Kvartsporfyrer

Kvartsporfyrer findes især i relation til biotitgrant I-intrusionerne. I Ramnes-calderaen er der store forekomster af den såkaldte Hornkvartsporfyr opkaldt efter den lille by Horn. Nogle kvartsporfyrer fra Oslofeltetkan ikke nærmere stedbestemmes.

Drammenkvartsporfyr: Områder med porfyriske mikrogranitter, kaldet kvartsporfyrer, findes i de fleste biotitgranit I-intrusioner, hvoraf Drammen- og Finnemarka-granitmassiverne jo er langt de støste. De forekommer enten som gange eller som større uregelmæssige områder i intrusionerne. De har strøkorn af perthitisk feldspat og kvarts i en kornet grundmasse, som har færre mørke mineraler og andre accesoriske mineraler end moderbjergarten. Strøkornene - især kvartskornene - udviser ofte korrosionstegn. Grundmassen er ofte granofyrisk. Der vil ikke blive gjort forsøg på at skelne mellem kvartsporfyrer fra de forskellige biotitgranitter.

Hornkvartsporfyr: I Ramnescalderaen findes centralt et område med en kvartsporfyr, som er opkaldt efter den lille by Horn. De mest typiske repræsentanter findes i den vestlige del af området, hvor bjergarten (lige som den tilgrænsende alkali-syenit-granit, hvortil der er glidende overgange) er kraftigt påvirket af hydrotermal alteration.
Denne bjergart er karakteriseret ved op til 15 mm store rødbrune, perthitiske, kantede kalifeldspatstrøkorn med afrundede hjørner. Der er talrige runde kvartstrøkorn op til 10 mm. Grundmassen er lyst rødbrun, finkornet og indeholder ud over kalifeldspat og kvarts også albit, arfvedsonit, ægirin og biotit.
Mod øst er strøkornene lidt mindre, og både grundmasse og strøkorn er mere grålige.
Hornkvartsporfyr indeholder relativt meget Thorium, og hvis man har hertil egnet måleudstyr kan man på denne måde skelne den fra Drammenkvartsporfyr.

Syenitporfyrer

Syenitporfyrer har finkornet grundmasse, der langt overvejende består af alkalifeldspat. De er syenitiske eller kvarts-syenitiske og strøkornene består mest af plagioklas samt mindre mængder af hornblende og kvarts.
En stor del af syenitporfyrerne er udbredt i og omkring Bærum-Sørkedal-kalderaen, og inddeles i følgende typer: 1) Byvatn-type, 2) Østern-type, 3) Raufjellås-type, 4) Fjellsjöhøgd-type samt 5) Sørkedal-type.
Hvis grundmassen er helt tæt har man at gøre med en felsitporfyr. Findes bl. a. i Sørkedalen.
Hvis strøkornene er sfærulitiske har vi en sfærulitporfyr. Denne type kendes især fra en forekomst i Sørkedalen (i Skan-Kristallin nævnes også en forekomst ved Grefsenkollveien)
Nogle syenitporfyrer fører biotit i grundmassen og betegnes som glimmersyenitporfyrer. Særlig kendt er bjergarten fra Huk-gangen på Bygdøy nær Oslo, men den findes også i mange andre gangsystemer, især ringgange i forbindelse calderadannelse. De enkelte typer har ret forskelligt udseende. Nogle har et større kvartsindhold og evt. kvartsstrøkorn. Man taler da om kvartssyenitporfyrer.

Akeritporfyrer

Akeritporfyrer er i princippet porfyriske udgaver af akerit, og arver derfor de definitionsmæssige kvaler, der knytter sig til denne bjergart. Akerit er en fin- til mellem kornet syenitisk/monzonitisk bjergart, altså med samme sammensætning som larvikit/kjelsåsit. Kvartsindholdet er max. 10%. De porfyriske former har strøkorn af plagioklas i en kornet, kvartsholdig grundmasse, men der bør ikke være kvartsstrøkorn.
De har deres hovedudbredelse i Bærum-Sørkedal-kalderaen, og findes i 2 hovedtyper: 1) Burud-typen og 2) Egekoll-Høgås-typen (Sæther 1962).

Porfyriske pisolitter

Porfyriske pisolitter består af små kugler, der ligger som ”strøkorn” i en finkornet-tæt grundmasse. Kuglerne er dannet i forbindelse med større vulkanudbrud, hvor finkornet aske binder sig lag på lag til ydersiden af vand/regndråber. Ender dråben på skrånende flader af vulkansk aske, ruller de nedad og påføres endnu flere lag (Lundqvist 2009 og Noe-Nygaard 1979). Egentlig er der altså tale om en tuf eller tuffit.

Navnet pisolit om denne bjergartstype er mindre velvalgt, fordi pisolit også (og uden tvivl hyppigere) anvendes om sedimentære bjergarter opstået ved sammenkitning af runde (ærteformede) fragmenter oftest af kalksten. Et bedre navn, der ikke giver anledning til misforståelser er det engelske "accretionary lapilli"