Der er i Oslofeltet et stort antal meget forskelligt udseende ignimbriter og bjergarter, som minder herom. Disse bjergartstyper er dannet i Osloriftens 4. fase, hvor magmaen i kamrene under de store centralvulkaner via magmatisk differentation blev mere og mere SiO2-rig. Det medførte at vulkanismen blev tiltagende eksplosiv, og i stedet for relativt fredelige basalt- og rhombeporfyrlavaer dannedes rhyolitter, ignimbritter, eksplosionsbreccier og tuffer.

Disse bjegarter er især bevaret i calderaerne, som opstod, da centralvulkanerne kollapsede, og magmakammerets "låg" sank 1 km eller mere ned i magmakammeret. Geologien i calderaerne er ganske kompliceret, og man har haft vanskeligt ved at forklare, hvorledes de forskellige bjergartstyper, man finder her, er dannet. Var det intrusive breccier, extrusive lavabjergarter, tuffer dannet ved konsolidering af vulkanske nedfaldsprodukter eller var det ignimbritter, dannet af pyroklastiske tyngdestrømme? I de sprækker og ringgange der opstod ved kollapsen, størknede lavaer i form af fx syenitporfyrer og kvartsporfyrer, som forrædderisk kan ligne extrusive bjergarter. Og forholdene kompliceres yderligere ved at vulkanismen ikke var helt afsluttet med calderadannelsen: nye - ofte granitiske - intrusioner skød op inde i calderaen.

I dette opslag behandles de bjergarter, som man med rimelighed kan betegne som ignimbritter. De varierer mht. grundmasse, strøkornsindhold og indhold af fragmenter af andre bjergarter.

• Grundmassen kan være homogen eller fluidal, evt. med eutaxitisk tekstur (bølgede pimpstensslirer). Farven kan svinge fra helt lys over rødlig eller brunlig til sort. Mørk farve kan skyldes imprægnering med jernoxider eller lignede, men kan også være forårsaget af at grundmassen er størknet så hurtigt, at der er dannet vulkansk glas. Den kan også være mere eller mindre flintagtig med muslet brud - afhængigt af, hvor sammensvejset askepartiklerne er.
• Strøkorn kan forekomme i form af feldspatstrøkorn og kvartsstrøkorn. Feldspatstrøkorn er oftest kantede, få mm store og sjældent sammensatte. De har ofte en rødlig farve. Der er i modsætning til hvad man ser ved Dala-ignimbriter aldrig to slags feldspatstrøkorn. Kvartsstrøkorn er - hvis de er til stede - runde og få mm store.
• Fragmentindholdet (xenolither) varierer meget både mht mængde, størrelse og bjergartstyper, men er generelt større end i ignimbritter fra Dalarna eller Småland. Bestemmelse af xenolithernes type kan være afgørende, når man skal bestemme en ignimbrits oprindelsessted.

Nogle typer kan henføres til bestemte calderaer og har fået deres eget navn, men der er også mange, som ikke kan stedbestemmes.

Lathusignimbrit

Lathusignimbrit findes i Bærumcalderaens sydlige del i afbrudte øst-vest-gående strøg. Den har en mørkegrå/sort, flintagtig grundmasse med ryolitisk sammensætning. Mørkfarvningen skyldes støvfine korn af jernoxider. Især på forvitrede eksemplarer ses flydestruktur med parallelle farvevariationer. Regulær eutaxitisk tekstur ses i nogle områder. Typer med helt homogen grundmasse ses dog også. Der er et varierende antal hvidlige/rosa, rektangulære alkalifeldspatstrøkorn på 1-3 mm. Der er ingen kvartsstrøkorn. Xenolither - oftes af brunlig felsitporfyr eller rhombeporfyr - er fåtallige og sjældent større end 1 cm.

Der er ignimbritter med lignende udseender flere steder i Oslofeltet, så forsigtighed med at være alt for kategorisk ved hjemstedsbestemmelse tilrådes.

Bordvika-ignimbrit (Drammen-ignimbrit)

Bordvikaignimbrit har sit hjemsted i den østlige del af Glitrevanncalderaen (20, 21 og 22 på kortet herunder). Eksistensen af en særlig Bordvika-caldera inde i Glitrevann-calderaen med egen indre ringgang har været foreslået.

Den typiske Bordvika-ignimbrit har en brunlig/gråbrun grundmasse med talrige lysebrune/rosa strøkorn af alkalifeldspat, mange kvartsstrøkorn og mange xenolither, som først og fremmest består af sortbrun basalt. Grundmassen er tæt og fiammes er ikke særlig iøjnefaldende, men findes dog som regel ved nærmere eftersyn. Typer med lysere grundmasse, færre kvartsstrøkorn eller flere xenolither er almindelige.

Bordvika-ignimbrit gik tidligere under navnet Drammen-porfyr eller Drammen-ignimbrit. Dens karakteristiske udseende minder om et terrazzogulv, hvorfor den også i følge Per Smed bærer det muntre navn "badeværelsesporfyr". Det er en glimrende ledeblok, som næppe kan forveksles med andre bjergartstyper.

Glitre-ignimbrit

Glitre-ignimbrit har en ganske anderledes fremtoning end de andre her omtalte ignimbritter: En grundlæggende ret lys grundmasse med parallelle pimpstensslirer. Grundmassen virker ikke så grundigt sammensvejset som hos de ovennævnte typer. Der er mange fragmenter - overvejende små - af forskellige bjergarter: basalt og rødlig ryolit er almindeligst. Der er tit lyse "reaktionsringe" omkring disse xenolither. Der er ingen strøkorn, hvilket er bemærkelsesværdigt. Grundmassen er som nævnt ret lys og kan have forskellige nuancer: gråviolet, grå og rødlig er de almindeligste. Man kender ikke bjergarten som faststående, men udfra undersøgelser af, hvor i nærområdet, man kan finde den som løsblok, har Henrik Arildskov sandsynliggjort, at den stammer fra Glitrevann-calderaen. Det bestyrkes af, at man undertiden ser fragmenter af Bordvika-ignimbrit i disse blokke. Det forekommer derfor helt rimeligt at give den Glitre-navnet - den tidligere brugte betegnelse "violet Osloignimbrit" er i hvert fald ikke heldig.

Oppkuven-ignimbrit

I den sydlige del af Oppkuven-calderaen er der flere enklaver med ignimbritter inde i et større område med en rød/rødbrun bjergart med strøkorn af alkalifeldspat og færre af kvarts -der er lidt uklarhed om benævnelsen: Larsen (1978) kalder den felsitporfyr (ignimbrit), Arildskov og Jensch (2015) kalder den rød Oppkuven-ignimbrit og på NGU's kort kaldes den porfyrisk alkaligranit.

I de mindre enklaver finder man ignimbritter med tæt, sort, flintagtig grundmasse, som forvitrer gråt/grågrønt. Der er få feldspatstrøkorn samt mange små og spredte store xenolither, hvoraf mange består af ovennævnte røde bjergart og andre af kjelsåsit, som findes i området lige syd for calderaen. Xenolither af rhombe- og rektangelporfyr forekommer også. Denne type kaldes sort Oppkuvenignimbrit, og er en god ledeblok.

Andre ignimbrittyper

Udover de her nævnte typer er der mange andre ignimbritter i Oslofeltet. Nogle egenskaber kan sandsynliggøre, at en ignimbritløsblok stammer fra Oslofeltet:

• Forekomst sammen med andre Osloblokke.
• Mange xenolither
• Kun én slags feldspatstrøkorn