Hornfelser er metamorfe bjergarter, som er dannet ved kontaktmetamorfose af sedimentære bjergarter i en zone (kontaktaureole) omkring indtrængende magma. Det er især omkring Drammengranitten at kontaktmetamorfosen har fundet sted.

Udgangspunktet for Oslofeltets hornfelser har været de kambro-siluriske, lagdelte ler- og kalkbjergarter med højt indhold af aluminium. Varmepåvirkningen fra de ca. 1000 grader varme lavamasser af dyb- eller dagbjergarter har ”brændt” lerlagene sammen under dannelse af nye mineraler som eksempelvis andalusit og cordierit. Disse nydannede mineraler er årsagen til de flotte farvevariationer, som kendetegner mange hornfelser. Ved metamorfosen er de oprindelige temmelig bløde sedimentære bjergarter blevet tætte og hårde, og et godt kendetegn er, at de har muslet brud. Lagdelingen i den oprindelige sedimentære bjergart kan oftest til en vis grad genkendes, men man ser også blokke med uregelmæssige strukturer, tegn på brecciering og afrundede hulrum med nydannede mineraler, fx. epidot.

Ud over varmepåvirkningen har hydrotermal alteration også været en væsentlig faktor for den metamorfose der fandt sted.

Den såkaldte knollekalk, som overvejende stammer fra ordovicium, bliver også i nogle områder udsat for kontaktmretamorfose. Herved omdannes calciten helt eller delvist til silikatmineraler. Kun få steder er kalkstenen så ren, at der dannes marmor.

Områder, som har ligget i længere afstand fra varmen er naturligvis ikke omdannet i samme omfang, som dem der har været tættere på. Man kan i så fald komme ud for at fossiler er bevarede i et vist omfang.