Disse granitter adskiller sig fra Oslofeltets anden granittype, Ekerit, ved at have biotit som mørkt mineral, hvor Ekeritten indeholder alkalipyroksen (ægirin) eller alkaliamfibol (arfvedsonit). Nu er det ikke sådan, at de mørke mineraler er dominerende i Oslofeltets biotitgranitter, tværtimod findes de som regel kun i beskedne mængder.

Ud fra dannelses tidspunktet dels granitterne op i to grupper: Type I og type II. Type I er dannet i begyndelsen af stadium 4 (2. batholithfase), mens type II er de yngste bjergarter i Oslofeltet, og altså er dannet i stadium 6 (4. batholitfase), hvor vi er nået frem til begyndelsen af Trias.

Oslobiotitgranitter type I danner typisk intrusioner med skarpe afgrænsninger mod omkringliggende bjergarter. Oftest drejer det sig om subsolvusgranitter, dvs. at de både har strøkorn af kalifeldspat og plagioklas. Det drejer sig typisk om mellemkornede granitter men ofte samler korn af samme mineral sig i klumper, så bjergarten fremtræder mere grovkornet, end den i virkeligheden er. Nogle typer er porfyriske, oftest med rektangulære alkalifeldspatkrystaller. Kalifeldspat, og kvarts er de dominerende mineraler. Kalifeldspaten er oftest blegrød, men også kan være enten mere klart rød eller ovre i det brunlige, grålige eller orange. Kvartsen er lysegrå og fremviser ofte tegn på resorption. Plagioklas er som regel sparsomt til stede men altså som selvstændige korn af gullig eller brunlig farve, men ikke sjældent udtalt rød/rustfarvet af hæmatit. Ikke sjældet er der mikrografisk tekstur i grundmassen, og der er også typer, som fremviser andre træk, som er typiske for rapakivigranitter: Ovoider (afrundede kalifeldspatøjne med plagioklasring) og pyterlitisk anordning af små kantede kvartskorn omkring større kalifeldspatkorn. Endnu mere almindelig er dog antirapakivitekstur med plagioklaser omgivet af en ring af alkalifeldspat. Man kan dog næsten altid skelne Oslofeltes rapakivier fra de baltiske på kalifeldspatens blegere farve, den lyse kvarts og den hæmatitholdige plagioklas. Biotit er eneste betydende mørke mineral og ofte samlet i aggregater. Biotitten er ofte omdannet til chlorit.

I gange og i mere uregelmæssige masser i de granitiske intrusioner findes kvartsporfyrer (porfyriske mikrogranitter). Disse har en temmelig finkornet grundmasse af kalifeldspat og kvarts, som regel med mikrografisk tekstur. Heri er der strøkorn af såvel kvarts som alkalifeldspat, nogle har også plagioklasstrøkorn. Strøkornrne, især kvartskornene, er som oftest korroderede

Oslobiotitgranitter type II er typisk mere finkornede eller ligefrem aplitiske. De fleste er alkalifeldspatgranitter med lavt plagioklasindhold. Nogle er porfyriske med alkalifeldspatstrøkorn, men ikke kvartsstrøkorn. Nogle ligger i relation til syenitiske intrusioner og overgangsformer ses. De er vanskelige at genkende og at anvende som ledeblokke. Herudover forekommer de kun i små enklaver, og vil altså under alle omstændigheder være sjældne gæster hos os.

Drammengranit

Som det ses på oversigtskortet er Drammen-granitten den biotitgranit, som har langt den største udbredelse nemlig omkring 650 km2. Som det også fremgår af detailkortet er der imidlertid mange meget forskellige typer Drammensgranit. Ud over dem der er vist på kortet er der også aplitiske og pegmatitiske gange hovedsageligt koncentreret i den centrale del.
Den almindeligste variant er en mellem- til grovkornet granit med en kornstørrelse på 3-5 mm. Den indeholder perthitisk feldspat (60-65%), kvarts (30-35%) og mindre end 5% plagioklas.
Vest for Drammenkalderaen opptræder en variant med 5-10% oligoklas. Oligoklas-krystallene er ofte blegede. I mikroskop ses også, at rødt jernoksyd (hæmatit) er udfældet langs korngrænser og i sprækker i den blegede plagioklas.
En grovkornet porfyrisk variant optræder i en 2 km bred zone langs den sydlige grænse for granitten. Den har 8-15mm store krystaller af feldspat i en granitisk grundmasse Denne variant har også et højt indhold av aksessoriske mineraler som titanit, zirkon og ilmenit.
Syd for Drammenskalderaen er den grovkornede variant gennemskåret af en rapakivi-granittype. Denne er kendetegnet ved at have 5-15mm store, zonare feldspatkrystaller med perthitisk kærne og albitisk randsone i en finkornet kvartsrig, grundmasse. Feldspatkrystallene udgør ca. 50%.
Den centrale del av Drammensgranitten er domineret af en fin- til middelkornet granitt.
I området NV for Svelvik findes en kvartsporfyr. Strøkornene i denne er 3-5mm store. Lige øst for denne forekomst finder man en aplitisk porfyr med 1-3mm store strøkorn.

Finnemarka-granit

Finnemarka-granitten danner det næststørste massiv af Oslobiotitgranit type I. Den adskiller sig fra andre Oslobiotitgranitter ved at have hypersolvus-karaktertræk. Den bør således ikke føre selvstændige plagioklasstrøkorn, men indeholder dog typisk den zonare feldspatøjne med kærne af plagioklas.
Der er store områder med kvartsporfyrer.

Grua-granit

Stammer fra et lille massiv i Nordmarka. Der er flere andre små massiver i dette område: Vollaug-granit, Stor-Øyungen-granit og Holterkollen-granit. In situ-blokke af disse typer er p. t. ikke tilgængelige. Hersjö-granitten helt mod nord i Oslofeltet regnes af Barth til type I, mens den i ”Landet blir til” fra 2009 regnes til type II.
Grua-granit findes både som hypersolvustyper (nord) og subsolvustyper. Kan have meget livlige gullige farver.

Glomsrudskollen-granit

Glomsrudkollen-granit stammer fra et lille massiv lidt sydvest for Finnemarkagranitten og ligeledes tæt på centralplutonen i Glitrevanncalderaen.
Den har lighedspunkter med begge typer men regnes p. t. til type I. I typiske tilfælde har den zonare plagioklaser.

På denne side præsenteres et udvalg af Oslobiotitgranittyper, også nogle typer som ikke med sikkerhed kan rubriceres som stammende fra et bestemt navngivet massiv.