Disse bjergarter stammer fra 1. batholithfase og har deres hovedudbredelsesområde sydpå i Oslofeltet omkring byen Larvik, som har givet navn til Larvikiten. Der er dog også forekomster i Skrim, i Nordmarka og i Hurdal.
I hovedforekomsten danner larvikiterne en række halvcirkelformede intrusioner, som varierer fra kvartsførende larvikitter i øst (de ældste) til nefelinførende larvikitter i vest (de yngste).
Centralt findes intrusioner med større nefelinindhold: Den grovkrystallinske Lardalit og den mere finkornede trachytiske nefelinsyenit - også kaldet foyait. Udgangsmaterialet for disse bjergarter er formentlig resterne af larvikitmagmaen, dog med tilblanding af nytilført mafisk kappemateriale.
Feinschmeckere kan opdele larvikitten i flere forskellige typer (se kort) og man kan også skelne mellem larvikit og Kjelsåsit. Sidstnævnte er en mere basisk udgave af Larvikit og har sit typeområde ved Kjelsåsen ved Oslo.
Betegnelsen Tønsbergit anvendes om larvikit, som er helt eller delvist farvet rødbrun af jernforbindelser.
Betegnelsen Akerit har ført en omtumlet tilværelse, men vil i hvert fald her blive anvendt om en gangbjergart med samme mineralsammensætning som larvikit, men som er fin- til mellemkornet og som indeholder rektangulære feldspatkrystaller (oprindeligt beskrevet som plagioklas, men hvis der skal være bare nogen mening i galskaben må det dreje sig om delvist afblandede ternærne feldspater af samme type som i larvikit).
Larvikit er en bjergart, som fornylig er blevet udnævnt til Norges nationalbjergart. Den altid har fascineret, især pga. den såkaldte Schillereffekt.
Larvikit er en mellem- til grovkornet bjergart, som i altovervejende grad består af rhombeformede feldspatkrystaller på sædvanligvis 2-4 cm. De har sammensætningen An4–30Ab58–82Or3–35, hvor de meget anorthitholdige findes hos den mere basiske variant, som kaldes Kjelåsit. Det er en såkaldt hypersolvusbjergart, hvilket indebærer at feldspaten i larvikitmagmaen er udfældet ved høj temperatur som ternære feldspater, dvs. at kalifeldspat, Na-feldspat (albit) og Ca-feldspat (anorthit) danner krystaller sammen. Når temperaturen falder til omkring 600 grader bliver disse krystaller ustabile og der sker en omkrystallisation (afblanding) hvorved krystallen opdeles i meget tynde, alternerende lameller af orthoklas og plagioklas (An15-18). Hvor lameltykkelsen er 500-1000 Ångstrøm (suboptiske=ikke synlige under mikroskop) reflekteres påfaldende lys med et interferensmønster, som giver et karakteristisk sølvblåt skær (Schiller), især på slebne eller fugtige overflader. Afblandet kalifeldspat med sammensætning sv. t. larvikit kaldes mesoperthit. Læs evt. mere om feldspater.
Mellem feldspaterne er der aggregater af mørke mineraler, først og fremmest augit og hornblende, men Na-rige typer som ægirin og Arfvedsonit forekommer også. Nogle larvikittyper indeholder også mindre mængder af kvarts (østlige) eller nefelin (vestlige) samt evt. olivin (eller olivinpseudomorfoser). Feldspatkrystallerne er ofte rhombeformede og kan være svagt paralleltorienterede. Porfyriske former findes og danner overgange mod gangrhombeporfyrer.
Der er flere interessante aspekter i dette tilsyneladende uskyldige spørgsmål. For det første er der to principielt forskellige måder at beregne en bjergarts mineralsammensætning på: Den normative (kemiske) og den modale, hvor sædvanligvis på et tyndslib beregner mængdeforholdene mellem faktisk tilstedeværende mineraler.
Hvis man anvender den normative metode, når man frem til, at larvikit er en monzonit - men det skyldes det usædvanligt høje indhold af natrium, og det må nok siges, at det er at gøre vold på virkeligheden, hvis man kategoriserer larvikit som en monzonitisk bjergart.
Hvad så hvis man anvender den modale metode? Ja ci har jo en afblandet ternær feldspat. Den har normalt et anorthitindhold på 5-15%. Er det for meget til at man kan kalde det alkalifeldspat? Alf Olav Larsen når i sin bog om Langesundfjorden frem til, at det kan man ikke. Man må i overensstemmelse med god norsk tradition holde fast ved at larvikit er noget helt særligt - nemlig en larvikit.
Le Maitre hjælper ikke meget: "A variety of augite syenite or augite monzonite consisting of rhombshaped ternary feldspars, barkevikite, titanian augite and lepidomelane."
Helt sjovt bliver det når man læser Barth, 1945. I modsætning til alle andre lykkes det for ham at adskille to feldspattyper i alle de larvikitter han gennemser: alkalifeldspat 36-56% og oligoklas 22-42%. Nu hjælper det også, at han konkluderer, at hvis der ikke er to slags feldspat (alkalifeldspat og plagioklas (oligoklas)) er det ikke en larvikit, men en Nordmarkit eller pulaskit. Interessant klassificerer Barth larvikit som en syenit, mens ovennævnte målinger burde føre til en monzonit-diagnose.
Man skelnede oprindeligt mellem Larvikit og Kjelsåsit på basis af Anorthit-(Ca-plagioklas)indholdet, som er over 30% i Kjelsåsit. Det højere indhold af Anorthit kan medføre at de ternære feldspatkrystaller har en kærne af delvist resorberet anorthit, hvorved krystallerne fremtræder zonare. I Kjelsåsit er feldspatkrystallerne oftere rektangulære end rhombeformede.
På samme måde som tønsbergit er en larvikit som i større eller mindre omfang er rødfarvet af jernmineraler, er også mange kjelsåsiter rødfarvede i de perifere dele af de store feldspatkrystaller og i den mellemmasse som findes i de typer der tenderer til at være porfyriske.
Omkring Tønsberg er kvartsindholdet i Larvikiten ret højt og bjergarten er hyppigt rødligt misfarvet af fine korn af jernoxid, især i yderområderne af feldspatkrystallerne og langs revner og sprækker. Der er formentlig tale om hydrotermal alteration. Denne type Larvikit kaldes Tønsbergit.
Lardalit-komplekset ligger mellem Farris og Lågen. Det udgør hovedforekomsten af undermættede dybbjergarter i Oslofeltet og er slutproduktet i første batholithstadium.
Lardalit er en grov- til meget grovkornet bjergart som er mørkt blågrå, evt. svagt brunrød. Den består overvejende af rektangulære eller rhombiske, antiperthiske feldspatkrystaller, som måler op til 6 cm. De fremviser ikke Schillereffekt. Herudover er der temmelig meget nefelin - op til 30%. På grund af det ret høje nefelinindhold forvitrer bjergarten let og får da en lys, mat overflade med forbybninger efter bortforvitret nefelin.
Larvikitvariant med rektangulære feldspater <10 mm. Kvartsindhold <10%.
Petersen, J.5. 1977: Structure of the larvikite-lardalite complex, Oslo region, Norway, and its evolution. Geoloqiscbe Rundschau 67, 330-342.
Larsen, A.O. 2010: The Langesundsfjord. Bode Verlag GmbH, Salzhemmendorf
Heldal, T., Kjølle, I., Meyer, G.B. and Dahlgren, S. (2008) National treasure of global significance. Dimension-stone deposits in larvikite, Oslo igneous province, Norway. In Slagstad, T. (ed.) Geology for Society, Geological Survey of Norway Special Publication, 11, pp. 5–18.
Borg, Gustav, 2011: Petrology of akerite (quartz monzonite) in the Oslo Rift, SE Norway
Neumann, E.-R. 1978: Petrology of the plutonic rocks. Norges Geologiske Undersøkelse, 337, 25-34.
Oftedahl, C. & Petersen, J. S. 1978: Southern part of the Oslo rift. Norges Geologiske Undersøkelse, 337, 163-182.
Brøgger, W. C. 1890: Die Mineralien der Syenitpegmatitgänge der südnorwegischen Augit- und Nephelinsyenite. Zeitschrift für Krystallographie, 16
Hestmark, Geir: Hvem oppdaget larvikitt?
NGU-rapport 99.059: Kartlegging av larvikitt mellom Sandefjord og Porsgrunn.
Heldal, Tom m. fl.: National treasure of global significance. Dimension-stone deposits in larvikite, Oslo igneous province, Norway
Børresen, A.K. m. fl. 2009 : Larvikitt, Unik, vakker og eksklusiv. Norsk Geologisk Forening
