Svens StrandstensSite
Det Svecofenniske Domæne - Sverige/Sydlige Region (Bergslagen mm.)

Fremstillingen her nedenfor baserer sig på den traditionelle opdeling, hvor Det Svecofenniske Domæne og det transskandinaviske magmatiske bælte behandles som to forskellige enheder. Det er ikke nogen entydig god ide, idet bjergarterne i de to områder aldersmæssigt griber ind over hinanden, og der er da også mange eksempler på uenighed blandt geologer om hvorvidt en bestemt bjergart tilhører den ene eller den anden enhed.

I 'Synthesis of the bedrock geology in the Bergslagen region, Fennoscandian Shield, south-central Sweden' gør Stephens m. fl. sig til talsmænd for en anden måde at beskrive geologien i disse områder på. Læs mere her!

Det ældste grundfjeld

Det ældste grundfjeld i den sydlige region består af stærkt deformerede og metamorfoserede suprakrustalbjergarter dannet under den svecofenniske orogenese som foregik over en periode på ca. 100 Ma og i det store hele var afsluttet omkring 1800 Ma. Alt efter hvilke definitioner, man anvender, er området mere eller mindre synonymt med Bergslagen, som har fået sit navn pga. den udbredte grubedrift i området. Metavulkanitter udgør den største del og findes i et bredt bueformet strøg, der omfavner Sörmlandsbassinets metasedimentære bjergarter og helt mod syd grænser op til Västervikområdet, som også rummer metsasedimenter. Hvor metamorfosegraden er størst kan det være vanskeligt/umuligt at skelne mellem om udgangsmaterialet har været af vulkansk eller sedimentær oprindelse.

Efter svensk tradition kaldes metamorfe vulkanitter med tæt grundmasse og delvist bevaret primærstruktur (strøkorn, flydemønster) for hälleflint. Hvis metamorfosegraden er højere, så primærstrukturerne er udviskede og rekrystallisation har ført til en mere kornet tekstur kaldes bjergarten leptit. Ved yderligere påvirkning dannes leptitgnejs og migmatit. Kun i undtagelsestilfælde er bjergarterne entydigt genkendelige (stribet hälleflint fra Dannemora)

Det er pt. uvist om disse bjergarter overlejrer endnu ældre grundfjeld.

Det er i området med metavulkanitter vi finder de mange mineraliseringer som har ført til omfattende grubedrift. Dette område kaldes Bergslagen, men i geologiske fremstillinger anvendes Bergslagenbegrebet som regel om hele den sydlige region - muligvis undtaget Västervikområdet.

I områderne med metasedimentære bjergarter (Sörmland, Västervik) er udgangsbjergarterne primært turbiditter (gråvakker), men også sandsten med tilblanding af lermineraler. Metamorfosegraden varierer, men som oftest er sedimenterne omdannet til gnejser eller migmatitter. Hvor lerindholdet er højt dannes ofte almadingranater. Det betyder, at disse bjergarter i alt væsentligt ikke er anvendlige som ledeblokke. Blandt undtagelserne er Stockholmpletkvartsit, Västervikpletsten og til en vis grad Sörmlandsgnejs.

Hvis temperaturen i et område, der udsættes for deformerende kræfter, er faldet så meget at materialet ikke lader sig folde (ductile deformation) vil der i stedet ske en sprængning med følgende forskydninger og evt. brecciering (brittle deformation), et eksempel herpå er måske Forsmarkbreccie.

Intrusive bjergarter

Nu er det ikke sådan, at disse metamorfe bjergarter har ligget uforstyrret hen siden deres dannelse. De i flere omgange intruderet af overvejende granitiske magmaer. Alt efter intrusionstidspunktet i forhold til orogenesen tales om tidligt orogene, synorogene, senorogene, postorogene eller anorogene bjergarter. I følge sagens natur vil disse intrusive bjergarter have haft størst risiko for at blive påvirket af orogenesen jo tidligere i forløbet de er dannet, men da de deformerende kræfter kan variere meget fra område til område er mønstret ikke entydigt.

Man kan også gruppere de intrusive bjergarter efter om de bærer præg af at være dannet i forbindelse med subduktionsprocesser (type I-granitter) eller om de er dannet ved opsmeltning af oprindeligt sedimentære bjergarter i jordskorpen (type S-granitter). Type A-granitter (rapakivibjergarter) findes kun i meget beskedent omfang i den sydlige region.

Intrusioner med intermediære eller basiske magmaer er underordnede, men forekommer. De er ofte præget af metaforfe træk. Eksempler, som er mere eller mindre velegnede som ledeblokke: Uralitporfyr fra Vaksala, Rådmansjöolivingabbro, Ornöit.

Granitter

Tidligt-orogene type I-granitter

Sen- til postorogene type I-granitter

Sen- til postorogene type S-granitter

Anorogene type A-granitter

Andre bjergarter

Stephens, Michael B. m. fl., 2009: Synthesis of the bedrock geology in the Bergslagen region, Fennoscandian Shield, south-central Sweden

Lehtinen, Nurmi og Rämö 2005 : Precambrian geology of Finland. Elsevier

Lundquist, Jan, Thomas Lundquist og Maurits Lindström, 2011: Sveriges Geologi från urtid till nutid

Malehmir, A., P. Dahlin, E. Lundberg, C. Juhlin, H. Sjöström, and K. Högdahl (2011): Reflection seismicinvestigations in the Dannemora area, central Sweden: Insights into the geometry of polyphase deformation zones and magnetite‐skarn deposits, J. Geophys. Res., 116