Basiske gangbjergarter findes i mange afarter i Oslofeltet. Kun få - om nogen - er sikkert genkendelige og dermed anvendelige som ledeblokke.

Camptonit

Camptonit er en lamprofyrisk bjergart, som findes i gange i de siluriske sedimentære lag. Sammensætningen svarer stort set til hvad man finder i Osloessexiter, som dog er mere grovkornede.
Den har en finkornet, næsten tæt, ikke-ofitisk grundmasse, som består af plagioklas (50%), barkevikit, titanaugit og oftest olivin. Normalt er den porfyrisk med 1-10 mm store strøkorn af idiomorf augit eller barkevikit (brunlig amfibol). Der kan være op til 5 mm lange, evt. afrundede plagioklaslister - hvis det er tilfældet opfylder bjergarten ikke kriterierne for at være en lamprofyr.
Camptonit kan være vanskelig at skelne fra porfyriske basalttyper, som dog bør have tæt grundmasse.

Kersantit

Lamprofyrisk gangsten, hvor hovedmineralerne er biotit og plagioklas. De optræder i den finkornede grundmasse sammen med chloritiseret augit, samt svært erkendelig kvarts og calcit. Calciten kan dog påvises med saltsyre på en frisk brudflade.
I forvitret tilstand bliver overfladen mat og grågrøn eller endog helt ovre i det gullig-brun-grålige. Overfladen vil ofte være præget af små huller hvor calciten er forsvundet.
Kersantit er ofte porfyrisk med strøkorn af biotit og augit/biotit. Der kan ligeledes væreop til 10 mm store, bredt rektangulære strøkorn af plagioklas, som kan være zonare. Strøkornene ligger uregelmæssigt fordelt. Denne type kaldes ”kuglekersantit”. Igen må det påpeges, at tilstedeværelsen af plagioklasstrøkorn er i konflikt med definitionen på en lamprofyr.
Der kan være druser med krystalvækst og mandler med calcit eller feldspat.
Biotitindholdet medfører, at det er en lidet modstandsdygtigt bjergart, som er sjælden som ledeblok.