved fra akeritporfyrer, som er monzonitiske - det kan være morderlig svært at skelne! De store iøjnefaldende strøkorn består af alkalifeldspat - ofte zonare med albitrig plagioklas centralt. Strøkornene er som regel under 1-2 cm, formen uregelmæssig, rektangulær. Nogle strøkorn kan være rhombeformede og det kan da være svært at skelne dem fra rhombeporfyrer, hvor grundmassen dog bør være tæt og strøkornene lysere end grundmassen. Sjældent ses to slags strøkorn: plagioklas og alkalifeldspat. Der kan også være små strøkorn af mørke mineraler som hornblende eller biotit. Hvis glimmerkornene er særligt iøjnefaldende kan man tale om en glimmersyenitporfyr. Kvartsstrøkorn forekommer naturligvis ikke i en "rigtig" syenitporfyr, men der er glidende overgange mod kvartssyenitporfyrer, som kan have spredte kvartsstrøkorn. Disse porfyrer optræder i et stort antal variationer, og det må anses for at være umuligt at typebestemme dem med nogen større sikkerhed, så bortset fra in situ-blokke må navngivningen af eksemplerne herunder anses for tentativ.

Syenitporfyrerne er bl. a. udbredt i og omkring Bærum-calderaen, og inddeles her i følgende typer: 1) Byvatn-type, 2) Østern-type, 3) Raufjellås-type, 4) Fjellsjöhøgd-type samt 5) Sørkedal-type.
Hvis grundmassen er helt tæt har man at gøre med en felsitporfyr, som formentlig oftest er en ignimbrit.

Glimmersyenitporfyrer findes i mange gangsystemer, især ringgange i forbindelse calderadannelse. De enkelte typer har ret forskelligt udseende. En særlig kendt type glimmersyenitporfyr findes i Huk-gangen på Bygdøy nær Oslo.