Larvikit er en bjergart, som fornylig er blevet udnævnt til Norges nationalbjergart. Den har altid fascineret, især pga. den såkaldte Schillereffekt. The International Union of Geological Sciences (IUGS) har udpeget larvikit som "Global Heritage Stone Resource".

Geologisk udvikling

Larvikit og de hermed beslægtede bjergarter stammer fra 1. batholithfase og er størknet i store batholither i perioden 298-292 Ma. De har deres hovedudbredelsesområde sydpå i Oslofeltet omkring byen Larvik, som har givet navn til larvikiten. Der er dog også forekomster i Skrim, Finnemarka (omstridt), Nordmarka og Hurdal.

Hovedforekomsten kaldes "Larvik Plutonic Complex" og består af en række halvcirkelformede intrusioner, som succesivt har skudt sig sig op i hinanden, dog med en tydelig tendens til at centrum med tiden forskyder sig mod vest. Samtidig ændredes magmaens sammensætning sig gradvist, så den i stedet for at være svagt overmættet med SiO2 blev undermættet. Det betyder, at de ældste, østlige forekomster har en lille indhold af kvarts, mens de yngste vestlige er nefelinførende - kulminerende i den såkaldte lardalit, som kan have op til 30% nefelin. Slutteligt intruderedes nefelinsyenitter med en ret anderledes tekstur både helt centralt i Larvik Plutonic Complex og omkring Langesundfjorden.

Larvikit dækker i følge Barth 1670 km2, Kjelsåsit 201 km2 og lardalit (incl. nefelinsyenit) 65 km2.

Petrologi

Larvikit er en mellem- til grovkornet bjergart, som i altovervejende grad består af rhombeformede feldspatkrystaller på sædvanligvis 2-4 cm. De kan være svagt paralleltorienterede. Det er en såkaldt hypersolvusbjergart, hvilket indebærer at feldspaten i larvikitmagmaen er udfældet ved høj temperatur som ternære feldspater, dvs. at K-feldspat (orthoklas), Na-feldspat (albit) og Ca-feldspat (anorthit) danner krystaller sammen. De har sammensætningen An4–30, Ab58–82, og Or3–35. Når temperaturen falder til omkring 600-700° bliver disse krystaller ustabile, og der sker en omkrystallisation (afblanding) hvorved krystallen kan opdeles i meget tynde, alternerende lameller af orthoklas og anorthoklas/plagioklas. Hvor lameltykkelsen er 500-1000 Ångstrøm (suboptiske=ikke synlige under mikroskop) reflekteres påfaldende lys med et interferensmønster, som giver et karakteristisk sølvblåt skær (Schiller eller iridescens), især på slebne overflader. Afblandet feldspat med sammensætning sv. t. larvikit kaldes mesoperthit. Læs evt. mere om feldspater. Som løsblok har de fleste larvikiter en ret kedeligt mørkegrå til hvidgrå mat farve. Undertiden er den berømte Schiller-effekt dog synlig - især på fugtige overflader.

Mellem feldspatterne og delvist overvokset af disse ses kompakte korn af augit eller sjældnere hornblende. Desuden ses interstitielle korn af Fe-Ti-oxider, biotit og undertiden olivin. Herudover som nævnt kvarts i de østlige og nefelin i de vestlige typer. Feldspat udgør 80-95% af bjergarten.

Traditionelt har man kaldt typer med et højt anorthitindhold (>30%) for kjelsåsiter - opkaldt efter forekomsten ved Kjelsåsen lige nord for Oslo. Kjelåsit tenderer til at have mindre feldspatter, som snarere er rektangulære end rhombeformede. De ofte er udtalt zonare - evt. med en kerne af plagioklas (oligoklas).

Porfyrisk larvikit har blågrå, rhombeformede megakryster i en gråbrunlig, kornet grundmasse. Der er glidende overgange mod gang­rhombeporfyrer.

Misfarvning af larvikit er meget almindeligt forekommende - især selvfølgelig langs brudflader, men også mange steder mere massivt. Støvfine korn af iltede jernforbindelser kan infiltere feldspatterne, som bliver beige-, gulligt-, brunligt- eller rødligtfarvede. Det er især tilfældet i den østlige del omkring Tønsberg - således misfarvede typer kaldes Tønsbergit.

Hydrotermal alteration med udfældning af aggregater af sekundære mineraler som zeoliter, albit, sericite, analcit og sodalite ses også hyppigt. Det fører til at larvikiten bleges og ikke mindst, at iridescensen forsvinder.

Kommerciel udnyttelse og typeinddeling

Larvikit bliver brudt i stor stil og eksporteres til hele Verden, hvor den finder anvendelse som bordplader, facadesten osv. For at være kommercielt interessant skal larvikit være homogen og uden revnedannelse, hvilket langt fra er tilfældet i hele udbredelsesområdet. Som alle den slags bjergarter brydes den i blokke på ca. 1x1x4 m, hvorefter blokkene sendes videre til udskæring og polering - dette foregår for det meste i Italien, der er verdensmester i den slags.

Nogle typer har specielle navne - dels efter ophavssted og dels rent kommercielle navne. Det gælder selvfølgelig først og fremmest de mest salgbare typer, som findes i "Larvik Plutonic Complex" - dog undtaget området vest for Langangen-fjorden, hvor massivet er gennemskåret af revner, som umuliggør kommetrciel anvendelse. Forekomsterne nord for Oslo er heller ikke så eftertragtede. Dels er der også her mange revnedannelser, dels er bjergarterne ikke så storkornede, og især er der stort set ikke nogen Schiller-effekt.

Kjerringvik-typen findes i det sydøstlige hjørne af "Larvik Plutonic Complex". Den er homogen, lysegrå med svag iridescens. Let flydemønster.

Bergan er en undertype af Kerringvik og findes ved dennes nordvestlige randområse. Den er mørkere og har mindre feldspatkorn (<1cm). Svag blålig iridescens.

Klåstad finder man endnu en smule længere mod nordvest. Det er en af de mørkeste larvikittyper, og iridescensen varierer fra mørkeblå til sølv/bronze. Den sælges under navnet "Emerald Pearl" er en af de mest eftertragtede.

Lidt længere i samme retning ligger Stålaker-typen. Den er lys med blålig iridescens og relativt mange mørke mineraler. Forhandles som "Marina Pearl".

Så rykker vi et godt stykke mod vest til Tvedalen. Her er larvikiten lystfarvet og har kraftig blå iridescens. Det er den type, der brydes mest af. Det kommercielle navn er "Blue Pearl".

Bassebu–Prestskjeggen subtypen findes nord og syd for Tvedalen. Den er lystfarvet med lidt svagere og mere sølvfarvet iridescens.

Lidt nordligere - nordvest for Larvik - har vi så Malerød-typen, som er den senest tilkomne, idet den først er brudt fra 1970'erne. Den er mere grovkornet end andre lyse larvikiter og har en klar blå iridescens. Salgsdnavnet er "Royal Blue"

Lardalit

Lardalit-komplekset ligger mellem Farris og Lågen. Det udgør hovedforekomsten af undermættede dybbjergarter i Oslofeltet og er slutproduktetaf magmatisk differentation i første batholithstadium.

Lardalit er en sædvanligvis en grov- til meget grovkornet bjergart, som er mørkt blågrå, evt. svagt brunrød, men mere finkornede varianter ses også. Den består overvejende af rektangulære eller rhombiske, antiperthiske feldspatkrystaller, som måler op til 6 cm. Den har lavere anorthitindhold end larvikit og op til 30% nefelin. Nefelinen findes dels som kornede afblandinger i de store feldspatter og dels i mellemrummene mellem disse. Mørke mineraler udgøres af augit og biotit samt evt. en smule hornblende. På grund af det ret høje nefelinindhold forvitrer bjergarten let og får da en lys, mat overflade med fordybninger efter bortforvitret nefelin. Der er ikke Schillereffekt i lardalit.