I Oslo-feltet findes et stort antal vulkanske gange med bjergarter af forskellig art. Over 1000 af disse gange er nøjere beskrevet (Sæther 1945 & Dons 1952). De består dels af basiske bjergarter, som behandles for sig selv, og dels af intermediære og sure bjergarter. Gange af rhombeporfyr, nordmarkitporfyr og aplit, som også er almindeligt forekommende, vil blive beskrevet sammen med de respektive ”hovedbjergarter”. Tydeligt porfyriske bjergarter som glimmersyenitporfyr, kvartssyenitporfyr, akeritporfyr behandles under porfyrer, selv om de ofte er gangbjergarter.
Af de resterende bjergarter er der kun få, der er så karakteristiske, at de er sikre ledeblokke. Det gælder først og fremmest Grorudit, men også til en vis grad Sølvsbergit og Tinguait fra Graver, samt måske Kullait fra Grefsenkollen.
De øvrige er homogene, finkornede bjergarter, som man ganske vist kan finde fotos af som in situ-bjergarter, men som også qua deres for det meste beskedne udbredelse, næppe fortjener den store opmærksomhed. De er ret udførligt beskrevet i Zandstra 1988 og nogle er afbilledet på Skan-Kristallin og på Vendsyssel Stenklubs hjemmeside.
Gangbjergart, som blev fundet ved Grorud nord for Oslo af Brøgger i 1894, men som siden også er fundet på andre lokaliteter (Varingskollen, Movand, Gruvsletten).
Det er en porfyrisk bjergart med en mere eller mindre køliggrøn, kvartsitagtig grundmasse, som oftest er homogen, men som især på forvitrede sten kan udvise stribede farveforskelle. Grundmassen består af alkalifeldspat, plagioklas, kvarts (10-40%) samt ægirin, som er ansvarlig for den grønne farve.
Der er uigennemsigtige, hvide (undertiden med rødligt skær) strøkorn af feldspat, der som regel er under 5-10 mm, og som ofte ligger samlet i grupper, og som kan have fluidalt præg. Herudover ses ofte små, mørkegrønne nåle af ægirin.
Sølvsbergit er en middel- til finkornet gangbjergart med ringe eller intet kvartsindhold. Grundmassen består af alkalifeldspat og ægirin (i nogle typer erstattet af hornblende). Feldspaterne er små og tavleformede. Teksturen er trachytisk. Den kan minde om Grorudit, men adskiller sig fra denne ved en
lysere grågrøn farve, specielt i forvitrede sten. Desuden er såvel feldspatkrystaller som mørke mineraler (ægirin/hornblende) i den tætte grundmasse subparallelt anordnede (flydemønster). Kvartsindholdet er lavt. Indeholder aldrig nefelin. Der er ingen eller få og små strøkorn af alkalifeldspat.
Zandstra skelner mellem tre typer:
afventer beskrivelse
Bräunlich omtaler under sin beskrivelse af kullaiter en kullait fra Grefsenkollen i Oslofeltet. De to afbillede sten er med en vis sandsynlighed repræsentanter herfor. Dels er det typiske kullaiter, dels ligner de hinanden og ikke de skånske typer og endelig er de fundet på lokaliteter, som er totalt domineret af norske sten.
På NGU's kort findes på stedet nogle strøg med syenitporfyr. Kunne en eller anden ikke lige smutte forbi en dag og se efter?
Mænait er en af de første bjergarter, som optræder Oslofeltet. Den findes som gange i de siluriske sedimentbjergarter, først og fremmest som ”sills”, altså horisontale gange, som baner sig vej mellem lagene i sedimenterne. De ældste har en alder på 308-305 Ma.
Mænait er en felsisk gangbjergart, som er opkaldt efter en gang ved Mæna-søen i Gran. Grundmassen er finkornet, lysegrå/blålig, enskornet eller lettere porfyrisk. Hovedmineralet er albit, som ledsages af op til 20% orthoklas (kalifeldspat). Mørke mineraler i form af pyroxen eller amfibol udgør mindre end 25%. Desuden optræder apatit, titanit og malm.
Mænait er ofte porfyrisk med små, aflange strøkorn af augit eller hornblende. Sjældnere er få mm lange lyserøde albitstrøkorn. Teksturen er trachytisk (under mikroskop) til forskel fra diabas, som også har større indhold af mørke mineraler.
Lestiwarit er en lys (snehvid eller gullighvid), homogen, kornet bjergart, som optræder som gange i lardalit. Den består af mindst 90% alkalifeldspat og højst 8% mørke mineraler i form af alkalipyroxen (ægirin ) og alkaliamfibol. Kornstørrelsen er max. 3 mm, men som regel meget mindre. Indeholder som hovedregel hverken kvarts eller nefelin. Der kan være små aggregater af titanit, apatit og malmmineraler.
Ved Sletsjø og øst for Farris findes en variant med 5% kvarts.
Ved Gjone er der en variant med druser.
Ved Strandsåsen er der en variant med 2-5mm aggregater af ægirin, hornblende, apatit og malm.
Ved Kvelle findes en variant med ægirin nåle op til 1,5 mm.
Brøgger anfører, at bjergarten kemisk og mineralogisk minder om en kvartsrig bostonit (kan synes mærkeligt, når den normalt ikke indeholder kvarts!)
Bostonit er en meget finkornet, lystfarvet (gråhvid til rødlig) gangbjergart af monzonitisk sammensætning (60% plagioklas og 20-30% orthoklas) og med trachytisk tekstur. Den indeholder talrige malmkorn og ofte omsætningsprodukter som chlorit og carbonat. Kvarts optræder accesorisk, mens mørke mineraler som pyroxen og amfibol kun findes sporadisk.
Bostonit findes i en enskornet variant og i en porfyrisk variant, som har op til 5 mm lange subparallelle plagioklaslister.
Lindøit er et lokalnavn for en kvartsførende (mindst 5% , ofte 20%) Bostonit. Den findes bl. a. på øen Lindø ved Oslo som en gang i siluriske lag.
Meget finkornede varianter er mest almindelige, men lidt mere grovkornede typer ses også. I disse er den trachytiske tekstur lettere at se og specielt pyritkorn kan være tydelige.
Lindøit kan udover bostonit forveksles med Sølvsbergit, som dog har mindre kvarts og flere mørke mineraler.
Brøgger, W.C., 1894: Die Eruptivgesteine des Kristianiagebietes I. Die Gesteine der Grorudit-Tinguait-Serie. Videnskabsselskabets Skrifter I. Mat.-Nat. Klasse. No.4
Brøgger W. C. 1932: Die Eruptivgesteine des Oslogebietes VI. Über verschiedene Ganggesteine des Oslogebietes. Skr. Norske Videns.-Akad. i Oslo I. Mat.-naturv. Kl. I Nr. 7, 1932
Jensch, Jörg-Florian: Auf der Suche nach dem Tinguait von Graver. Geschiebesammler Aktuell, 2013, heft 3
