Oslofeltet

Oslofeltet er defineret som det område omkring Oslo på ca. 10.000 km2, i hvilket klipperne er yngre end i det omkringliggende prækambriske grundfjeld. Det indeholder sedimentære sekvenser fra Kambrium, Ordovicium og Silur samt overvejende plutoniske og vulkanske bjergarter fra Perm (eller mere nøjagtigt fra sen Carbon til tidlig Trias). Grænserne mod øst og vest er veldefinerede og mod syd sættes grænsen ved havet. Mod nord er afgrænsningen mere flydende. Ved søen Mjøsa grænser Oslofeltet op mod sent prækambriske sedimenter, sparagmitformationen og de kaledoniske napper, men nord for Mjøsa er der et enkelt lille rhombeporfyrlavaområde ved Brumunddal, som ligger 30 km nord for de øvrige permiske magmabjergarter. Selv om sparagmitformationen er prækambrisk omtales bjergarterne herfra oftest sammen med det egentlige Oslofelts bjergarter

Osloriften

Oslo-riften er en NNØ-SSV-forløbende og op til 60 km bred gravsænkning omkring Oslofjorden. Geografisk falder den næsten, men ikke helt sammen med Oslofeltet. Den smalle bræmme af blottet prækambrisk grundfjeld, som man finder på østkysten af Hurum hører nemlig til gravsænkningen, men ikke til Oslofeltet. Desuden findes flere af de såkaldte "gabbroide plugs" uden for gravsænkningen - bl. a. ved Vestby lige øst for Oslofjordforkastningen.

Selve indsynkningsstrukturen er opbrudt i en række nedforkastede blokke, hvoraf flere, der ligger langs den østlige afgrænsning i Oslofjorden, er sunket mere end 1000 m. I den sydlige del af Oslofeltet har vi Vestfold-graben, hvor nedsynkningen er størst i den østlige rand langs Oslofjordforkastningen. Nord herfor finder vi Akershusgraben, og her er det tværtimod mod vest, vi finder den største niveauforskydning. Det betyder så, at der mellem Vestfold-graben og Akershusgraben også er en forkastningszone, som viser sig at få betydning ved den senere vulkanisme. Nord for Akershus-graben fortsætter Osloriften i Rendalsgraben og syd for Vestfoldsgraben fortsætter systemet i Skageraks-graben.

Magmatiske bjergarter stammende fra Oslofeltet findes også i gangsystemer, som strækker sig langt uden for Oslofeltet - bl. a. findes en mægtig gang med rhombeporfyr helt ovre i Bohuslän i Sverige..

Læs detaljer om riftdannelsen

Bjergarter

I Oslofeltet finder man såvel sedimentære som metamorfe og magmatiske bjergarter.

De sedimentære bjergarter udgøres dels af kambrosilure sedimenter og dels af sedimenter fra Askergruppen, som ikke omtales yderligere her.
Herudover findes de såkaldte rhombeporfyrkonglomerater med genkendelige fragmenter af magmatiske bjergarter fra Oslofeltet.
Endelig har vi en bred vifte af ignimbritiske bjergarter og vulkanske eksplosionsbreccier, som placerer sig bredt i gråzonen mellem vulkanske og sedimentære bjergarter.

Metamorfe bjergarter udgøres af hornfelser, som er kontaktmetamorfoserede sedimentære bjergarter fra Kambrio-Silur-tiden.

De magmatiske bjergarter udgøres af vulkanske bjergarter, gangbjergarter og dybbjergarter. Fælles for langt de fleste af disse er, at de har en relativt alkalisk sammensætning - undtagelsen er biotitgranitterne.